Mødedato: 22.08.2019, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Ansøgning om tilskud til DISIE (tidligere Københavns Projekthus)

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til en ansøgning fra DISIE om et tilskud på 1,4 mio. kr. årligt i 2020-2023.

Indstilling

Kultur og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på DISIEs ansøgning om tilskud på 1,4 mio. kr. årligt i 2020-2023, da der ikke er afsat midler til formålet i budgettet.

Problemstilling

Der henvises til ansøgningen (bilag 1).

Løsning

DISIE (tidligere Københavns Projekthus) er en inkubator for iværksættere med fokus på FN’s verdensmål. Event-venuet VOLUME er tilknyttet DISIE.

DISIE ønsker fra 2020 og frem at udvikle en accelerator for husets iværksættere med tilknyttet investeringsnetværk og dermed øge DISIES bidrag til jobskabelse, understøttelse af bæredygtig innovation og talenttiltrækning.

Konkret søger DISIE midler til følgende aktiviteter:

  • Tilskud til drift af mentorordning og fællesskab for bæredygtige iværksættere.

  • Månedlige aktiviteter under overskriften: Fra bæredygtig idé til handling.

  • Tilskud til driften af event-venuet VOLUME.

DISIE ligger på Enghavevej 80 og indeholder:

En etage for nye iværksættere på 3. sal og et inkubationsmiljø for mere etablerede iværksættere på 4. sal. Særligt for DISIE er, at brugerne fra 4. sal fungerer som mentorer for brugerne af 3. sal.
 
VOLUME - Københavns åbne kulturvenue, hvor nye aktører kan prøve kræfter med større og mindre åbne arrangementer. VOLUME lægger også hus til en række mere etablerede små festivaler, udstillinger, markeder og konferencer.

Den kommunale husleje for lokalerne forventes at udgøre ca. 1,4 mio. kr. i 2020. Det ansøgte beløb dækker forvaltningens udgifter til lejemålet.

DISIE har et samlet årligt budget på 5,9 mio. kr. for 2020 og frem, hvoraf huslejen udgør ca. 1,4 mio. kr. Øvrig finansiering kommer fra indtægter, salg af konsulent- og faciliteringsydelser og fra fonde.

Som Københavns Projekthus har DISIE modtaget et tilskud fra Københavns Kommune i årene 2009-2016 i størrelsesordenen 2,4-2,9 mio. kr. årligt. Derudover har Kultur- og Fritidsudvalget bevilget:

For 2017: 1,3 mio. kr.

For 2018: 1,1 mio. kr.

For 2019: 0,9 mio. kr.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt ansøgningen imødekommes, vil forvaltningen, i dialog med ansøger, udarbejde en tilskudsaftale, som indeholder forudsætninger for tilskuddet og målbare succeskriterier.

 

Mette Touborg

                                   /Aravni Jakobsen     

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 22. august 2019:

Følgende repræsentant fra DISIE havde inden behandlingen af punktet foretræde for udvalget om sagen:

  • Anne Katrine Heje Larsen

 

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede at henvise ansøgningen til de kommende forhandlinger om budget 2020.

Til top