Ansøgning om støtte til Copenhagen Islands
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på ansøgningen om 200.000 kr. fra designvirksomheden Fokstrot til at søsætte tre nye øer i Københavns Havn i sommeren 2020, da der ikke er afsat midler til formålet på budgettet.
Problemstilling
Der henvises til ansøgningen (bilag 1).
Løsning
Copenhagen Islands arbejder med flydende byrum i Københavns Havn. Copenhagen Islands ønsker med dette projekt at etablere tre flydende øer af flyde-elementer i beton, som er beklædt med træ. De tre øer vil være mobile park-øer, som kan bruges som mødested, til picnics og forskellige events. Øerne kan desuden give mulighed for funktioner som flydende sauna, undervisningslokale, vandlegeplads og havnescene, og øerne byder, ifølge ansøger, på muligheder for aktiviteter og funktioner, som sætter fokus på social og miljømæssig bæredygtighed.
Kultur- og Fritidsudvalget ansøges om 200.000 kr., og By & Havn om et tilsvarende beløb. Herudover ansøges Realdania om 400.000 kr., og restfinansieringen søges dækket gennem private fonde. By & Havn og Realdania har tilkendegivet, at eventuel støtte forudsætter tilsagn om støtte fra Kultur- og Fritidsudvalget.
Når øerne er søsat, er målet, ifølge ansøger, at udlejning af øerne til diverse events og arrangementer skal sikre, at designvirksomheden Fokstrot selv kan finansiere egen drift og vedligeholdelse af øerne fremover.
Historik
Kultur- og Fritidsudvalget bevilgede 200.000 kr. til opstart af projektet på mødet den 23. august 2018. Ansøger fraskrev sig efterfølgende støtten, da ansøger ikke kunne nå at opfylde de forudsætninger, der lå til grund for tilskuddet i 2018. Designvirksomheden Fokstrot genansøger derfor med denne ansøgning om et tilsvarende beløb.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget vælger at yde et anlægstilskud, forudsættes det i aftalen, at øerne kun bliver benyttet til lovlige kommunale formål.
Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget vælger at yde et driftstilskud, vil tilskuddet blive øremærket til lovlige kommunale formål.
Mette Touborg
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 22. august 2019:
Kultur- og Fritidsudvalget bevilgede et tilskud på 200.000 kr.; kassemæssig dækning anvises på konto 3.35.64.1.