Udviklingsplan for havnen - vision og indsatsområder
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget godkender vision og indsatsområder for udvikling af havnen som afsæt for det videre samarbejde med By & Havn samt andre havneaktører.
Problemstilling
Kultur- og Fritidsudvalget har haft tre temadrøftelser om havnen henholdsvis den 15. november 2018, 31. januar 2019 og 16. maj 2019. Med udgangspunkt i den seneste drøftelse anmodede Kultur- og Fritidsudvalget om, at der blev udarbejdet en handlingsplan med indsatsområder for udvikling af havnen.
På sit møde den 16. maj 2019 anmodede Kultur- og Fritidsudvalget om, at Kultur- og Fritidsudvalget, på baggrund af udvalgets drøftelser og tilkendegivelser, gennemskriver udviklingsplanen og vender tilbage med en revideret indstilling til udvalget.
.
Løsning
Havnen har ændret karakter fra en tung industrihavn til et stort rekreativt område med mange muligheder for afslapning, badning, løb, sejlads, fiskeri og andre fritidsinteresser. Havnen er nu betydeligt mere tilgængelig og er en del af mange københavneres hverdag. Den har derfor stadigt større betydning for flere københavnere, som ønsker at bruge havnen i langt højere grad end før.
De seneste år er der fx etableret nye blå støttepunkter, som via lave træbrygger giver bedre adgang til og fra vandet, og nye badezoner, der giver flere bademuligheder i havnen. Samtidig er havnen blevet en central arena for mange festivaler og events, som fx Kulturhavn, Christiansborg Rundt og flydende koncerter.
Kultur- og Fritidsudvalgets vision
Havnen skal opleves som et frit og nemt tilgængeligt område og være en aktiv del af flere københavneres hverdag.
Den rekreative anvendelse af havnen skal ske på lige fod med anvendelsen af byens parker og andre grønne områder – med fri og lige adgang for både individuelle brugere, de organiserede foreninger og byens besøgende.
Havnen skal indrettes, så det er let at bruge vandet både for de sejlende og havnens besøgende.
Havnen skal være et sted, hvor både lokale københavnere og byens gæster mødes på tværs af sociale skel, alder og øvrige udgangspunkter.
Havnens historie skal indgå som en del af byens fortælling og fremtid.
Havnen skal ses som et aktiv, der understøtter byens muligheder og sociale sammenhængskraft, og bringer folk sammen på nye måder, således at havnen er en del af københavnernes gode liv.
Indsatsområder
Med udgangspunkt i Kultur- og Fritidsudvalgets temadrøftelser skal der i udviklingen af havnen være fokus på en levende, alsidig og nemt tilgængelig havn.
Dette kan ske med fokus på følgende indsatsområder, som vil fremme den fælles brug af havnen:
-
Bedre muligheder for badning i havnen
-
Bedre muligheder for sejlads for sejl inde i havnen
-
Bedre muligheder for uorganiserede bådejere
-
Nemmere adgang til og fra vandet
-
Oprettelse af eventzoner
-
Bedre muligheder for fiskeri i havnen
-
Muligheder for dykning i havnen
-
Muligheder for maritime nyttehaver
-
Mere formidling om naturen i havnen
-
Udvikling af området ved Holmen
En uddybende beskrivelse af indsatsområderne findes i bilag 1.
Samarbejde
Kultur- og Fritidsforvaltningen vil sammen med By & Havn og andre aktører indgå i to nye havnefora:
• Det Blå Råd – for at sikre god koordinering i havnen
• Partnerskab for Sikker Havn - for at sikre en tryg og sikker havn
I samarbejde med By & Havn vil der desuden blive arbejdet for at oprette et ”one point of entry”, hvor havnens brugere kan få hjælp og vejledning til events og projekter i havnen.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget godkender indstillingen, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen i samarbejde med de andre forvaltninger, By & Havn, lokaludvalg, foreninger, private aktører m.m. arbejde videre med de nævnte indsatsområder.
I forhandlingerne om Budget 2020 indgår budgetnotater om:
-
4-6 nye badesteder i havnen
-
fortsat forlænget åbningssæson i havnebadene
Mette Touborg
/Mads Kamp Hansen
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 22. august 2019:
Sagen blev udsat af tidsmæssige grunde.