Mødedato: 22.06.2006, kl. 16:00

Udlejning af ledige lejemål

Udlejning af ledige lejemål

Kultur- og Fritidsudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde torsdag den 22. juni 2006

 

Afbud:

·        Frank Hedegaard

·        Simon Strange

 

Sikandar Malik Siddique mødte kl. 16.35 under foretrædet i relation til dagsordenens punkt 26.

Bjarne Fey forlod mødet kl. 18.30 efter behandlingen af punkt 20. 

 

 

 

28.      Udlejning af ledige lejemål

(KFU 308/2006)

 

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

at Kultur- og Fritidsudvalget bemyndiger Kultur- og Fritidsforvaltningen til at forhandle og indgå lejekontrakt på markedsvilkår med henblik på udlejning af ledige lejemål i Den Hvide Kødby.

 

 

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 22. juni 2006

Udvalget besluttede at dagsordenens punkter 26 (Orientering om udviklingsprojektet "Hvide Kødby" - KFU 297/2006), 27 (Fortrolig: Sag om leje - KFU 298/2006) og 28 (Fortrolig: Udlejning af ledige lejemål - KFU 308/2006) behandles under ét og at punkterne behandles umiddelbart efter dagsordenens punkt 1 (Godkendelse af dagsorden) og de gennemførte foretræder.

 

Forvaltningen havde omdelt notater af 22. juni 2006 vedrørende kontraktstyper, udlejning af værksteder og lejeregulering.

 

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede følgende:

 

at den overordnede udvikling af Den Hvide Kødby baserer sig på visionen om at omdanne Den Hvide Kødby til en kreativ bydel med respekt for samspillet med eksisterende virksomheder. Københavns Ejendomme understøtter denne udvikling ved hjælp af en aktiv udlejningspolitik.

  

at for at optimere kreativiteten og give mulighed for at blande aktiviteter skal den fremtidige udlejning ikke tage udgangspunkt i zoneopdelingen som skitseret i skitseforslaget "Den Hvide Kødby – som kreativ bydel".

at udvalget i forlængelse af ovenstående løbende tager stilling til anvendelsen af de enkelte ledige lejemål.

at for at fastholde visionen og sikre udviklingen til kreativ bydel, nedsættes et rådgivningspanel – hvori der skal indgå repræsentanter fra eksisterende interessenter - der løbende kan rådgive Kultur- og Fritidsudvalget omkring fremtidige lejere. Kultur- og Fritidsudvalget tager efter sommerferien 2006 konkret stilling til panelets sammensætning.

at lejerne overtager arealerne, som de er og forefindes, dvs. lejerne selv forestår indvendig ombygning og ændringer, alt efter det konkrete behov for den fremtidige anvendelse

at udlejer sørger for opgradering af klimaskærm i det omfang, det måtte være nødvendigt, ligesom udlejer skal sikre, at det pågældende lejemål er forsynet med tilkoblingsstik til el, vand og varme i fornødent omfang. Denne opretning finansieres via huslejestigningerne.

at markedslejen er baseret på, at lejer, ud over lejen, dækker forholdsmæssig andel af driftsomkostningerne ved ejendommen, herunder bl.a. grundskyld, dækningsafgift, forsikringer, vicevært, renholdelse af udenomsarealerne, servicekontrakter, elevatorer, fælles el, vand og varme samt omkostninger relateret til fælles parkeringsarealer.

at lejen reguleres p.a. med stigningen i nettopristallet.

at der ud fra en konkret vurdering og kun i ganske særlige tilfælde kan gives lejer frem- og afståelsesret.

at udlejers uopsigeligelighed udgør op til 10 år for de lejemål, hvor lejer selv forestår istandsættelsen af lejemålet. Har lejer investeret betydelige beløb til istandsættelse/forbedring af lejemålet kan der efter en konkret vurdering gives uopsigelighed i mere end 10 år.

at undtaget for umiddelbart ovenstående bestemmelse er udlejning til værksteder mv., som falder ind under nedenstående bestemmelse om kortere lejemål.

at udlejer forestår løbende vedligeholdelse af klimaskærmen

at Københavns Ejendomme i videst muligt omfang bør sikre, at arealer i gadeniveau bliver lejet ud til åbne og publikumsorienterede aktiviteter.

at der i Den Hvide Kødby indrettes mindre værksteder mv. for kunstnere velegnede steder i Kødbyen. Københavns Ejendomme kan udleje på meget korte kontrakter – eks. 2-3 år - og dermed sikre en lavere husleje.

at (fortroligt)

at (fortroligt).

 

Forvaltningen forelægger i september 2006 en statusredegørelse om sagen for Kultur- og Fritidsudvalget. I denne redegørelse indgår overvejelser om, hvorvidt Kultur- og Fritidsudvalget fortsat skal tage stilling til anvendelsen af d e enkelte ledige lejemål.

 

 

 

 

 

RESUME

I Den Hvide Kødby er der aktuelt 21 ledige lejemål, hvilket svarer til ca. 10.000 m2. Med henblik på dels at understøtte udviklingen af Den Hvide Kødby som hjemsted for kreative erhverv, dels at minimere tomgangslejen (knap 0,5 mio. kr. pr. måned) ønsker Kultur- og Fritidsforvaltningen at iværksætte udlejning af de ledige lokaler.

De kommende lejere vil blive udvalgt fra forvaltningens oversigt over personer, firmaer, foreninger mv. som på et tidspunkt har vist interesse for at leje sig ind i Den Hvide Kødby.

Udlejningen vil i denne forbindelse ske med udgangspunkt i udlejningsstrategien for Den Hvide Kødby.

 


 

Til top