Øvelokaler på Refshaleøen
Øvelokaler på Refshaleøen
Kultur- og Fritidsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 22. juni 2006
Fraværende
Sager til beslutning
21. Øvelokaler på Refshaleøen
(KFU 318/2006)
INDSTILLING
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og
Fritidsudvalget over for Økonomiudvalget anbefaler, at Borgerrepræsentationen
godkender,
at der i budget 2006 afsættes 800.000 kr. på Kultur- og Fritidsudvalgets
bevilling Kultur og Fritid, konto 3.75.1 (Fritidsaktiviteter
uden for folkeoplysningsloven) som opstarttilskud til foreningen RMK
Refshaleøen
at beløbet finansieres af Kultur- og Fritidsudvalgets bevilling Kultur og
Fritid, konto 3.74.1(Lokaletilskud)
at Kultur- Fritidsforvaltningen bemyndiges til at udbetale opstarttilskuddet
at Kultur- og Fritidsforvaltningen bemyndiges til at indgå aftale med
foreningen om et årligt tilskud på 2 mio. kr.
at det årlige tilskud finansieres af Kultur- og Fritidsudvalgets bevilling,
Kultur & Fritid, konto 3.74.1 (Lokaletilskud).
RESUME
I forbindelse med budget 2006
blev det besluttet at afsætte 2.000.000 kr. til at udvide kapaciteten af
øvelokaler i København ved at indrette en bygning på Refshaleøen tilhørende
REDA A/S til øvelokaler. Tanken var, at REDA skulle finansiere en ombygning af
lokalerne til øvelokaler og derefter udleje dem.
Med denne indstilling gives
der dels en status på det hidtidige arbejde samt forslag til, hvordan kommunen
kan medvirke til at projektet startes.
Det foreslås at tilskuddet
til foreningen gives udenom folkeoplysningsloven, og at der gives et startstilskud
til foreningen.
De første øvelokaler forventes
at kunne åbne primo 2007 og resten i løbet af foråret.
SAGSBESKRIVELSE
I efteråret 2005 indledte
Kultur- og Fritidsforvaltningen, initiativtagerne og ejeren REDA A/S drøftelser
med henblik på at sikre en fremdrift i projektet. Kort efter gik Rytmisk Musik
Danmark konkurs som følge af problemer med medlemsregistreringen og
rapporteringen til Dansk Ungdoms Fællesråd. Rytmisk Musik Danmark havde været
stærkt engageret i projektet både i forhold til det organisatoriske og
lydtekniske. Da denne organisation forsvandt, var det nødvendigt at finde andre
initiativtagere, der kunne løfte opgaven at danne en forening og indgå kontrakt
med udlejer.
Det skal bemærkes, at
kommunen efter "lånebekendtgørelsen" ikke kan indgå et lejemål uden at deponere
lejen for hele kontraktperioden. Det er således nødvendigt at have en forening
som lejer af lokalerne.
Forvaltningen kontaktede
nogle musikere, som tidligere havde været involveret i andre projekter, og de
indvilgede i at fortsætte processen.
Herefter dannedes foreningen
RMK Refshaleøen. Foreningen er dannet efter almindelige foreningsretlige
principper og opfylder betingelserne for at blive godkendt som folkeoplysende
forening.
Foreningens bestyrelse har
efterfølgende holdt en række møder med REDA A/S og med eksterne konsulenter med
henblik på at sikre, at øvelokalerne indrettes hensigtsmæssigt. Ligeledes har
der været afholdt møder mellem parterne og forvaltningen for at udvikle en
driftsmodel.
På den baggrund foreslås det
dels, at tilskuddet gives til foreningen udenom folkeoplysningsloven, dels at
der gives et opstartstilskud til foreningen, og endelig at forvaltningen
bemyndiges til at udbetale tilskuddet under nogle nærmere givne betingelser
Projektet
Med projektet indrettes der
ca. 57 øvelokaler i bygningen.
Budgettet balancerer på 4,3
mio. kr. årligt, hvor kommunens tilskud og kontingenter er de væsentligste
indtægtsposter.
Initiativtagerne har
undersøgt interessen i miljøet og vurderer, at 120 bands umiddelbart står og
mangler lokaler. Der budgetteres med 700 medlemmer.
Såfremt denne indstilling
tiltrædes forventes de første øvelokaler at kunne åbne primo 2007 og resten i
løbet af foråret.
Forholdet til
folkeoplysningsloven
Efter folkeoplysningsloven
stilles offentlige lokaler vederlagsfrit til rådighed, mens foreninger får
dækket 75 % af udgifterne forbundet med et lejemål eller egne lokaler efter
nogle nærmere angivne regler. Der fradrages i tilskuddet for medlemmer over 25
år, når denne andel udgør over 10 % af foreningens medlemmer. Reglen kendes som
25-årsreglen.
Denne regel kan svække det
økonomiske fundament for flere folkeoplysende foreningstyper, bl.a. musikerne.
Dette fordi mange bands har en relativ stor andel af musikere over 25 år.
På den baggrund foreslås det,
at der indgås en aftale med foreningen om at kommunen yder et tilskud på op til
2 mio. kr. om året til foreningen. Tilskuddet ydes under forudsætning af, dels
at foreningen er "i drift", dels på baggrund af fremmødet og dels ud fra en
forudsætning om at mindst halvdelen af medlemmerne i foreningen er under 25 år.
Kultur- og Fritidsforvaltningen bemyndiges til at indgå aftalen med foreningen.
Det skal for god ordens skyld
bemærkes, at andre kommuner f.eks. Århus har lavet tilsvarende modeller.
Det skal ligeledes bemærkes,
at ordningen kan føre til at andre øvelokaleforeninger vil ønske at få
tilsvarende ordning. Til det er der at bemærke, dels at der er tale om en ny
aftale, dels at det vil kræve tilførsel af yderligere midler til området
såfremt 25-årsreglen ikke skal gælde for andre foreninger.
Opstartstilskud
Da der er tale om en
nystiftet forening råder den ikke over et beløb til opstart af projektet
herunder særligt at betale depositum på kr. 700.000. Foreningen har derfor ansøgt
forvaltningen om et opstartstilskud på kr. 900.000.
Under folkeoplysningsudvalget
er afsat en udviklingspulje, der kan anvendes til opstart af nye foreninger for
børn og unge. Efter denne puljes praksis gives der normalt ikke til depositum,
ligesom administrative udgifter i den ansøgte størrelse ikke vil kunne
bevilges.
Det indstilles, at der gives
foreningen et opstarttilskud på kr. 800.000 til at sætte foreningen i gang og
betale depositum. Forvaltningen vurderer, at det er nødvendigt for at sikre at
foreningen kommer i gang. Kultur- og Fritidsforvaltningen foreslås bemyndiget til
at afgøre hvilke udgiftsposter, der kan støttes og til at udbetale tilskuddet i
rater efterhånden som pengene skal anvendes. Foreningen aflægger regnskab for
tilskuddene. Ved administrationen anvendes samme procedurer som for
folkeoplysningsudvalgets udviklingspuljer.
Miljøvurdering
Indstillingen er ikke omfattet af Kultur- og Fritidsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.
Økonomi
Der er afsat 2 mio. kr. på
budget 2006 og frem til formålet.
Høring
Der har ikke været foretaget høring, men REDA A/S og RMK Refshaleøen har bidraget til indstillingen.
Bilag
1. Driftsbudget for RMK Refshaleøen
2. Opstartsbudget
/