Mødedato: 22.06.2006, kl. 16:00

Vandkulturhus i Valby - konkurrenceprogram

Se alle bilag

Vandkulturhus i Valby - konkurrenceprogram

Kultur- og Fritidsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 22. juni 2006

 

Fraværende

 

 

 

Sager til beslutning

 

19.      Vandkulturhus i Valby - konkurrenceprogram

(KFU 302/2006)

 

INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

at Kultur- og Fritidsudvalget godkender udkastet til et konkurrenceprogram (teamentreprise) for et Vandkulturhus i Valby

at Kultur- og Fritidsudvalget - ud over Kultur- og Fritidsborgmesteren, der er dommerkomiteens formand - udpeger to af udvalgets medlemmer til dommerkomitéen.

 

 

RESUME

Borgerrepræsentationen har besluttet at afsætte 80 mio. kr. (p/l 2004) til at opføre et Vandkulturhus i Valby (BR 360/04).

Valby Lokaludvalg, brugerne af Valby Idrætspark og andre relevante lokale kræfter er blevet inddraget i processen.

Ideen bag Vandkulturhuset er, at begrebet svømning er for snævert til at dække alle de muligheder for vandaktiviteter, som københavnerne efterspørger. Målsætningen for det nye Vandkulturhus i Valby er at skabe nye kreative rammer om den mangfoldighed af udfordringer, som kombinationen af vand og kultur giver mulighed for – herunder mulighed for idræt, leg, motion, morskab og nydelse.

Det samlede bruttoareal for vandkulturhuset er på ca. 3.000 m2. Det skal indeholde minimum 2 bassiner, omklædningsfaciliteter, sauna, et multianvendeligt rum til kropskulturelle aktiviteter, café mv.

Der er afsat 65 mio. kr. til anlægsprojektet, ekskl. udgifter til løst inventar og miljøgodkendelse af grunden (oprensning af jord mv.). På nuværende tidspunkt skønnes det, at et færdigt byggeri kan indvies i sidste halvdel af 2009.

 

 

SAGSBESKRIVELSE

Borgerrepræsentationen besluttede den 26. august 2004 at afsætte 80 mio. kr. (p/l 2004) til opførelsen af et Vandkulturhus i Valby (BR 360/04).

Borgerrepræsentationen vedtog samtidig, at der i 2005 afholdes en arkitektkonkurrence om en helhedsplan for hele Valby Idrætspark, som fastlægger den fremtidige placering af et Vandkulturhus.

Valby Lokaludvalg, brugerne af Valby Idrætspark og andre relevante lokale kræfter blev derefter inddraget i den videre proces.

På baggrund af vinderforslaget for en helhedsplan fra SLA, som blev offentliggjort i oktober 2005, har kommunen efterfølgende arbejdet på en lokalplan for Valby Idrætspark, der skal fastlægge de ydre rammer for Vandkulturhuset. En lokalplanredegørelse for området er drøftet i Teknik- og Miljøudvalget den 17. maj 2006.

Kultur- og Fritidsudvalget drøftede lokalplanredegørelsen den 18. maj 2006, men besluttede at udskyde sagen til den 22. juni.

Konkurrenceprogram

Det vedlagte ekstrakt af udkastet til et konkurrenceprogram indeholder Udbudsbrev, Baggrund og formål, Forudsætninger og Program (se bilag 1). Hele udkastet er på over 100 sider og er derfor ikke sendt ud til udvalget.

Idegrundlag

Begrebet svømning dækker almindeligvis vandaktiviteter som: at lære at svømme og springe på hovedet/udspring, at svømme baner og konkurrencesvømning, at stille op til svømmestævner og livredning.

Men denne definition af svømning er et overordnet begreb, som ikke længere stemmer overens med virkelighedens vandaktiviteter.

Der er derfor behov for at udvikle begrebet svømning med en bredere definition af aktiviteter i vand, som dækker hele spektret:

lege og spil i vand - livredning – babysvømning - vandtilvænning – svømmeindlæring – akrobatik i vand - vandboldspil - vandaerobic - bevægelse i vand til musik - udspring – snorkeldykning – vandpolo – undervandsrugby – vandgymnastik – kajakpolo - motions-, hav- og konkurrencesvømning mv.

Målsætningen for arbejdet med det nye Vandkulturhus i Valby er, at faciliteten skal skabe nye kreative rammer om den mangfoldighed af udfordringer, som kombinationen af vand og kultur giver mulighed for:

·        idræt, leg, motion, morskab og nydelse

·        fysisk anstrengelse, diverse boldspil, fantasifuld udfoldelse og afslapning

·        appellerer til familien, træningsnarkomanen, pensionisten, den bevægelseshæmmede og vovehalsen

·        udspring, motionssvømning, vandpolo, undervisning, fitness, afspænding og wellness

·        vandaktiviteter, som vi endnu ikke har set i de eksisterende svømmehaller og vandlande.

Placering

På baggrund af Helhedsplanen for Valby Idrætspark og den efterfølgende lokalplanredegørelse er det fastlagt, at Vandkulturhuset skal placeres på det nuværende parkeringsareal i Valby Idrætsparks nordvestlige hjørne mellem den gamle Ellebjerg station og Julius Andersens Vej (se kort i bilag 1). Byggefeltet er på ca. 4.600 m2.

Ifølge lokalplanredegørelsen skal bygningen: "placeres med facade i byggefeltets afgrænsning mod Ellebjergvej og med adgangsfacader mod det kommende bystrøg, dvs. mod syd eller vest. Den maksimale bygningshøjde er 24 m. Projektet skal belyse samspillet med bystrøget og vise en mulig sammenhæng med stadion".

Funktioner

Det samlede bruttoareal skal være på ca. 3.000 m2, svarende til forventede gennemsnitlige daglige besøgstal på 800 personer og en spidsbelastning på 1.600 personer pr. dag.

Udformningen af vandbassinerne og indbyggede aktiviteter/udstyr mv. indgår som en væsentlig del af konkurrencens elementer. Der skal som minimum etableres 2 bassiner, hvoraf det ene skal være et varmtvandsområde.

Der skal ikke være en decideret kurbadsafdeling, men der ønskes mulighed for at indplacere jacuzzi/spa i anlæggets bassinområde(-r).

Derudover skal svømmehallen indeholde omklædningsfaciliteter (til ca. 300 personer), toiletter, sauna, teknikkælder, flere personalerum, depotrum, et multianvendeligt rum til kropskulturelle aktiviteter, café, ankomstområde mv.

Udendørs arealer

I tilknytning til Vandkulturhuset skal der gives forslag til indretning af udearealerne omkring bygningen inden for byggefeltets afgrænsninger, herunder belagte arealer ved ankomstområdet mv.

Anlægsøkonomi

Der er afsat 65 mio. kr. til anlægsprojektet, ekskl. udgifter til løst inventar, miljøgodkendelse af grund, oprensning af jord mv. (p/l 2004).

Tidsplan

Efter der er fundet en vinder i oktober 2006, skal den påbegyndte lokalplanprocedure færdiggøres inden den egentlige projektering igangsættes.

På nuværende tidspunkt skønnes det, at opstartsfase med projektering kan påbegyndes i 2007, og at et færdigt byggeri til ibrugtagning kan indvies i sidste halvdel af 2009.

Konkurrenceform

I forbindelse med totalentreprisekonkurrencen i begrænset udbud om et Vandkulturhus i Valby, skal der indgås en partneringaftale med den totalentreprenør, som vinder konkurrencen.

Dommerkomité

Dommerkomitéen sammensættes af 3 politikere, 3 fagdommere og 3 lægdommere.

De 3 politikere er Kultur- og Fritidsborgmesteren som formand samt to andre medlemmer af Kultur- og Fritidsudvalget.

De 3 lægdommere er en repræsentant for Valby Lokaludvalg, en repræsentant valgt af de to brugerbestyrelser og en repræsentant for svømmeidrætten.

Fagdommerne kan først udpeges, når deltagerne i konkurrencen er fundet og prækvalificeret.

Godkendelse

Det endelige vinderprojekt forelægges Kultur- og Fritidsudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med henblik på at udmønte den resterende anlægsbevilling til projektet.

Miljøvurdering

Sagstypen er ikke omfattet af Kultur- og Fritidsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.

En miljøvurdering foretages først, når resultatet af konkurrencen om et Vandkulturhus i Valby er kendt.

Økonomi

Der er afsat et beløb på 2 mio. kr. til gennemførsel af totalentreprise-konkurrencen. Beløbet er udmøntet på Kultur- og Fritidsudvalgets budget 2004, funktion 0.30.3.

Bilag

1.       Udkast til konkurrenceprogram (ekstrakt til punkt 3.4)

2.       Høringssvar fra Københavns Ejendomme

 

HELE UDKASTET TIL KONKURRENCEPROGRAM KAN REKVIRERES PÅ SEKRETARIATET FRA MANDAG DEN 19. JUNI.

 

 

Carsten Haurum

 

/ Mads Kamp Hansen

 


 

Til top