Skøjtebanen på Genforeningspladsen - ombygning
Skøjtebanen på Genforeningspladsen - ombygning
Kultur- og Fritidsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 22. juni 2006
Fraværende
Sager til beslutning
17. Skøjtebanen på Genforeningspladsen - ombygning
(KFU 293/2006)
INDSTILLING
Kultur- og
Fritidsforvaltningen indstiller,
at en permanent placering af
skøjtebanen på Genforeningspladsen inklusiv kunstgræs på fodbold- og
cindersbanen (16,2 mio. kr) eller etablering
af kunstgræs på den eksisterende fodboldbane (5,1 mio. kr.) indgår i
forhandlingerne om budget 2007.
RESUME
Med 5.000 besøgende i weekenderne og mellem 300 og 1.000 på hverdage er skøjtebanen på Genforeningspladsen en stor succes. Både som foreningsidræt og konkurrencesport er hurtigløb på skøjter vokset. Siden 2004 har Hurtigløbforeningen af 1974 fordoblet antallet af medlemmer til 190. Der er afholdt adskillige konkurrencer på Genforeningspladsen, og der forventes i de kommende år afholdt store internationale konkurrencer.
Skøjtebanen, der i vintersæsonen er placeret oven på den eksisterende fodboldbane, er udformet efter internationale mål med forholdsvis skarpe sving. Det indebærer, at græsset i fodboldbanens sider ikke kan bruges i en bredde på 2 x 10 m. fra 1. april og 5 uger frem. Det vanskeliggør kampafvikling for fodboldklubben UNION med 300 medlemmer.
Brugerbestyrelsen på Genforeningspladsen ønsker en ombygning af anlægget, som højner isens kvalitet og sikrer, at fodboldbanen kan benyttes hele året rundt. Det foreslås, at kølerør til skøjtebanen placeres permanent, og at der lægges kunstgræs på fodboldbanen og oven på skøjtebanen. Da Genforeningspladsen er fredet, skal udskiftningen til kunstgræs godkendes af Fredningsnævnet. Det tager ca. ½ år fra, der bevilges midler, til afgørelsen foreligger, og ombygningen i givet fald kan påbegyndes.
Ombygningen koster ca. 16,2 mio. kr. Der er ikke afsat midler til projektet på Kultur- og Fritidsudvalgets budget.
En alternativ løsning er, at der alene lægges kunstgræs på den eksisterende fodboldbane, mens skøjtebanen forbliver mobil. Derved sikres, at fodboldklubben kan bruge banen året rundt, mens isens kvalitet forbliver uændret. Løsningen koster 5,1 mio. kr.
SAGSBESKRIVELSE
Skøjtebanen på
Genforeningspladsen blev etableret ultimo 2001 (BR 373/01). Lokale- og
Anlægsfonden betalte halvdelen af de samlede etableringsudgifter på 10,64 mio.
kr. (p/l 2001). Tilskuddet fra Lokale- og Anlægsfonden blev givet under
forudsætning af, at anlægget skulle ligge på Genforeningspladsen i minimum 5
år. De 5 år er nu gået, og brugerbestyrelsen for Genforeningspladsen har
fremsat ønsker for banens udvikling.
Evaluering
Skøjtebanen er en stor succes. Efter tekniske indkørings-vanskeligheder er antallet af brugere steget jævnt fra sæson til sæson. Det skønnes, at besøgstallet i sæsonen 2005/2006 – en sæson med frost og lidt regn - var 5.000 pr. weekend og mellem 300 til 1.000 på hverdage. Skøjtebanen har vist sit værd, som en af de mest populære idrætsfaciliteter i København, og det forventes, at antallet af brugere stiger i de kommende år i takt med, at kendskabet udbredes, og kvaliteten af isen forbedres.
Hurtigløberforeningen af 1972 har siden 2004 fordoblet antallet af medlemmer til 190 i 2006. For første gang i lange tider har danske skøjteløbere kvalificeret sig til europamesterskaberne. Klubben har afholdt adskillige stævner med deltagelse fra udlandet. Derudover har klubben afholdt ca. 30 arrangementer, hvor skoleklasser og elever på uddannelsesinstitutioner er blevet introduceret til skøjtesporten.
Den Internationale Skøjteunion støtter udviklingen af skøjtesporten i Danmark. I 2007 afholdes Scandinavian Cup. Det er sandsynligt, at København tildeles De Europæiske Junior Mesterskaber i 2008 og en World Cup i 2009. Skøjtebanen baner vejen for, at København kan afholde store internationale vintersportsbegivenheder.
Interessekonflikt
Skøjtebanen er en rundløbsstrækning på 400 m. Den er udformet, så den lever
op til internationale standarder for hurtigløbsbaner. Banen er længere, men
smallere end en normal atletikløbebane, hvilket betyder, at svingene er
forholdsvis skarpe. De skarpe sving gør det muligt, at holde trykket på
skøjterne i svingene og dermed øge farten. Sving med større kurveradius ville give
lavere fart og indebære, at skøjtebanen ikke overholder de internationale mål.
Skøjtebanens langsider ligger oven på siderne af fodboldbanen på Genforeningspladsen. I hver side skrælles græsset af i en bredde på 10 meter, når skøjtebanen anlægges. Hvert forår lægges rullegræs på, som først er klar til brug ca. 5 uger inde i fodboldsæsonen. Det vanskeliggør kampafviklinger for UNIONs førstehold i perioden 1. april og ca. 5 uger frem. Førsteholdet har i snit 1 kamp pr. uge.
For UNIONs øvrige medlemmer (ca. 300) medfører den smallere bane, at vilkårene for træning ikke er optimale i sæsonens første 5 uger.
Brugerbestyrelsen ønsker derfor en ombygning, der højner
isens kvalitet og således, at Genforeningspladsen kan bruges hele året uden væsentlige
gener for andre idrætsgrene, herunder især fodbold.
Forslag til ombygning
Skøjtebanen etableres permanent på pladsen. Der lægges kunstgræs oven på
skøjtebanen, på fodboldbanen og på cindersbanen. Når skøjtebanen skal bruges,
fjernes det kunstgræs, som ligger over kølerørene.
Ombygningen koster ca. 16,2 mio. kr. (p/l 2006). Kølerør til skøjtebanen lægges ind i et stabilt underlag, hvorved et helt plant underlag opnås i modsætning til nu. Det har stor betydning for isens kvalitet og den oplevelse, de besøgende får.
For fodboldklubben UNION betyder det, at klubben fremover kan afvikle kampe fra sæsonstart samt intensivere brugen af banen og træne om vinteren. Der opsættes hegn mellem boldbane og skøjtebane og muligvis ekstra lys. Løbebanen bliver af kunstgræs og forbedres væsentligt i forhold til den nedslidte cindersbane. Det betyder, at Triatlonklubben Tri4 fremover kan afvikle testløb.
Fredning
Genforeningspladsen er fredet. I 2001 gav Fredningsnævnet tilladelse til,
at den mobile skøjtebanen blev etableret.
Udskiftningen af det normale græs med kunstgræs, opsætning af hegn samt ekstra lys skal godkendes af Fredningsnævnet Fra der bevilges midler til projektet, tager det ca. ½ år før Fredningsnævnet træffer afgørelse i sagen, og ombygningen i givet fald kan påbegyndes.
Alternative
løsningsforslag
Brugerbestyrelsen med undtagelse af hurtigløberforeningen peger på to
alternativer:
at den mobile skøjtebane placeres på cindersbanen. Derved undgås, at skøjtebanen belaster græstæppet i de 10 meter på langsiderne. Fodboldklubben får derfor ikke problemer med kampafvikling i sæsonens første 5 uger. Flytningen til cindersbanen koster ca. 6 mio. kr. Hvis forslaget gennemføres, kan skøjtebanen ikke bruges til internationale konkurrencer, og isens kvalitet forbedres ikke.
at skøjtebanen flyttes til en anden placering. Det koster i størrelsesordenen 10 mio. kr.
Forvaltningens vurdering
Forslaget om en ombygning medfører en forbedring af isens kvalitet, som
gavner alle skøjteløberne. Dertil kommer kunstgræsbanen, som giver mulighed for
fodboldtræning om vinteren og løser problemerne med kampafvikling i starten af
sæsonen, og opgraderer cindersbanen.
På baggrund af anlæggets nyskabende værdi, dets popularitet og fremtidsudsigterne kan forslaget med fordel gennemføres.
Ingen af brugerbestyrelsen alternative forslag kan anbefales. Udgiften på 6 mio. kr. for at flytte skøjtebanen ud på cindersbanen er uforholdsmæssig høj og gavner alene fodboldklubben. Det eliminerer muligheden for at afholde internationale konkurrencer og vanskeliggør den positive udvikling af hurtigløb på skøjter som sport. Dertil kommer, at Ålborg planlægger etableringen af en hurtigløbsbane, og derfor ville overtage den position og de muligheder, som nu er oparbejdet i København.
Udgiften til at flytte skøjtebanen til anden placering er i størrelsesorden 10 mio. kr. Den nuværende placering er optimal for brugen: tæt på boliger, gode ankomstforhold og parkeringsmuligheder og stedet er kendt af brugerne.
Forvaltningens
forslag
Den eksisterende fodboldbane udskiftes med kunstgræs, mens skøjtebanen
forbliver mobil og i internationale mål. Derved får fodboldklubben forlænget
sæsonen, bedre træningsforhold og mulighed for kampafvikling. Kvaliteten af
skøjtebanen og cindersbanen forbedres ikke. Etableringen af kunstgræs beløber
sig til ca. 5,1 mio. kr.
Miljøvurdering
Sagstypen er omfattet af Kultur- og Fritidsforvaltningens postivliste over sager, der skal miljøvurderes. Men en miljøvurdering vil først ske, når der foreligger et konkret projekt.
Økonomi
Der er ikke afsat
midler til ombygningen på budgettet.
Det
indstilles, at Kultur-
og Fritidsudvalget enten tager den fulde ombygning af skøjtebanen på Genforeningspladsen
til 16,2 mio. kr. eller udgiften til etablering af kunstgræs på den
eksisterende fodboldbane til 5,1 mio. kr. med i forhandlingerne for budget
2007.
Lokale- og Anlægsfonden
har tilkendegivet interesse for projektet. Det er uvist, om fonden
medfinansierer projektet, og hvor stor st
øtten i givet fald bliver.
Bilag
1. Evaluering og ønsker for Genforeningspladsen ved Brugerbestyrelsen
Carsten Haurum
/Mads Kamp Hansen