Mødedato: 22.06.2006, kl. 16:00

Brugerundersøgelse på Københavns Kommunes idrætsanlæg

Se alle bilag

Brugerundersøgelse på Københavns Kommunes idrætsanlæg

Kultur- og Fritidsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 22. juni 2006

 

Fraværende

 

 

 

Sager til beslutning

 

12.      Brugerundersøgelse på Københavns Kommunes idrætsanlæg

(KFU 307/2006)

 

INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller

at Kultur- og Fritidsudvalget tager rapporten "Brugerundersøgelse på Københavns Kommunes idrætsanlæg" til efterretning.                     

 

 

RESUME

Kultur- og Fritidsforvaltningen gennemførte i efteråret 2005 en brugerundersøgelse på Københavns Kommunes idrætsanlæg.

 

Idrætsanlæggene er inddelt i 3 anlægstyper: udendørs anlæg, indendørs anlæg og bade. Undersøgelsen blev imidlertid gennemført så sent på året, at aktiviteterne på en del udendørs anlæg var indstillet på grund af dårligt vejr. Det betyder, at den foreliggende rapport kun omhandler resultaterne fra de indendørs anlæg og badene.

 

I foråret 2006 færdiggøres undersøgelsen på de udendørs anlæg, hvorefter resultatet fremlægges for Kultur og Fritidsudvalget umiddelbart efter sommerferien 2006.

 

***

 

Den afrapporterede del af undersøgelsen omfatter i alt 27 indendørs anlæg og bade og er baseret på et spørgeskema besvaret af 2.266 brugere over 15 år.

 

Brugerne blev bedt om at vurdere følgende forhold: åbningstider, banernes vedligeholdelse, bade- og omklædningsforhold, rengøring, mulighed for social aktivitet, kantine- og kioskforhold og personalets service. Af hovedresultater kan nævnes:

 

-         brugerne udtrykker generelt stor tilfredshed med idrætsanlæggene. Mere end 8 ud af 10 brugere svarer, at de enten er meget tilfredse eller tilfredse med det anlæg de benytter. Tilfredsheden dækker dog over ret store forskelle, afhængig af, om man benytter indendørs- eller badeanlæg.

-          knap halvdelen (55 procent) af brugerne er utilfredse med anlæggenes vedligeholdelses- og rengøringsstandard, mens hver anden bruger er utilfreds med anlæggenes bade- og omklædnings-forhold. Utilfredsheden er størst blandt brugerne af de indendørs anlæg.

 

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund og formål
Kultur- og Fritidsforvaltningen gennemførte i efteråret 2005 en brugerundersøgelse på Københavns Kommunes idrætsanlæg.

 

Undersøgelsens primære formål var at tilvejebringe viden om brugerne og deres tilfredshed med de kommunale idrætsanlæg og af den vej få et redskab til at videreudvikle idrætsanlæggene.

 

Undersøgelsens omfang
I undersøgelsen er idrætsanlæggene inddelt i 3 anlægstyper: udendørs anlæg, indendørs anlæg og bade.

 

Undersøgelsen blev imidlertid gennemført så sent på året, at aktiviteterne på en del udendørs anlæg var indstillet på grund af dårligt vejr. Det betyder, at den foreliggende rapport kun omhandler resultaterne fra de indendørs anlæg og badene.

 

I foråret 2006 færdiggøres undersøgelsen på de udendørs anlæg. Når resultatet foreligger, udarbejdes der en særskilt rapport herom. Rapporten fremlægges for Kultur- og Fritidsudvalget umiddelbart efter sommerferien 2006.

 

Undersøgelsens metode og indhold

Undersøgelsen, der er en spørgeskemaundersøgelse, omfatter i alt 27 indendørs anlæg og bade. Spørgeskemaet er besvaret af 2.266 brugere over 15 år. Institutions- og skolebrugere indgår ikke i undersøgelsen.

 

I undersøgelsen blev brugerne bedt om deres generelle vurdering af:

 

Åbningstider, Banernes vedligeholdelse, Bade- og omklædnings-forhold, Rengøring, Mulighed for social aktivitet, Kantine- og kioskforhold og Personalets service. 

 

Fordelingen af spørgeskemaerne svarer til besøgstallene på de enkelte anlæg. Efterfølgende er datamaterialet bearbejdet således, at svarprocenter indgår med forskellig "vægt".

 

Det er Kultur- og Fritidsforvaltningens vurdering, at undersøgelsen giver et dækkende billede af brugernes anvendelse og vurdering af de kommunale idrætsanlæg.  

 

Undersøgelsens resultater

Nedenfor følger en kort opsummering af undersøgelsens resultater. Resultaterne er udarbejdet på tværs af alle indendørs- og badeanlæg. Det skal understreges, at der er tale om store variationer fra anlæg til anlæg.

 

·        Brugerne af anlæggene er "trofaste", idet 9 ud af 10 brugere kommer en eller flere gange ugentligt. Blandt de aktiviteter, der dyrkes, kommer svømning ind på førstepladsen. Derefter følger i nævnt rækkefølge badminton, håndbold, styrketræning/fitness og bowling.

 

·        Næsten halvdelen af brugerne er mellem 20 og 39 år. Blandt de yngste er der flest, der dyrker håndbold, mens badminton er mere populært blandt de 30-50 årige. Blandt de ældste er der flest, der dyrker svømning.

 

·        Der er en del flere mænd end kvinder, der benytter anlæggene, men der er ikke forskel på, hvor ofte mænd og kvinder benytter anlæggene.

 

·        Brugerne udtrykker generelt stor tilfredshed med idrætsanlæggene. Mere end 8 ud af 10 brugere svarer, at de enten er meget tilfredse eller tilfredse med det anlæg, de benytter. Tilfredsheden dækker dog over ret store forskelle, afhængig af, om man benytter indendørs- eller badeanlæg. Brugerne af badeanlæg er generelt set de mest tilfredse.


 

 

 

·        Knap halvdelen (55 procent) af brugere er utilfredse med anlæggenes vedligeholdelses- og rengøringsstandard, mens hver anden bruger er utilfreds med anlæggenes bade- og omklædnings-forhold. Utilfredsheden er størst blandt brugerne af de indendørs anlæg.

 

Kultur- og Fritidsforvaltningen har på et dialogmøde med teamchefer, anlægsledere og andre interessenter fremlagt undersøgelsens resultater. I dette forum var der stor interesse for og vilje til at bruge resultaterne på de enkelte anlæg decentralt. På den baggrund overvejer Kultur- og Fritidsforvaltningen, hvordan der kan igangsætte en proces, der kan understøtte de decentrale tiltag, som måtte have relevans for de enkelte anlæg.

 

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget tager rapporten til efterretning.

 

MILJØVURDERING

Sagen er ikke omfattet af Kultur- og Fritidsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.

ØKONOMI

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

BILAG

1.       "Brugerundersøgelse på Københavns Kommunes Idrætsanlæg".

 

 

Carsten Haurum                  

/ Mads Kamp Hansen

 


 

Bilag

Til top