Høringssvar til forslag til lokalplan for det tidligere Øresundshospitals område - Boldklubben af 1893 (B93)
Høringssvar til forslag til lokalplan for det tidligere Øresundshospitals område - Boldklubben af 1893 (B93)
Kultur- og Fritidsudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde torsdag den 22. juni 2000
5. Høringssvar til forslag til lokalplan for det tidligere Øresundshospitals område - Boldklubben af 1893 (B93)
(KFU 288/2000)
INDSTILLING OG BESLUTNING
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
at Kultur- og Fritidsudvalget tiltræder udkast til høringssvar til Bygge- og Teknikudvalget vedrørende en ny lokalplan for det tidligere Øresundshospitals område, "B 93".
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 22. juni 2000
Indstillingen blev tiltrådt.
RESUME
Bygge- og Teknikudvalget har ved brev af 23. maj 2000 anmodet om Kultur- og Fritidsudvalgets bemærkninger til Bygge- og Teknikforvaltningens redegørelse vedrørende udarbejdelse af forslag til ny lokalplan for det tidligere Øresundshospitals område, "B93".
B93 har siden 1994, på dele af Øresundshospitalets og på det tidligere Østre Gasværks grund, lejet et areal af Københavns Kommune og Københavns Idrætsanlæg til klubhus og boldbaner. Det fremgår af lejekontrakten, at klubben har mulighed for at opføre et halbyggeri på grunden. Der foreligger ejerfuldmagt fra Kultur- og Fritidsforvaltningen, Ejendomsdrift. Projektets bygherre vil være "Den selvejende Institution Københavns Tennis & Sqashcenter/B 93", der er under stiftelse.
Det er forvaltningens vurdering, at høringssvaret til Bygge- og Teknikforvaltningen bør berøre følgende 3 punkter: 1) en idrætspolitisk betragtning, 2) driftstilskud fra FOS, og 3) en vurdering ift. udlejningen. Det indstilles, at Kultur- og Fritidsudvalget drøfter og tiltræder udkastet til høringssvar.