Ung Dansescene, tilskud til Juniorkompagniets gæstespil i Grønland
Ung Dansescene, tilskud til Juniorkompagniets gæstespil i Grønland
Kultur- og Fritidsudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde torsdag den 22. juni 2000
17. Ung Dansescene, tilskud til Juniorkompagniets gæstespil i Grønland
(KFU 277/2000)
INDSTILLING OG BESLUTNING
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
at Kultur- og Fritidsudvalget bevilger 20.000 kr. i underskudsgaranti til Ung Dansescenes Juniorkompagnis deltagelse i "Teaterfestival for børn og unge fra Norden og det Circumpolare område" i Nuuk, Grønland.
at der anvises dækning for beløbet på konto 3.64.1 Andre kulturelle opgaver (Børn og Unge projekter).
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 22. juni 2000
Indstillingen blev tiltrådt.
RESUME
Dansescenens Juniorkompagni er inviteret til at deltage i en teaterfestival i Grønland i juli 2000. En ansøgning om tilskud hertil blev på kulturfondens møde den 8. juni 2000 henvist til Kultur- og Fritidsudvalgets Børn og Unge midler.
Juniorkompagniets invitation til deltagelse i festivalen er en positiv konsekvens af, at Ung Dansescene har udviklet sig til at være både velfungerende og bæredygtig. Deltagelse i Festivalen i Nuuk er en lejlighed til at vise, hvad moderne dans i Danmark byder på i relation til børn og unge og samtidig en mulighed for de danske unge til at se andre unge optræde samt til at deltage i workshops m.m.
På den baggrund indstilles, at Kultur- og Fritidsudvalget yder en underskudsgaranti på 20.000 kr. til de unges deltagelse i festivalen.