Mødedato: 22.04.2004, kl. 15:00

Driften af Copenhagen Skatepark

Driften af Copenhagen Skatepark

Kultur- og Fritidsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 22. april 2004

 

 

Sager til beslutning

 

10.      Driften af Copenhagen Skatepark

(KFU 123/2004)

 

INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

at Kultur- og Fritidsudvalget drøfter en udvidelse af driftsbevillingen med 0,65 mio. kr. årligt til Copenhagen Skatepark, og at beløbet indgår i budgetforhandlingerne for 2005.

 

 

RESUME

Den 12. juni 2002 bevilligede Borgerrepræsentationen 4 mio. kr. til etableringen af Copenhagen Skatepark (BR 355/02). I budget 2003 blev der efterfølgende afsat 1,3 mio. kr. til drift af skaterhallen.

Det fremgår af indstillingen til Borgerrepræsentationen, at "Driftsøkonomien er behæftet med en ikke ubetydelig usikkerhed, da der ikke tidligere har været etableret lignende anlæg i Danmark. På den baggrund er det aftalt med KI, at Kultur- og Fritidsforvaltningen og KI samarbejder om et opfølgningsnotat, der forelægges for Kultur- og Fritidsudvalget i foråret 2003." Byggeriet af Copenhagen Skatepark blev dog forsinket, hvorfor skaterhallen først åbnede i maj 2003. Derfor tages sagen først op nu.

Det har vist sig umuligt for KI at sikre en forsvarlig drift af Copenhagen Skatepark inden for den udstukne ramme på 1,3 mio. kr.

Der er behov for yderligere årligt 650.000 kr., hvis Copenhagen Skatepark skal kunne fungere inden for de af KI vurderede nødvendige rammer, hvilket i alt væsentlighed skyldes, at der er behov for flere personaleressourcer, end der indgik i det oprindelige budget.

 

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Den 12. juni 2002 bevilligede Borgerrepræsentationen 4 mio. kr. til etableringen af Copenhagen Skatepark (BR 355/02). I budget 2003 blev der efterfølgende afsat 1,3 mio. kr. til drift af skaterhallen.

Det fremgår af indstillingen til Borgerrepræsentationen, at "Driftsøkonomien er behæftet med en ikke ubetydelig usikkerhed, da der ikke tidligere har været etableret lignende anlæg i Danmark. På den baggrund er det aftalt med KI, at Kultur- og Fritidsforvaltningen og KI samarbejder om et opfølgningsnotat, der forelægges for Kultur- og Fritidsudvalget i foråret 2003." Byggeriet af Copenhagen Skatepark blev imidlertid forsinket, hvorfor skaterhallen først åbnede i maj 2003. Derfor tages sagen først op nu.

 

Erfaringer fra første år

Copenhagen Skatepark har nu fungeret som en ramme for de mange skatere i byen i knapt et år. KI har udarbejdet en statusrapport, som viser erfaringerne med denne nyskabelse i Københavns Kommune (bilag 1).

Copenhagen Skatepark er blevet godt modtaget af brugerne, og faciliteten er velbesøgt. Der er blevet etableret en tilfredsstillende driftsform, og KI har ansat et personale, som selv kommer fra skatermiljøet. Personalet er med til at sikre en fortsat udvikling af stedet.

På grund af de forholdsvis mange skader er det hensigtsmæssigt, at der er tilsyn med aktiviteten. Det er en af forklaringerne på, at er der altid 2 personer til stede i Copenhagen Skatepark.

De 2 tilstedeværende ansatte skal ud over at holde opsyn med brugerne også sælge billetter ved indgangen, passe kiosk, gøre rent i hallen, udføre mindre reparationer og undervise begyndere i skating.

Det er KI's vurdering, at der nu er etableret en driftsform, som skaber de nødvendige rammer omkring Copenhagen Skatepark. Uden en udvidelse af driftsrammen er det imidlertid ikke muligt at fortsætte på samme niveau som nu.

 

Driften i 2003

KI kan ikke sikre en forsvarlig drift af Copenhagen Skatepark inden for den udstukne ramme på 1,3 mio. kr. om året, hvorfor man nu har henvendt sig til Kultur- og Fritidsforvaltningen.

Resultatet for året 2003 er et samlet driftsunderskud på 677.336 kr., hvoraf ca. 200.000 kr. skyldes investeringer, som lydanlæg, møblering og anden indretning af stedet.

Baggrunden for underskuddet er følgende 3 faktorer:

 

§        Antallet af opgaver for de ansatte har i det første oplæg ikke været klarlagt, hvorfor der kun var regnet med 4 fuldtidsansatte. KI vurderer, at de nuværende 6 fuldtidsansatte er minimum for antal ansatte, der skal til for at drive skaterhallen forsvarligt i de 55 timer ugentligt, som den har åbent.

 

§        Den mulige sponsorindtægt har været mindre end antaget. Eksponeringen ved at være synlig i hverdagen i hallen har vist sig ikke at være så attraktiv, som det først var vurderet (sponsorindtægter indgår dog fortsat som en af hovedindtjeningskilderne i skateparkens drift).

§        Antallet af betalende brugere er mindre end budgetteret. KI har valgt at begrænse antallet af brugere til 50 – 100 aktive ad gangen, da det ellers ikke vil være muligt fo r alle brugere at skate på en forsvarlig måde.

 

Estimeret budget for 2004

I budgettet for 2004 er der taget udgangspunkt i et besøgstal på 50-100 om dagen. KI regner med i alt 28.000 brugere i 2004, og det er tæt på maksimum for, hvor mange brugere, der kan være i skaterhallen.

Nettotilskuddet fra Københavns Kommune er i 2004 på 1,46 mio. kr. I det budget, som er opstillet for Copenhagen Skatepark, er der taget udgangspunkt i en driftsramme på 2,11 mio. kr.

 

Udgifter                                                                                             Beløb i mio. kr.

Indtægter (entré, sponsor, restauration)                                                                (1,41)

Udgifter (løn, drift m.v.)                                                                    3,52

Skønnet driftsramme (indtægter – udgifter)                            2,11

Nuværende driftstilskud                                                                    (1,46)

Underskud på driften                                                                      0,65

 

Dermed er der behov for yderligere 650.000 kr., hvis Copenhagen Skatepark skal kunne fungere inden for de af KI vurderede nødvendige rammer (se også bilag 2).

 

Forvaltningens vurdering

Kultur- og Fritidsforvaltningen vurderer, at der er gode argumenter for en udvidelse af driftsrammen. Her har det betydning, at der er forholdsvis mange besøgende, og at de ansatte varetager et bredt sæt af opgaver. Hertil kommer, at adgang og kiosk ligger relativt adskilt fra selve hallen.

Kultur- og Fritidsforvaltningen foreslår, at udvalget drøfter en udvidelse af driftsrammen, og at udvidelsen indgår i budgetforhandlingerne for 2005.

Hvis ikke der afsættes yderligere midler til drift af anlægget, betyder det, at KI vil overveje at reducere åbningstiden i hallen eller serviceforringelser på andre anlæg.

 

MILJØVURDERING

Indstillingen har ingen miljømæssige konsekvenser.

 

ØKONOMI

Nettotilskuddet fra Kultur- og Fritidsudvalget er i 2004 på 1,46 mio. kr. I det budget, som er opstillet for Copenhagen Skatepark, er der taget udgangspunkt i en driftsramme på 2,11 mio. kr. Dermed er der behov for yderligere 650.000 kr. årligt, hvis Copenhagen Skatepark skal kunne fungere inden for de af KI vurderede nødvendige rammer.

 

BILAG

1.      Rapport fra KI om Copenhagen Skatepark

2.      Estimeret budget 2004 for Copenhagen Skatepark

 

 

Carsten Haurum

/Mads Kamp Hansen

 


 


Til top