B-sag: Første anlægsoversigt 2025
Københavns Kommunes samlede anlægsbudgetter styres i fire årlige anlægsoversigter, som har til formål at sikre, at kommunen ikke overskrider det samlede anlægsmåltal for kommunen. I den første anlægsoveroversigt skal KFU godkende periodiseringen af anlægsbudgetter i 2024 og 2025.
Dette er den første ud af fire årlige anlægsbudgetter, som Kultur- og Fritidsudvalget præsenteres for med henblik på efterfølgende godkendelse i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.
Indstillingen beskriver forvaltningens oplæg til periodisering af resterende anlægsmidler fra 2024 til 2025 på 19,0 mio. kr. og oprettelse af en minuspulje på 8,7 mio. kr. for at bringe anlægsbudgettet i overensstemmelse med anlægsmåltallet. Forvaltningen stopper ikke nogen projekter, da periodiseringerne er udtryk for forsinkelser i projekterne. De konkrete periodiseringer fremgår af ’Økonomi ’-afsnittet samt bilag 1.
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget godkender forvaltningens forslag til reperiodisering af anlægsbudgetter på 19,0. mio. kr. fra 2025 til 2026 og ud i årene.
- at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at der oprettes en minuspulje på 8,7 mio. kr. således at forvaltningens samlede budget stemmer med måltallet på 89,0 mio. kr. for 2025
- at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at periodiseringerne af forvaltningens anlægsbudgetter og minuspulje indgår i den samlede anlægsoversigt for alle forvaltninger, som går til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.
Problemstilling
Københavns Kommunes samlede anlægsbudgetter styres i fire årlige anlægsoversigter, som har til formål at sikre, at hvert udvalg ikke overskrider deres givne måltal, og at kommunen ikke overskrider det samlede anlægsmåltal for kommunen. Dette er den første anlægsoversigt i 2025.
Med denne sag afstemmes Kultur- og Fritidsudvalgets anlægsbudget med udvalgets anlægsmåltal for 2025. Dette på baggrund af de tekniske overførsler som følge af regnskab 2024 på anlæg, så forvaltningens samlede budget ikke overskrider måltallet for 2025 på 89,0 mio. kr.
Løsning
Kultur- og Fritidsforvaltningen havde i 2024 budgetteret med projekter for i alt 52,5 mio. kr. Der blev gennemført anlæg for 33,3 mio. kr., hvilket giver et mindreforbrug på 19,2 mio. kr. Heraf afleveres 0,04 mio. kr. til kassen vedrørende afsluttede anlægsprojekter.
De resterende 19,2 mio. kr. i mindreforbrug overføres til 2025 med henblik på eksekvering af de forsinkede projekter qua den fri overførselsadgang på anlægsmidler.
Kultur- og Fritidsudvalgets anlægsmåltal for 2025 er på 89 mio. kr. Anlægsmåltallet er allerede fuldt disponeret til besluttede projekter. Mindreforbruget fra 2024 flyttes automatisk til 2025, og det giver et samlet anlægsbudget på 116,7 mio. kr. i 2025, som med denne sag skal bringes ned på 89,0 mio. kr. Der mangler således 27,7 mio. kr. i anlægsmåltal i 2025. Det betyder, at der skal periodiseres og korrigeres, så de budgetterede anlægsudgifter svarer til anlægsmåltallet. Med denne sag foreslås det derfor, at der reperiodiseres for 19,0 mio. fra budgetår 2025 til efterfølgende år som følge af forventede tidsforskydninger. Bilag 1. viser de reperiodiseringer fra budgetår 2025, som forvaltningen foreslår at foretage.
Den resterende difference på 8,7 mio. kr. i forhold til anlægsmåltallet på 89 mio. kr. foreslås håndteret gennem en minuspulje.
Minuspuljen er en måde at få anlægsbudget og anlægsmåltal til at stemme overens med hinanden i forventning om, at anlægsbudgettet vil blive overholdt ved årets udgang, uden at kunne pege på konkrete anlægsprojekter, der bliver forsinkede og dermed bringer anlægsbudgettet ned på anlægsmåltallet.
Minuspuljen begrundes med, at forvaltningen historisk set ikke eksekveret hele sit anlægsbudget. Minuspuljen vil blive afviklet frem mod 4. anlægsoversigt, efterhånden som forsinkelser på andre konkrete anlægsprojekter bliver kendt.
Økonomi
Indstillingen medfører en periodisering af porteføljen som følge af udskydelse af anlægsprojekter, samt en oprettelse af en negativ pulje for at afstemme med måltallet. Forvaltnignen stopper ikke nogen projekter og periodiseringerne er udtryk for forsinkelser i projekterne. De konkrete periodiseringer kan ses i bilag 1. Her ses, at midler fra projektet ”Vesterbrogade 59” reperiodiseres fra 2025 til 2026, grundet afgivning af midler til Byggeri København, at midler til projektet ”Vinterbadning Islands Brygge” reperiodiseres fra 2025 til 2026, samt at midler til projektet ”Beachanlæg Emdrupparken” reperiodiseres fra 2027 til 2025.
Videre proces
Første anlægsoversigt på Kultur- og Fritidsudvalgets område fremsendes til Økonomiforvaltningen efter Kultur- og Fritidsudvalgets godkendelse.
Økonomiforvaltningen vil efterfølgende fremlægge en samlet sag, hvor alle udvalgenes periodiseringer på anlægsområdet fremgår. Denne sag behandles af Økonomiudvalget den 4. marts 2025 og af Borgerrepræsentationen den 27. marts 2025. Når ændringerne er godkendt af Borgerrepræsentationen, indarbejdes de i Kultur- og Fritidsudvalgets korrigerede budget.
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 22. februar 2025
Indstillingen blev godkendt under dagsordenspunkt 1 ”Godkendelse af dagsorden”.