Mødedato: 22.02.2025, kl. 09:00
Mødested: Glostrup Park Hotel, Hovedvejen 41, 2600 Glostrup

B-sag: Første sag om bevillingsmæssige ændringer 2025

Se alle bilag

Ændringer i udvalgenes bevillinger som følge af overførsler af budget mellem fagudvalg eller inden for udvalgenes egne bevillinger skal godkendes af fagudvalg, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

Ændringer af teknisk karakter samles i fire årlige sager om bevillingsmæssige ændringer, hvoraf dette er den første sag i 2025.

Kultur- og Fritidsudvalget forelægges herudover en oversigt over eksterne tilskud på i alt -0,2 mio. kr., hvor Københavns Kommune skal betale fondsmoms på 17,5 pct. i forbindelse med modtagelse af tilskud fra private fonde. Eksterne tilskud, der kan have særskilt politisk interesse, vil blive fremlagt i selvstændige indstillinger.

I denne sag indgår ikke varige ændringer, som netto opskriver udgiftssiden med 0,1 mio. kr. på service. Herudover indgår en varig øget udgift som netto nedskriver udgiftssiden med 0,2 mio. kr. Herudover er der foretaget administrative omplaceringer inden for udvalgets bevillinger.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller:

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at der foretages bevillingsmæssige ændringer med -0,1 mio. kr. på udgiftssiden på service på Kultur- og Fritidsudvalgets bevillinger i 2025, jf. bilag 1.
  2. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender modtagelse af eksterne tilskud, jf. bilag 2.
  3. at Kultur- og Fritidsudvalget tager til efterretning, at der er gennemført administrative omplaceringer, jf. bilag 3.
  4. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at de tekniske bevillingsmæssige ændringer på Kultur-og Fritidsudvalgets område mellem bevillingsområder og udvalg samt korrektioner af indtægts- og udgiftsbudget vedrørende eksternt finansierede projekter indgår i den samlede sag til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen om bevillingsmæssige ændringer.

 

Problemstilling

For at reducere antallet af politiske sager samles alle administrative og tekniske bevillingsændringer, som udelukkende er af teknisk karakter, i fire årlige sager om bevillingsmæssige ændringer. Bevillingsmæssige ændringer med reelt politisk indhold eller af mere principiel karakter mv. vil altid blive forelagt i særskilte sager.

Dette er årets første sag om bevillingsmæssige ændringer i 2025.

Løsning

Der sondres mellem forskellige typer af bevillingsmæssige ændringer:

  • Bevillingsmæssige omplaceringer mellem fagudvalg og omplaceringer inden for udvalgene (bilag 1)
  • Eksterne tilskud (bilag 2)
  • Administrative omplaceringer inden for fagudvalgene (bilag 3).

 

Bevillingsmæssige ændringer mellem eller inden for fagudvalg

Bevillingsmæssige ændringer mellem fagudvalg sker, hvis der overføres budgetmidler fra et fagudvalg til et andet, f.eks. overførsel af anlægsmidler til Byggeri København fra Kultur- og Fritidsforvaltningen i forbindelse med igangsættelse af anlægsprojekter.

Bevillingsmæssige omplaceringer inden for fagudvalg kan f.eks. være, hvis der skal bevilges yderligere indtægtsbevilling til en aktivitet i en enhed. Der foretages bevillingsmæssige ændringer i Kultur- og Fritidsudvalgets budget 2025 som anført i bilag 1.

Eksterne tilskud

Kultur- og Fritidsudvalget forelægges en oversigt over eksterne tilskud til godkendelse, jf. bilag 2. Eksterne tilskud, der kan have særskilt politisk interesse, vil blive fremlagt i selvstændige indstillinger.

Administrative omplaceringer

Administrative omplaceringer inden for udvalg kan f.eks. være flytning af budget mellem enkelte konti eller enheder inden for samme forvaltning og på samme bevilling. Cirkulæret for budgetopfølgning 2025 foreskriver, at administrative omplaceringer inden for udvalgets bevilling forelægges Kultur- og Fritidsudvalget til orientering, jf. bilag 3. 

Økonomi

Effekten af de bevillingsmæssige ændringer på Kultur- og Fritidsudvalgets budget 2024 fremgår af tabel 1

Service:

Den eneste ændring, der foretages på servicebevillingen, er at kommunen har besluttet at implementere it-løsningen KK-GBT og fordele omkostningerne mellem forvaltningerne. Der er tale om en ikke-varig udviklingsbevilling og en varig driftsbevilling, hvoraf Kultur- og Fritidsforvaltningens del er 0,08 mio. kr. ikke-varigt og 0,3 mio. kr. varigt.

Eksterne tilskud:

Der modtages eksterne tilskud på i alt -0,2 mio. kr. Københavns Kommune skal betale fondsmoms på 17,5 pct. i forbindelse med modtagelse af tilskud fra private fonde, men ikke fondsmoms på eksterne tilskud fra statslige institutioner mv. Det udvalg, der modtager tilskud fra en fond, har samtidig ansvaret for, at der overføres 17,5 pct. af beløbet til Økonomiudvalget, der ved årets slutning betaler fondsmoms. Fondsmoms udgør 37. t. kr. for de tilskud, der skal betales fondsmoms af. Kultur- og fritidsforvaltningen har modtaget eksterne tilskud fra Augustinusfonden og Goethe instituttet. Der er samlet givet -210 t. kr. i eksterne tilskud i perioden, mens forvaltningen betaler 37 t. kr. i fondsmoms. De konkrete ændringer i 2025 og frem kan findes i bilag 1 og 2.

Videre proces

De bevillingsmæssige ændringer på Kultur- og Fritidsudvalgets område er sendt til Økonomiforvaltningen med forbehold for Kultur- og Fritidsudvalgets godkendelse.

Økonomiforvaltningen vil efterfølgende fremlægge en samlet sag, hvor alle udvalgenes bevillingsmæssige ændringer fremgår. Denne sag behandles af Økonomiudvalget den 4. marts 2025 og af Borgerrepræsentationen den 27. marts 2025. Når ændringerne er godkendt af Borgerrepræsentationen, indarbejdes de i Kultur- og Fritidsudvalgets korrigerede budget.

Forklarende tekst til bilag

Sagens bilag giver et overblik over forvaltningens bevillingsmæssige ændringer. Bilag 1 viser de tekniske omplaceringer, mens bilag 2 går i dybden med de eksternt finansierede projekter. Bilag 3 viser hvilke beløb, forvaltningen administrativt har omplaceret og at det samlede resultat for disse ændringer er 0 kr., idet der blot er tale om omplaceringer af eksisterende bevillinger.

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 22. februar 2025

Indstillingen blev godkendt under dagsordenspunkt 1 ”Godkendelse af dagsorden”.

Til top