Mødedato: 22.02.2013, kl. 11:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Smedestræde 2 - reservationsleje

Se alle bilag

Kultur- og Fritidsudvalget skal drøfte finansieringen af reservationslejen for Smedestræde 2 og bygningens eventuelle midlertidige anvendelse.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

1.      at Kultur- og Fritidsudvalget drøfter finansiering af reservationsleje, herunder om der skal afsættes midler til midlertidig ibrugtagning af bygningen Smedestræde 2.

Problemstilling

Kultur- og Fritidsudvalget (KFU) besluttede den 6. december 2012 at reservere Smedestræde 2 til kulturelle og kreative formål i 2013. KFU besluttede samtidig, at 350.000 kr. skulle anvendes til at finansiere reservationslejen. Forudsætningen var, at Valby Lokaludvalg finansierede yderligere 150.000 kr., hvilket Valby Lokaludvalg har afslået, jf. bilag 1.

Ejendommen er nu taget af salgslisten. 
Hele bygningskomplekset er ubeboet og tomt. Af bilag 2 fremgår Valby Lokaludvalgs visionsoplæg for grunden.

Det følger af den nu foreliggende lejekontrakt fra Københavns Ejendomme, at den årlige reservationsleje er på i alt 900.000 kr. 

Det efterlader en problemstilling om dels finansieringen af reservationslejen, dels finansieringen af en eventuel midlertidig anvendelse.  

Løsning

Reservationsleje
I reservationslejen på årligt 900.000 kr.  - svarende til 75.000 kr. pr. måned - indgår basisleje, udvendig vedligehold, minimumsdriftsudgifter og administrationsbidrag. Alle beløb opkræves i overensstemmelse med bestemmelserne i huslejemodellen. Reservationen af arealet kan opsiges med en måneds varsel.

I det følgende gennemgås de økonomiske konsekvenser af 3 forskellige scenarier, idet der tages højde for, at KFU allerede har bevilget 350.000 kr. til reservationslejen. 

1.      Reservation frem til den politiske behandling af ideoplæg
Ved reservation af arealet frem til og med den politiske behandling af det udvidede idéoplæg i KFU skal der betales reservationsleje til og med juli 2013 – svarende til i alt 525.000 kr.  D.v.s., at der skal afsættes yderligere 175.000 kr. til reservationsleje.

2.      Reservation frem til Borgerrepræsentationens vedtagelse af budget 2014
Såfremt det inden sommerferien besluttet at indstille til et byggeri af en ny kulturinstitution, skal der betales reservationsleje frem til Borgerrepræsentationens vedtagelse af budget 2014, d.v.s. konkret  til og med november 2013 – svarende til i alt 825.000 kr. D.v.s. at der skal afsættes yderligere 475.000 kr. til reservationsleje.

3.      Frem til byggestart af et nyt bibliotek og teatersal
Beslutter Borgerrepræsentationen at afsætte midler til byggeri af en ny kulturinstitution, skal der betales reservationsleje helt frem til byggestart. Det betyder, at der skal afsættes ialt 900.000 kr. til dækningen af reservationslejen i 2013. D.v.s. at der i første omgang skal afsættes yderligere 550.000 kr. i 2013 til reservationsleje. For årene fremover forudsættes det, at midlerne til betaling af reservationsleje indarbejdes i budgettet for det samlede projekt.  


Midlertidig anvendelse
Vælger man at bruge bygningerne i den mellemliggende periode, skal der ud over reservationslejen afsættes op til 200.000 kr. til lovliggørelse, herunder sikring af brandveje og nødvendige el-arbejder, jf. bilag 2. Der skal endvidere indhentes en myndighedsgodkendelse og nødvendige dispensationer i Teknik- og Miljøforvaltningen.

Hvis projektet stoppes
Hvis projektet stoppes nu er der anvendt 225.000 kr. til reservationsleje i januar og februar 2013 - samt til en måneds opsigelse. De resterende 125.000 kr. vil i givet fald gå tilbage til Kultur- og Fritidsudvalgets konto 3.35.64.1.


Økonomi

Der henvises i til løsningafsnittet.  

Videre proces

Hvis der som minimum afsættes midler til reservationsleje frem til og med politisk behandling af det udvidede idéoplæg, vil forvaltningen umiddelbart efter den politiske behandling af denne indstilling igangsætte arbejdet med det udvidede idéoplæg - herunder en afdækning af økonomien.

Forslaget vil blive forelagt politisk både i KFU og i Valby Lokaludvalg inden sommerferien 2013.

Carsten Haurum

                                    /Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 22. februar 2013:

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede at finansieringen af reservationsleje mv. skal indgå i de kommende forhandlinger om overførselssagen med henblik på en aktivering af grunden, jf. visionsoplægget.
Til top