Mødedato: 22.02.2013, kl. 11:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Nørrebro Skateboard Union

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til ansøgning fra Nørrebro Skateboard Union om etablering af indendørsfaciliteter til streetskating.

Indstilling og beslutning


Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

1. at Kultur- og Fritidsudvalget meddeler afslag på ansøgningen fra Nørrebro Skateboard Union om etablering af indendørsfaciliteter, da der ikke er afsat midler på budgettet.

Problemstilling

Nørrebro Skateboard Union (NSU) ansøger Kultur- og Fritidsudvalget om etablering af en opvarmet hal til street-skating (bilag 1). Projektet er ikke prissat.

Løsning

Skateboarding er en sport der udspringer af surfkulturen og har siden slutningen af 90`erne haft stor vækst. Idrætten dyrkes i høj grad på egen hånd, men gerne sammen med andre udøvere. Hver enkelt er sin egen træner og der skates hovedsageligt uafhængigt af de andre skatere, lidt i stil med jogging.
Skateboarding kan opdeles i tre discipliner, rampe-skating, park-skating og street-skating. Disse skateformer er forskellige i lighed med tennis, badminton og squash. Disciplinerne minder om hinanden, der bruges samme sko, en ketcher m.v., men idrætsgrenene kan ikke udøves på samme bane.
Det eneste anlæg der dækker alle tre discipliner er Fælledparken.
Copenhagen Skatepark dækker disciplinerne rampe-skating og park-skating, men der mangler indendørs faciliteter til street-skating, trods det at det er den mest udbredte af disciplinerne.

Street-skating dyrkes af skatere i alderen 8 - 40 år, med en overvægt af teenagere. En del af skaterne falder fra i 20-års alderen, hvilket bl.a. skyldes at det er svært at vedligeholde skatingen i vinterhalvåret. Det vil derfor kunne fastholde mange skatere i miljøet, hvis der er mulighed for indendørs træning i den koldeste tid.

Street-skating handler om at lave forskellige tricks, der inkluderer "møbler" der oftest er taget ud af byrummet eller er inspireret heraf. Der skates på bænke, stenkanter, vandrette gelændere og kasseformede forhøjninger, hvilket stiller krav til en hal på mindst 14 meters bredde, mindst 50 meters længde og en loftshøjde på 3 meter.

Kultur- og Fritidsforvaltningen vurderer, at en indendørs hal til street-skating vil kunne fremme det københavnske skatermiljø og vil kunne fastholde street-skatere til sporten. En hal ville ligeledes kunne fungere som samlende ramme for street-skatere.
 
Da der ikke er afsat midler på Kultur- og Fritidsudvalgets budget til projektet, indstiller Kultur- og Fritidsforvaltningen, at Kultur- og Fritidsudvalget meddeler Nørrebro Skateboard Union afslag.

Det skal bemærkes, at en opvarmet hal skal overholde gældende energikrav.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Carsten Haurum

                                /Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 22. februar 2013:

Kultur- og Fritidsudvalget fandt projektet interessant og anmodede forvaltningen om at gå i en nærmere dialog med Nørrebro Skateboard Union med henblik på at få belyst projektet nærmere. Forvaltningen vender tilbage til udvalget i sagen.
Til top