Mødedato: 22.02.2013, kl. 11:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Ansøgning om støtte fra Jazzhus Montmartre i 2013

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til Jazzhus Montmartres ansøgning om 120.000 kr. i støtte i 2013 i henhold til den treårige udviklingsplan. Se bilag 1 og bilag 2.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

at Kultur- og Fritidsudvalget giver Jazzhus Montmartre et tilskud på 120.000 kr. i 2013
at der anvises kassemæssig dækning for beløbet på Kultur- og Fritidsudvalgets bevilling Kultur og Fritid, funktion 3.35.64.1 - andre kulturelle opgaver.

Problemstilling

I 2011 lykkedes det for Jazzhus Montmartre, at opnå positive tilkendegivelser fra seks fonde om støtte på i alt 1,8 mio. kr. årligt i 2011-2013 (300.000 kr. årligt fra hver fond). Dog under forudsætning af, at Københavns Kommune ligeledes bidrog med 300.000 kr. årligt.

Tilskuddet skulle over den treårige periode sikre Jazzhus Montmartres drift gennem indsatser på flere områder. For det første skulle myndighedskravene til støjsikring løses. For det andet skulle der iværksættes en proces, som dels kunne gøre spillestedets drift mere levedygtig og dels på sigt gøre spillestedet mindre afhængig af eksterne tilskud.
 
Siden maj 2011 har Jazzhus Montmartre,
- løst myndighedskravene med støjsikring i forhold til omgivelser (med støtte fra Realdania)
- fortsat en positiv vækst med flotte besøgstal
- fortsat udviklingsprojektet med at skabe økonomisk bæredygtighed med nye indtægter som skal sikre, at stedet på langt sigt bliver mindre afhængig af tilskud og donationer.

De seks fonde som støtter med 300 t.kr. årligt i perioden 2011-2013 er, A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, Beckett-Fonden, Bikubenfonden, Det Obelske Familiefond, Nordea-Fonden og Oticon Fonden.

Løsning

Jazzhus Montmartre ansøgte i 2011 Københavns Kommune om 300 t.kr. årligt i støtte, inklusive honorarstøtte i 2011, 2012 og 2013. Formålet er at skabe rum til et treårigt udviklingsprojekt med henblik på at sikre musikdriften på spillestedet.

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede på mødet den 5. maj 2011 at yde et tilskud på 175 t.kr. i 2011 udover de ca. 125 t.kr. som spillestedet allerede havde fået i honorarstøtte af Københavns Musikudvalg. Dermed var den kommunale støtte i 2011 på 300 t.kr.

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede på mødet den 23. februar 2012 at yde et tilskud på 120. t.kr. ud over tilskuddet på 180 t.kr. som var givet af Københavns Kommunes Musikudvalg i honorarstøtte.

I 2013 har Jazzhus Montmartre fået ca. 184 t.kr. i honorarstøtte fra Københavns Musikudvalg. Spillestedet ansøger på den baggrund - og i forlængelse af ansøgningen fra 2011 - om 120 t.kr. i tilskud fra Kultur- og Fritidsudvalget. Dermed når det samlede tilskud fra Københavns Kommune også i 2013 op på 300 t.kr. svarende til det beløb som hver af de seks fonde bidrager med årligt.

Økonomi

Det indstilles, at Kultur- og Fritidsudvalget giver Jazzhus Montmartre et tilskud på 120 t.kr. i 2013. Der anvises kassemæssig dækning for beløbet på Kultur- og Fritidsudvalgets bevilling Kultur og Fritid, funktion 3.35.64.1 - andre kulturelle opgaver.

Videre proces

Kultur- og Fritidsforvaltningen udarbejder en aftale om støtte med Jazzhus Montmartre.

Carsten Haurum
                            /Merete Evers Dewilde

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 22. februar 2013:

Indstillingen blev godkendt.

Kultur- og Fritidsudvalget anmodede om at der optages et drøftelsespunkt om Jazzhus Montmartre på et senere møde.
Til top