Opstilling af gevinstgivende spilleautomater i ejendommen Nørrebrogade 64 B
Opstilling af gevinstgivende spilleautomater i ejendommen Nørrebrogade 64 B
Kultur- og Fritidsudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde torsdag den 22. februar 2001
20. Opstilling af gevinstgivende spilleautomater i ejendommen Nørrebrogade 64 B
(KFU 62/2001)
INDSTILLING OG BESLUTNING
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
at Kultur- og Fritidsudvalget meddeler Told- og Skattestyrelsen, at man ikke kan anbefale opstilling af 12 gevinstgivende spilleautomater i ejendommen Nørrebrogade 64 B, men
at Kultur- og Fritidsudvalget meddeler Told- og Skattestyrelsen, at man ikke har indvendinger mod opstilling af max. 3 gevinstgivende spilleautomater i ejendommen Nørrebrogade 64 B.
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 22. februar 2001
Indstillingen blev tiltrådt.
RESUME
Told- og Skattestyrelsen har i henhold til § 9 i Lov om gevinstgivende spilleautomater anmodet Københavns Kommune om en vejledende indstilling til, at der opsættes 12 spilleautomater i ejendommen Nørrebrogade 64 B.
Københavns Politi udtaler, at det fremgår af ansøgningen, at placeringen af de 12 spilleautomater er i restaurationsvirksomheden og at det derfor må antages, at spillehallen vil være en integreret del af restaurationsvirksomheden. Gæsterne i spillehallen har kun adgang fra restaurationen og vil benytte restaurationens øvrige faciliteter som toilet, bar m.v., ligesom tilsynet med spillehallen formentlig vil blive ført fra restaurationen.
Politiet opfatter derfor spillehallen som en del af restaurationsvirksomheden, hvorfor det er politiets opfattelse, at der kun bør gives tilladelse til opstilling af max. tre gevinstgivende spilleautomater.
Kultur- og Fritidsforvaltningen finder ikke, at der er særlige hensyn i øvrigt, der taler imod den påtænkte etablering, men er enig i politiets opfattelse af, at spillehallen er en del af restaurationsvirksomheden.
På den baggrund indstilles det at meddele Told- og Skattestyrelsen, at man ikke kan anbefale opstilling af 12 gevinstgivende spilleautomater, men at man ikke har indvendinger mod opstilling af max. tre gevinstgivende spilleautomater i ejendommen Nørrebrogade 64 B, hvilket svarer til begrænsningerne for restaurationer med alkoholbevilling.