Daghøjskoleområdet i Kultur- og Fritidspolitikken
Indstilling og beslutning
- at Kultur- og Fritidsudvalget tager til efterretning, hvordan Daghøjskolepolitikken indarbejdes i Kultur- og Fritidspolitiken.
Problemstilling
Politikken skal ligesom andre politikker indarbejdes i en overordnet kultur- og fritidspolitik. Det giver anledning til at overveje udviklingsmulighederne for samarbejdet med daghøjskoler og de opgaver, som daghøjskolerne løfter.
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede den 20. november 2014 at udsætte sagen med henblik på at indhente Folkeoplysningsudvalgets bemærkninger. Indstillingen har herefter været i høring i Folkeoplysningsudvalget på møde den 16. december 2014. Folkeoplysningsudvalget havde ingen bemærkninger.
Løsning
Frem til 2002 var daghøjskolerne placeret under staten med egen lovgivning. I dag er daghøjskoleområdet skrevet ind i folkeoplysningsloven. Det er folkeoplysningslovens § 45 a, der formulerer den overordnede ramme for daghøjskoler. Loven definerer, at kommunerne kan beslutte, om de ønsker at yde tilskud til daghøjskoler. For at modtage tilskud skal daghøjskolen være en uafhængig, selvejende institution med vedtægter og udbyde undervisning med et folkeoplysende eller beskæftigelsesfremmende sigte.
Daghøjskolernes kerneydelse er, med folkeoplysningen som grundlag, at tilbyde sine kursister forløb, der bidrager med at skabe afklaring såvel personligt som i forhold til uddannelse og arbejdsmarked. Der blev med flytningen af daghøjskolerne i 2011 lagt vægt på en højere grad af kulturelt indhold i daghøjskolernes aktiviteter. Derfor har daghøjskolerne som supplement til kernekompetencerne ønsket at skabe udvikling indenfor nedenstående områder:
- København som kreativ by - udvikling og vækst for byen (Daghøjskolerne er skrevet ind i KK's erhvervs- og vækststrategi, hvor der står: Daghøjskolerne bidrager til udviklingen af et kvalificeret kreativt vækstlag i byen.)
- Uddannelse
- Innovation
De tre indsatsområder er beskrevet i den nuværende daghøjskolepolitik (bilag 1). Der er etableret et formelt skolesamarbejde, hvor kredsen af skoleledere mødes månedligt, og mindst fire gange om året deltager Kultur- og Fritidsforvaltningen på skoleledermøderne.
København har seks daghøjskoler inddelt i to typer: de sociale skoler og ungeskolerne. Nogle daghøjskoler har en markant faglig profil, andre er specialiserede i at arbejde med mennesker, der har særlige behov, f.eks. af helbredsmæssige grunde.
De sociale skoler
Daghøjskolen i Centrum (lukker ved udgangen af 2014)
Daghøjskolen afholder kurser for personer med kognitive vanskeligheder/nedsat arbejdsevne forårsaget af ulykker eller hjerneskade. Formålet er at bringe kursisterne tættere på arbejdsmarkedet eller uddannelse. Der undervises i f.eks. hukommelsestræning og håndtering af smerter. Individuelle forløb bliver skræddersyet den enkelte kursist på baggrund af symptombilledet.
Daghøjskolen for Indvandrerkvinder
Daghøjskolen henvender sig til kvinder og unge piger med anden etnisk baggrund end dansk, som har brug for almen opkvalificering. Undervisningen sigter mod at styrke deltagernes personlige udvikling og liv, og gennem afklaring og faglig kvalificering at forbedre deltagernes muligheder i forhold til det ordinære uddannelsessystem og arbejdsmarked.
Ungeskolerne
Akademiet - Rytmisk daghøjskole
Daghøjskolen tilbyder undervisning i musik, dans og teater. Et eksempel på skolens output er Vildskud Festivalen.
AFUK
Daghøjskolen er en del af Akademiet For Utæmmet Kreativitet. Amatører og professionelle arbejder side om side med alt fra cirkus, performance, teater, skrivning, billedkunst og design.
Københavns Film & Fotoskole
Kernen i skolens liv er de to hovedlinjer Film og Fotografi med hver sit basishold og hver sine avancerede forløb.
Vera - Skole for kunst & design
Daghøjskolen tilbyder linjerne Billedkunst, Fotografi, Beklædningsdesign og Arkitektur- og design.
Forvaltningens vurdering
Kultur- og Fritidsforvaltningen vurderer, at med placeringen af området under kultur og fritid og med kulturens rolle som bidragende til vækstpolitikken på sine egne præmisser er det nærliggende at lægge vægt på daghøjskolernes kulturelle vinkel ved indarbejdelsen i Kultur- og Fritidspolitikken. Skolerne kan således bidrage med kulturel kvalitet og styrke det kulturelle vækstlag i København.
Økonomi
Videre proces
Carsten Haurum
/Mads Kamp Hansen
Beslutning
Indstillingen blev godkendt.