Mødedato: 22.01.2015, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Ceremonirum - videre proces

Se alle bilag
Der er udarbejdet idéoplæg for et ceremonirum, og disse forelægges for Kultur- og Fritidsudvalget til drøftelse.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
  1. at Kultur- og Fritidsudvalget drøfter den videre proces for arbejdet med et ceremonirum.

Problemstilling

I overførselssagen 2013-14 blev der afsat 300.000 kr. til projektering af et ceremonirum. Arbejdet er nu afsluttet, og projektet forelægges til politisk behandling.

Løsning

Et ceremonirum skal danne ramme om højtidelige ceremonier, uafhængigt af livsanskuelse og religiøst afsæt. Rummet skal derfor være neutralt og fleksibelt og kunne anvendes til ikke-ceremonielle aktiviteter af troende som ikke-troende. Det har karakter af et forsamlings- eller kulturhus.

I dialog med rådgiver og interessentgruppen "CeremoniRum" er der udarbejdet generelle principper for et ceremonirum. Principperne indeholder et hovedrum til ceremonier samt krav til støttefunktioner som toiletter og garderobe, rum for klargøring af kiste, lager til rekvisitter, kontor, blomsterrum etc. (se bilag 1 for uddybning).

For at illustrere mulighederne, er der beskrevet placeringsmuligheder i eksisterende byggeri og udfærdiget idéoplæg for etablering i  nybyggeri. Idéoplægget indeholder fire foreløbige modeller: én i nybyggeri, to i kolumbariet på Bispebjerg Kirkegård og én i Brønshøj Vandtårn.

Priserne på de enkelte forslag er foreløbige estimater. De tager f.eks. ikke højde for udgifter til grundkøb og etableringsomkostninger i forbindelse med parkering og adgangsforhold. I forlængelse heraf er der heller ikke en præcis kortlægning af, hvad det vil betyde, at man skal opfylde gældende energikrav.

Placeringsmulighederne er ligeledes foreløbige, da der ikke har været uddybende dialog med f.eks. lokale interessenter, Kulturstyrelsen og Teknik- og Miljøforvaltningen.

I alle projekter indgår, at de også skal kunne anvendes til andre kulturelle formål. Dette skal ses i sammenhæng med Kultur- og Fritidsudvalgets behandling af Ceremonirummet 26. juni 2014. Heri fremgik, at det er en forudsætning, at ceremonirummet har adgang for alle og har karakter af et forsamlingslokale.

Nybyggeri (35-40 mio. kr.)
Idéoplægget til etablering af ceremonirum i nybyggeri indeholder et ceremonirum på 175-250 m2, som kan opdeles i to rum til mindre forsamlinger. Det har plads til 150-250 personer. Støttefunktionerne udgør som minimum toiletter, kontor, garderobe, kapel, blomsterrum samt lager- og teknikrum. I alt ca. 1.000 m2. Herudover ønsker interessenterne "CeremoniRum" et receptionsområde med tekøkken til efter ceremonierne samt muligheden for at afholde ceremonier udendørs, når vejret tillader det.

Eksisterende byggeri
Kolumbarium, Bispebjerg
Det bevaringsværdige kolumbarium (urnehal) ligger på Bispebjerg Kirkegård, som er Københavns yngste kirkegård, men samtidig én af de største. Kirkegården ligger mellem Utterslev Mose og Frederiksborgvej og huser bl.a. danse- og kulturhuset Dansekapellet i det tidligere krematorium og kapel. Kolumbariet ligger i forlængelse heraf og består af et bassin omkranset af tre længer og en tilstødende have. I dag anvendes dele af kolumbariet til urnehal. I forbindelse med kolumbariet arbejdes der foreløbigt med to forslag:

Forslag A (10-15 mio. kr.): Ceremonirummet etableres i det eksisterende kolumbarium. Dele af den længe, som der arbejdes med, huser i dag en buddhistisk urnehal, der fastholdes. Forslaget her rummer et ca. 100 m2 stort ceremonirum med plads til ca. 60 personer. Derudover etableres toiletter, kontor, garderobe, lager- og teknikrum. I alt 150-250 m2. Forslaget forudsætter nedrivning af bærende vægge for at skabe et større rum, end kolumbariet kan tilbyde i dag.

Forslag B (20-25 mio kr.): Ceremonirummet etableres i nyopført pavillon placeret i den tilstødende have med direkte adgang fra både kolumbarium og have. Pavillonen foreslås opført i glas og beton i størrelsesordenen 200 m2 med plads til 150-250 personer. Støttefunktionerne etableres i selve kolumbariet og udgør toiletter, kontor, garderobe, kapel, omklædning, blomsterrum samt lager- og teknikrum. I alt 350-500 m2.

I begge forslag etableres ny ankomst til kolumbariet direkte fra Frederiksborgvej. I dag kan Kolumbariet kun tilgås fra kirkegården.

Vandtårnet, Brønshøj (50-55 mio. kr.)
Det fredede vandtårn er et vartegn for Brønshøj-Husum. Det ligger på en 5.000 m2 stor grund. Spejdergruppen Bellahøj 21st Barking har fået tilsagn om 2,2 mio. kr. fra Klubhuspuljen til at opføre en spejderhytte på grunden. Grunden med vandtårnet indgår i overførselssagen 2014-15 med henblik på Københavns Kommunes køb af denne.

I idéoplægget foreslås det at øge tilgængeligheden til søjlerummet i bunden af tårnet men ellers fastholde ankomstarealets udformning og funktion. Idéoplægget indeholder, at ceremonirummet etableres over stueplan i den gamle vandtank. Rummet er på 350-450 m2 med en kapacitet på 150-250 personer. Under ceremonirummet er administrationsplanet, hvor de fleste støttefunktioner etableres. De udgør toiletter, kontor, garderobe, kapel, blomsterrum samt lager- og teknikrum. I alt 500-600 m2. På toppen af tårnet etableres en tagterasse med kig udover byen, i størrelsesordenen 250 m2. Den kan anvendes til udendørsceremonier og andre aktiviteter.

Økonomi
Idéoplæg Pris mio. kr.
Nybyggeri

35-40

Bispebjerg Kolumbarium, forslag A

10-15

Bispebjerg Kolumbarium, forslag B

20-25

Brønshøj vandtårn

50-55


Driftsudgifter
Der er ikke taget stilling til, hvordan et ceremonirum skal forankres i forhold til Københavns Kommune, og hvem der i givet fald skal drive det. Det betyder også, at der på nuværende tidspunkt ikke er udarbejdet et egentligt driftsbudget.

Økonomi

Indstillingen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Videre proces

Kultur- og Fritidsforvaltningen arbejder videre med sagen på baggrund af udvalgets tilkendegivelser.


Carsten Haurum

                                                                                        / Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 22. januar 2015:

Følgende repræsentanter fra interessentgruppen bag Projektet Ceremonirum havde inden punktets behandling foretræde for udvalget om sagen:

  • Ane Christensen
  • Anna Balk-Møller
  • Signe Hertel


Kultur- og Fritidsudvalget tog Kultur- og Fritidsforvaltningens afrapportering til efterretning.
Til top