Mødedato: 21.12.2017, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 86

Ressortmæssige ændringer i konstitueringsaftalen ved kommunalvalget i november 2017

Kultur- og Fritidsudvalget orienteres om de ressortmæssige ændringer i forbindelse med konstitueringsaftalen ved kommunalvalget i november 2017.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget tager orienteringen om de ressortmæssige ændringer i forbindelse med konstitueringsaftalen ved kommunalvalget i november 2017 til efterretning.

Problemstilling

I forbindelse med kommunalvalget i november 2017 indgik parterne en konstitueringsaftale, som vil indebære en ændring af Kultur- og Fritidsudvalgets ressort.

Det fremgår af aftalen:

  • at afdeling for Betaling og Kontrol overføres fra Kultur- og Fritidsudvalget til Økonomiudvalget

  • at Innovationshuset overflyttes fra Økonomiudvalget til Kultur- og Fritidsudvalget

Løsning

Kultur- og Fritidsforvaltningen er sammen med Økonomiforvaltningen i gang med at afklare den økonomiske og praktiske overflytning af de to enheder. Nedenfor følger en kort beskrivelse af de to enheder.

Betaling og Kontrol

Betaling og Kontrol er en enhed med en række formål.

Betaling & Kontrol har det fulde ansvar for borgere og virksomheders indbetalinger til Københavns Kommune lige fra fakturering til opkrævning - herunder de afregninger, der i sidste ende kommer som følge af SKAT´s inddrivelse. En opgave der håndteres i Opus Debitor, som er det system, der håndterer alle kommunens tilgodehavender. Opus Debitor driftes, udvikles og vedligeholdes af Betaling & Kontrol.

Betaling og Kontrol er samtidig en borgerservice-enhed, som opkræver og fører kontrol med Københavns Kommunes tilgodehavender, som er alt fra billån vedrørende handicapbiler til forældrebetaling i forbindelse med daginstitutioner. Enheden yder gældsvejledning af borgere med gæld til kommunen, indgår betalingsaftaler og håndterer bl.a. beboerindskudslån. I alt håndteres mere end 50.000 gældssamtaler med borgere årligt samt 1.200 fysiske møder med anvendelse af modellen for styrket borgerkontakt.

Derudover varetager Betaling og Kontrol inddrivelse af ejendomsskat og bidrag til skorstensfejer, rotter og renovation samt fordeling af selskabsskat, dødsboskat og forskerskat.

På vegne af og i tæt samarbejde med Folkeregistret i Borgerservice udfører Betaling & Kontrol, ved mistanke om ikke korrekt bopælsregistrering, en nærmere undersøgelse og kontrol af borgernes oplysninger, således at fagforvaltningerne kan udbetale sociale ydelser på et korrekt grundlag. Dette er den del af CPR-lovgivningen, som Folkeregistret har det overordnede ansvar for. Enheden er også ansvarlig for den årlige rapportering til Borgerrepræsentationen på kontrolindsatsen i Københavns Kommune for Kultur- og Fritidsforvaltningen, Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, Børne- og Ungdomsforvaltningen og Socialforvaltningen. 

Endelig varetager enheden drift af it-systemerne på området. De samlede bevægelser på opkrævninger og udbetalinger ligger på ca. 800 mio. kr. netto.

Betaling og Kontrol beskæftiger ca. 85 årsværk og har et driftsbudget, der balancerer omkring 0 kr., da opgaveløsningen som udgangspunkt finansieres af de gebyrer, der opkræves, og enheden dermed økonomisk set ”hviler i sig selv”.

Betaling og Kontrol blev overført til Kultur- og Fritidsudvalgets ressort fra Økonomiudvalgets ressort i forbindelse med den samlede overførelse af Københavns Borgerservice til Kultur- og Fritidsudvalget fra Økonomiudvalget i 2014. Det er alene Betaling og Kontrol, som konstitueringsaftalen lægger op til at føre tilbage.

Innovationshuset

Økonomiudvalget besluttede den 13. januar 2015 at oprette Innovationshuset under Økonomiudvalget for at opnå tre overordnede mål:

  • Forbedre den oplevede kvalitet af kommunens ydelser hos borgere, brugere, virksomheder/leverandører og medarbejdere

  • At opnå effektiviseringer gennem smartere løsninger og hurtigere processer og dermed lavere omkostninger

  • Erhvervsmæssig vækst gennem udvikling af nye løsninger og involvering af leverandører (offentlig-privat samarbejde).

Innovationshuset har siden oprettelsen bidraget til innovationsprojekter i alle kommunens forvaltninger. I perioden 2016-2017 er der gennemført mere end 50 projekter. Desuden tilbyder Innovationshuset kompetenceudvikling af kommunens medarbejdere i innovationsprocesser, bl.a. med moduler i designtænkning, samskabelse og forretningsudvikling. Innovationshuset finansieres dels af indtægter fra forvaltningerne i forbindelse med projekter, dels gennem en basisbevilling fra Økonomiudvalget.

Innovationshuset har lokaler på Halmtorvet 27 på Vesterbro og har en basisbemanding bestående af en fastansat leder og fem fastansatte medarbejdere. Hertil kommer en række projektansættelser finansieret via indtægter fra forvaltningerne i forbindelse med konkrete projekter. Desuden har Innovationshuset en innovationspartnermodel, hvor alle forvaltninger og koncernenheder indstationerer en medarbejder to dage om ugen.

Økonomi

Indstillingen har i sig selv ikke nogen økonomiske konsekvenser. De bevillingsmæssige ændringer som følge af overflytningen behandles af Kultur- og Fritidsudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen i starten af 2018, jf. videre proces.

Videre proces

På mødet den 25. januar 2018 vil Kultur- og Fritidsudvalget få forelagt indstillinger om henholdsvis over flytning af Betaling og Kontrol til Økonomiudvalget og modtagelse af Innovationshuset fra Økonomiudvalget inklusiv de bevillingsmæssige ændringer. Sagerne vil derefter blive forelagt Økonomiudvalget.

Da flytningen af Betaling og Kontrol kræver en ændring i Københavns Kommunes styrelsesvedtægt, skal en indstilling herom behandles i Borgerrepræsentationen ad to omgange, hvilket sker i marts 2018.

Mette Touborg

                                /Annegrete Vallgårda

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 21. december 2017:

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen og anmodede forvaltningen om - frem mod behandlingen i Borgerrepræsentationen - at vende tilbage med en redegørelse for baggrunden for flytningen af områderne.

Til top