Mødedato: 21.12.2017, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 86

Ansøgning om støtte til NJORD Nordic Music Biennale 2018

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til ansøgning om støtte til NJORD Nordic Music Biennale 2018.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på ansøgningen om 150.000 kr. i støtte til NJORD New Nordic Music Biennale 2018, da der ikke er afsat midler til formålet på Budget 2018.

Problemstilling

NJORD Biennale søger Kultur- og Fritidsudvalget om et tilskud på 150.000 kr. til NJORD New Nordic Music Biennale 2018 (Bilag 1).

Der er ikke afsat midler til formålet på Budget 2018.

Løsning

NJORD New Nordic Music Biennale 2018 er en 4 dages musikfestival i perioden 25. - 28. januar 2018. Ud af de 4 dage, afvikles de 2 af dagene forskellige steder i København.

Biennalen har, ifølge ansøger, til formål at bidrage til tilblivelsen af nye nordiske netværk og bæredygtige samarbejder, samt at skabe aktiviteter der appellerer bredt til et kulturelt nysgerrigt publikum og samtidigt at kunne appellere til personer indenfor ny kompositionsmusik. Herudover er målet at skabe formidlingsaktiviteter, der rækker ud til nye publikumsgrupper.

Biennalen er skabt for at sætte fokus på den nordiske musikkultur og præsenterer hvert andet år en eller flere anerkendte nordiske kunstnere som hovednavne. I 2018 præsenteres 10 koncerter og et børneprogram. Det kunstneriske program byder, udover ny musik, også på klassisk musik, elektronisk musik, folkemusik, visuel kunst, luftakrobatik, samt et musikteater som er skabt af nordiske komponister og andre kunstnere. De inviterede ensembler og solister er fra Danmark og Norden.

Den kunstneriske ide bag biennalen udspringer fra Anna Thorvaldsdottirs musik fra værket HRIM, som er det islandske ord for snekrystallers mangfoldige former - en struktur, der bruges både som metafor og som struktur i værket for det store ensemble.

Budgettet er på 734.583 kr., og der forventes 584.800 kr. i indtægter. Tilskudsbehovet er herefter 149.783 kr.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget vælger at afsætte midler til ansøgningen, vil forvaltningen, i dialog med ansøger, udarbejde en tilskudsaftale, som indeholder målbare succeskriterier og forudsætninger for tilskuddet.

Mette Touborg      

                                                      /Merete Evers Dewilde

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 21. december 2017:

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede at bevilge et tilskud på 150 t.kr.; kassemæssig dækning anvises på konto 3.35.64.1.

Til top