Ansøgning fra Videomøllen om støtte til etablering af lysende skur på Multipladsen på Nørrebro
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på Videomøllens ansøgning om støtte på 97.000 kr., da der ikke er afsat midler til formålet i budgettet.
Problemstilling
Videomøllen ansøger Kultur- og Fritidsforvaltningen om støtte på 97.000 kr. til at skabe et multifunktionelt og lysende skur til opbevaring af udstyr.
Videomøllen har indtil nu kunne låne et kælderlokale til deres udstyr, men aftalen er blevet opsagt, og foreningen står derfor uden et opbevaringssted og uden økonomi til at leje et egnet lokale.
Der er ikke afsat midler til formålet på udvalgets budget.
Løsning
Videomøllen er en forening af frivillige, der står for at vise gratis film i det fri på Multipladsen på hjørnet af Ravnsborggade og Skt. Hans Gade. På pladsen står et projektortårn og på gavlen foran, er der malet en hvid firkant, der fungerer som lærred, hvor film og kunstvideoer bliver vist.
Der holdes primært filmarrangementer på sommeraftener, hvor Videomøllen står for stole, tæpper og en popcornmaskine. Foreningen anslår, at der er ca. 10.000 gæster til dens arrangementer på årsbasis. Derudover låner foreningen også deres AV-udstyr til andre større filmarrangører som CPH:DOX og DR-Dokumania.
Foreningen Videomøllen ønsker desuden at afholde flere arrangementer for børn og unge på pladsen, når det er for lyst til at se film, udvide pladsens potentiale for aktiviteter og udstyre den med en visuel oplevelse, der også skaber tryghed i mørke.
Foreningen Videomøllen ønsker at etablere et lysende skur på Multipladsen på hjørnet af Ravnsborggade og Skt. Hans Gade. Skurets bærende struktur er en træbeklædt metalramme, der kan trækkes ud som et teleskoprør, hvorved der skabes en ramme i forlængelse af skuret. Denne ramme kan beklædes afhængigt af arrangementet, så skuret kan fungere som alt fra dukketeater og sceneoverdækning til DJ-optrædener, fitness-redskab og skate-rampestøtte.
Ifølge Videomøllen er området, der omkranser pladsens skate-og boldbane mørkt, i særdeleshed det nordvestlige hjørne, hvor skuret skal placeres. Skuret skal derfor konstrueres således, at facadebrædderne forskydes og gennembrydes af lys indefra.
Med det lysende skur, kan Videomøllens opbevaringsproblem løses samtidig med, at der ifølge ansøger vil komme et visuelt og multifunktionelt bidrag til pladsen.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Mette Touborg
/Merete Evers Dewilde
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 21. december 2017:
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede at bevilge et tilskud på 97 t.kr.; kassemæssig dækning anvises på konto 3.35.64.1.