Mødedato: 21.12.2017, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 86

Ansøgning fra Dansehallerne om støtte til ekstraudgifter i forbindelse med flytning

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til en udmøntning af et tilskud på 400.000 kr. til Dansehallerne.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget udmønter et tilskud på 400.000 kr. til Dansehallerne. Dansehallerne søger om støtte til ekstraudgifter i forbindelse med flytning af Dansehallernes aktiviteter til midlertidige lokaliteter.

Problemstilling

Kultur- og Fritidsudvalget reserverede på mødet den 24. februar 2017 et tilskud på 400.000 kr. til Dansehallerne i forbindelse med institutionens arbejde med at undersøge muligheder for at forblive i Carlsberg Byen. Dansehallerne har udgifter på 620.426 kr. til ekstraomkostninger i forbindelse med flytning af deres aktiviteter til midlertidige lokaliteter (bilag 1).

Løsning

Dansehallerne fraflyttede i september 2017 deres lokaler i Carlsberg Byen, og Dansehallernes administration er nu flyttet ind i midlertidige kontorlokaler på Regnbuepladsen.

Dansehallerne har i løbet af 2017 søgt flere af landets store fonde om tilskud til ombygning af Kedelhuset i Carlsberg Byen. Dansehallerne ønsker at forblive i området og igen samle deres virksomhed på en lokalitet. Dansehallerne får inden jul 2017 en afklaring af, om ombygningen af Kedelhallen kan realiseres. Dansehallerne har i efteråret 2017 nedskaleret ombygningsprojektet for at få bevillinger og udgifter til at hænge sammen. Det samlede ombygningsbudget er nu på ca. 55 mio. kr., hvortil indretning er anslået til at koste 8 mio. kr. (bilag 2). 

Dansehallernes virksomhed rummer forskellige aktiviteter, og da Dansehallerne pt. ikke råder over egne scener og prøvelokaler, udøver de deres aktiviteter i samarbejde med en lang række af samarbejdspartnere. F.eks. er den daglige træning for professionelle nu spredt på forskellige adresser. Hver mandag afholder Dansehallerne oplæg/events på Charlottenborg med det formål at styrke kollegial dialog og udvikling. Derudover er der i løbet af foråret 2018 planlagt scenesamarbejde med Den Frie, Statens Museum for Kunst og Det Kongelige Teater.

Dansehallernes nuværende arbejde uden lokaler har medført øgede udgifter til leje af lokaler og PR- og marketing for at synliggøre, at Dansehallernes aktiviteter nu foregår i nye lokaliteter.

Samtidig har Dansehallerne mistet indtægter, da de ikke længere kan leje lokaler ud, og siden juni 2017 ikke har haft billetindtægter.

Planlægning af ombygningen af Kedelhuset samt arbejdet med at søge fonde har, ifølge Dansehallerne, også været forbundet med flere udgifter.

Dansehallerne søger om 400.000 kr. til at dække dele af ekstraudgifterne til hardware/software, produktions- og prøvelokaler og PR- og marketing.

Økonomi

Der er afsat 400.000 kr.(konto 3.35.64.1.), som udmøntes efter beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget.

Videre proces

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget godkender indstillingen vil Kultur- og Fritidsforvaltningen, i dialog med ansøger, udarbejde tilskudsaftale, som indeholder forudsætninger for tilskuddet og målbare succeskriterier.

 

Mette Touborg

 

                                  /    Merete Evers Dewilde

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 21. december 2017:

Kultur- og Fritidsudvalget forkastede forvaltningens indstilling og besluttede ikke længere at reservere beløbet på 400 t.kr. til formålet.

 

Til top