Mødedato: 21.12.2017, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 86

Det Kongelige Teaters aktivitetsplan 2018

Se alle bilag
Det Kongelige Teater har indsendt en aktivitetsplan for 2018. Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til, om Kultur og Fritidsforvaltningen kan bemyndiges til at godkende aktivitetsplanen.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur-og Fritidsudvalget bemyndiger Kultur- og Fritidsforvaltningen til at godkende Det Kongelige Teaters aktivitetsplan for 2018.

Problemstilling

I forbindelse med indgåelse af samarbejdsaftalen (bilag 1) mellem Københavns Kommune og Det Kongelige Teater for perioden 2017-2020 blev parterne enige om at Det Kongelige Teater hvert år skal aflevere en aktivitetsplan, der redegør for Teatrets arbejde med aftalens fire indsatsområder. Indsatsområderne er en fælles aktivitetsramme med konkrete fokusområder, der skal involvere Københavns Kommunes borgere mest muligt.

Det Kongelige Teater har fremsendt forslag til aktivitetsplan for 2018 (bilag 2).

Aktivitetsplanen skal hvert år godkendes af Økonomiforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen.

Kultur- og Fritidsudvalget anmodede den 8. september 2016, hvor aftalen blev drøftet og videresendt til Økonomiudvalget, om årligt at få optaget en sag på dagsordenen inden forvaltningernes godkendelse af det kommende års aktivitetsplan.

Løsning

Københavns Kommune og Det Kongelige Teater drøfter årligt det kommende års aktiviteter som afspejler sig i de konkrete indsatsområder og i forhold til teatrets kontrakt med Kulturministeriet. Drøftelsen dokumenteres med et referat, som danner grundlag for det følgende års statusrapport og redegørelse for aktiviteter.

Kultur- og Fritidsudvalgets bemærkninger og ønsker vil ligge til grund for direktørerne for Økonomiforvaltningens og Kultur- og Fritidsforvaltningens godkendelse af aktivitetsplanen for 2018.

Den fremlagte aktivitetsplan for 2018 indeholder aktiviteter indenfor alle fire indsatsområder og bygger videre på de aktiviteter, der blev påbegyndt i 2017.

Det Kongelige Teaters Aktivitetsplan for 2018

1. Børn og Unge

For at gøre scenekunsten til en aktiv og naturlig del af københavnske skoleelevers uddannelsesforløb har Det Kongelige Teater udvidet deres partnerskabsaftaler med skoler til at omfatte alle skoler på Amager. Aktiviteterne for de københavnske grundskoler evalueres løbende og Det Kongelige Teater er i tæt dialog og sparring med Børne- og Ungdomsforvaltningen. Herunder står teatret i spidsen for et voksende børn og ungenetværk for byens kunst- og kulturinstitutioner, der arbejder med en særlig indsats på børn- og ungeområdet. I netværket deltager blandt andre Tivoli, Rundetårn, Den Blå Planet og Danmarks Radio.  

2. Events, festivaler og turisme

Det Kongelige Teater fortsætter samarbejdet med Kulturhavn om aktiviteter på kajen, Frost festival om lys- og lydkunst, Jazzfestivalen og Operafestivalen om alternative koncertoplevelser. Det Kongelige Teater arrangerer maritime og kulturelle aktiviteter på tværs af kulturorganisationer på Ofelia Plads, herunder et Skt. Hans bål i Kvæsthusgraven og besøg af Designloppemarkedet Flid. Derudover vil teatrets forskellige kunstarter opføre pop-up operaer, uddrag fra sceneprøver i skuespilhuset, site specifik ballet mm.

3. Outreach

Det Kongelige Teater vil åbne dørene for kulturglade borgere ved Kulturnatten og hver måned afholde åben foyer arrangementer for herved at nå både brugere og ikke-brugere af teatret. Ligeså åbner teatret dørene for subURBAN DANCE FESTIVAL, hvor Dansekapellet medvirker med forestillinger. Det Kongelige Teater vil desuden fortsætte deres gratis koncertrække, Ofelia Live, på Ofelia Plads, hvor teatret inviterer talentfulde vækstlagsbands til at optræde i sommeren 2018. Strategien er fortsat at skabe interesse for teatret ved at henvende sig til nye og yngre publikumsgrupper.

4. Netværk

I 2017 lagde Det Kongelige Teater hus til CPH Stages sekretariat, og teatret forventer at fortsætte samarbejdet med teaterfestivalen i 2018. Det Kongelige Teater har desuden en stor samarbejdsflade i forhold til organisationer, der arbejder med at tiltrække turister og større konferencer til hovedstaden eksempelvis Wonderfull Copenhagen og Bella Centret. Derudover vil teatret fortsætte med at række ud mod nye eksterne aktører om arrangementer på Ofelia Plads.

Forvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsforvaltningen bemyndiges til sammen med Økonomiforvaltningen at godkende aktivitetsplanen for 2018.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget giver mandat til godkendelse af aktivitetsplanen for 2018, vil Økonomiforvaltningen og Kultur-og Fritidsforvaltningen godkende Det Kongelige Teaters aktivitetsplan for 2018.

 

Mette Touborg

                                     /Merete Evers Dewilde

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 21. december 2017:

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen, idet udvalget samtidig besluttede, at Kultur- og Fritidsforvaltningen skal gå i dialog med Det Kongelige Teater med henblik på at gøre aktivitetsplanen mere transparent i forhold til den økonomiske værdi, som planen har for de ting kommunen prioriterer, således at det bliver klart, hvad kommunen får som modydelse for dens tilskud.

Til top