Københavns værtskab for EM i fodbold 2020
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at Borgerrepræsentationen tager Kultur- og Fritidsforvaltningens status for arbejdet med Københavns værtskab for EM 2020 til efterretning, herunder notat fra Advokatfirmaet Horten om baggrund, organisering, hjemmelsgrundlag og statsstøtte i forbindelse med Københavns Kommunes engagement i EM 2020,
- at Borgerrepræsentationen godkender EM 2020 eventorganisation,
- at Borgerrepræsentationen bemyndiger Kultur- og Fritidsforvaltningen til at forhandle en aftale med Dansk Boldspil-Union (DBU) om vilkår og forpligtelser for Københavns Kommunes bevilling; tilskudsaftalen forelægges Kultur- og Fritidsudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen til godkendelse.
Problemstilling
København skal i 2020 være vært for tre puljekampe og en ottendedelsfinale i forbindelse med EM i fodbold 2020, som afvikles i perioden fra 12. juni – 12. juli 2020.
Kultur- og Fritidsudvalget godkendte den 24. august 2017 et notat om baggrund og præmisser for Københavns værtskab for EM i fodbold 2020, udarbejdet af Advokatfirmaet Horten. Notatet er tilrettet efter Kultur- og Fritidsudvalgets bemærkninger den 24. august 2017 for så vidt angår eventorganisation. Det opdaterede notat (bilag 1) forelægges Kultur- og Fritidsudvalget og Borgerrepræsentationen til orientering.
I Budget 2018 er det besluttet at afsætte i alt 18 mio. kr. (P/L 2018) til Københavns værtskab for EM 2020. Disse midler skal nu udmøntes, bl.a. i form af en tilskudsaftale mellem Københavns Kommune og DBU, som regulerer de økonomiske og juridiske forpligtelser mellem parterne.
Løsning
Europamesterskabet i fodbold skal i 2020 afholdes i 12 forskellige europæiske lande. DBU fik i 2014, støttet af Københavns Kommune og Sport Event Danmark, tildelt værtskabet for tre puljekampe og en ottendedelsfinale ved EM 2020.
Københavns Kommunes samlede bevilling til EM 2020 på i alt 18 mio. kr. (2018 p/l) blev afsat i forbindelse med forhandlingerne om Budget 2018 og er sammensat som følger:
- 8,2 mio. kr. i direkte tilskud til DBU
- 7,7 mio. kr. i ekstraudgifter til Teknik- og Miljøforvaltningen
- 2,1 mio. kr. til Kultur- og Fritidsforvaltningen til udvikling af sideevents for hovedstadens borgere mod 2020 samt til udvikling af fodbold som foreningsidræt i Københavns Kommune.
Kommunens bevilling til DBU på 8,2 mio. kr. udmøntes på baggrund af en tilskudsaftale mellem Københavns Kommune og DBU.
Målsætninger for Københavns værtskab for EM 2020
Målsætningen for EM 2020 er:
- at udvikle og styrke vilkårene for fodbold som foreningsidræt i København
- at udvikle borgerrettede sideevents op til og under EM 2020
- at udnytte EM 2020 som platform for at aktivere øvrige aktuelle politiske dagsordener i forlængelse af Københavns Kommunes erhvervs- og vækstpolitik.
Københavns Kommunes overordnede målsætninger for hovedstadens værtskab for EM 2020 er vedlagt indstillingen (bilag 2).
Kultur- og Fritidsudvalget godkendte den 8. september 2016 en hensigtserklæring indgået mellem DBU og Københavns Kommune om værtsskabets mål for fremme af fodbolden i København (bilag 3). Erklæringen vil indgå i den kommende forhandling med DBU.
Eventorganisation - Københavns værtskab for EM 2020
Københavns Kommunes oplæg til en model for eventorganisering af EM 2020-projektet baserer sig på Kulturministeriets 10 anbefalinger for større kulturprojekter (april 2017). Den konkrete model er udarbejdet i samarbejde med Horten, som – med henvisning til det forhold, at kommunen har påtaget sig forpligtelser over for UEFA, som skal udføres af DBU - bemærker, at det er afgørende, at modellen tilsigter en entydig placering af ansvar, beslutningsstruktur og opgaver. Modellen er nærmere beskrevet i bilag 1, som del af Hortens notat.
Det principielle i modellen er, at DBU's bestyrelse er ultimativt ansvarlig for projektet. Bestyrelsen kan f.eks. vælge at udpege en styregruppe for projektet. Da Københavns Kommune alene yder et øremærket og i forhold til det samlede projekt begrænset tilskud, indgår kommunen ikke i en sådan styregruppe. Styregruppen (eller bestyrelsen) antager en projektleder, og der etableres en række arbejdsgrupper til den konkrete planlægning og gennemførelse af Københavns værtskabsforpligtelser, hvori Københavns Kommune deltager.
I forhold til det politiske niveau vil Kultur- og Fritidsforvaltningen løbende forelægge Kultur- og Fritidsudvalget indstillinger om projektets fremdrift og eventuelle udfordringer, første gang i foråret 2018 med henblik på godkendelse af tilskudsaftale mellem Københavns Kommune og DBU samt orientering om placering og rammekoncept for den officielle EM 2020 fanzone.
Host City Agreement
Som led i tildelingen af værtskabet for EM 2020 har Københavns Kommune og DBU indgået en værtsbyaftale, ”Host City Agreement”, med UEFA. Aftalen blev underskrevet af overborgmesteren og kultur- og fritidsborgmesteren i 2014. Med aftalen har Københavns Kommune påtaget sig en række opgaver som én af slutrundens officielle værtsbyer (bilag 4).
En del af de forpligtelser, der i henhold til Host City Agreement påhviler Københavns Kommune, opfylder kommunen selv, f.eks. ved at stille arealer til rådighed, sikre renhold mv. samt ved at udvikle indsatser og sideevents, som kan motivere den enkelte københavner til et aktivt fritidsliv og understøtte byens fodboldklubber i forhold til at kunne tilbyde endnu flere københavnere mulighed for at dyrke fodbold som foreningsidræt.
Teknik- og Miljøforvaltningens og Kultur- og Fritidsforvaltningens budget til varetagelsen af disse opgaver blev bevilliget med Budget 2018 som del af Københavns Kommunes samlede bevilling til EM 2020.
De øvrige forpligtelser, som kommunen har over for UEFA, vil blive udført af DBU, og DBU vil have budgetansvaret for at opfylde disse opgaver. DBU's forventede samlede omkostninger til at opfylde Host City Agreement er 15,6 mio. kr. Opgaverne i dette Host City Budget omfatter bl.a. etablering og drift af en EM 2020 fanzone, som er et centralt placeret offentligt tilgængeligt område, hvor det blandt andet vil være muligt at se kampene på storskærm, deltage i sideevents og tilsvarende kulturelle aktiviteter. Derudover omfatter opgaverne promovering af EM 2020, optimering af offentlig transport, udsmykning af byen, implementering af et bæredygtighedsprogram mv. I forbindelse med Budget 2018 har Københavns Kommune bevilliget et direkte tilskud til DBU på 8,2 mio. kr. til formålet.
Tilskudsaftale
Tilskudsaftalen mellem Københavns Kommune og DBU skal angive vilkår og forudsætninger for kommunes tilskud til DBU på 8,2 mio. kr. i 2020. I aftalen skal det bl.a. sikres, at tilskuddet øremærkes, så kommunens midler alene kan anvendes til lovlige kommunale opgaver. Herudover vil aftalen regulere parternes forpligtelser, så kommunen, der over for UEFA har ansvaret for at opfylde Host City Agreement, sikrer sig, at DBU udfører de aftalte opgaver.
Tilskudsaftalen forudsættes at indeholde en betingelse om, at tilskud ikke udbetales, medmindre der er opnået en tilfredsstillende afklaring i forhold til EU-reglerne om statsstøtte. UEFA har oplyst, at dette pt. drøftes med Kommissionen.
Kultur- og Fritidsforvaltningen har udarbejdet udkast til tilskudsaftale (bilag 5 - fortroligt).
Hjemmel
Udgifterne til EM 2020 afholdes med hjemmel i kommunalfuldmagtsreglerne. Det bemærkes, at det skal sikres, at arrangementet ikke er i modstrid med EU-reglerne om statsstøtte jf. Hortens notat. UEFA er i dialog med EU-Kommissionen herom, og tilskud til DBU kan ikke udbetales inden denne afklaring foreligger.
Økonomi
Københavns Kommunes samlede bevilling til EM 2020 er på i alt 18 mio. kr. (2018 p/l). Heraf:
- 8,2 mio. kr. i direkte tilskud til DBU
- 7,7 mio. kr. i ekstraudgifter til Teknik- og Miljøforvaltningen
- 2,1 mio. kr. til Kultur- og Fritidsforvaltningen til udvikling af sideevents for hovedstadens borgere mod 2020 samt til udvikling af fodbold som foreningsidræt i Københavns Kommune.
DBUs samlede eventbudget for EM 2020, Host Association Budget, er på ca. 70 mio. kr. De opgaver, som knytter sig til dette budget vedrører ikke forpligtelser der, i henhold til aftalen med UEFA, påhviler Københavns Kommune. Tilsvarende vedrører aftalerne om økonomi mv. i forbindelse med benyttelse af Telia Parken heller ikke kommunen, men er udelukkende et forhold mellem DBU, UEFA og Parken Sport & Entertainment A/S.
Øvrige offentlige tilskud
Region Hovedstaden besluttede den 13. juni 2017 at bevillige DBU et tilskud på 3,9 mio. kr. til EM 2020. Sport Event Denmark har tilkendegivet opbakning til eventen, men bestyrelsen har endnu ikke truffet beslutning om det endelige tilskudsbeløb.
Sikkerhed
Kravene til sikkerhed og beredskab forventes øget frem mod 2020 i lyset af de terrorhandlinger, som har ramt det europæiske kontinent i løbet af de seneste år. Det kan derfor heller ikke afvises, at denne udvikling vil kunne påvirke både Host City Budget og Københavns Kommunes interne budget til borgerrettet aktivering i byrummet, etablering og drift af den officielle fanzone mv. negativt. Dertil kan der komme ekstraudgifter til Hovedstadens Beredskab i det omfang, EM 2020 medfører beredskabsopgaver ud over, hvad der er grundlag for at dække gennem kommunernes fælles bidrag til beredskabet.
Københavns Kommune er ikke forpligtet til at øge tilskuddet til DBU, hvis kravene til sikkerhed og beredskab skærpes. Hvis dette måtte ske, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen gå i dialog med DBU om fordeling af omkostningerne til øget sikkerhed. Såfremt der ikke kan findes dækning indenfor det samlede EM 2020 budget, vil forvaltningerne orientere Borgerrepræsentationen.
Videre proces
Såfremt Borgerrepræsentationen godkender indstillingen, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen - med inddragelse af Økonomiforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen - fortsætte arbejdet med planlægning af Københavns værtskab for EM 2020, herunder forhandling af en tilskudsaftale med DBU. Når tilskudsaftalen er forhandlet på plads med DBU, vil den blive forelagt Kultur- og Fritidsudvalget og Borgerrepræsentationen til godkendelse, forventeligt i løbet af foråret 2018.
Mette Touborg
/ Mads Kamp Hansen
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 21. december 2017:
Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen, idet udvalget fandt at der i det videre forløb også må fokuseres på Kulturministeriets anbefalinger for god ledelse af større kulturprojekter, anbefaling 5.2. om budgetopfølgning, hvorefter bestyrelsen på hvert møde bør følge op på budgetter, herunder likviditetsbudgetter, samt tage stilling til væsentlige budgetafvigelser, risici og usikkerheder og kapitalberedskabet.