Mødedato: 21.11.2013, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Godkendelse af partnerskabskontrakt med Dansk Håndbold Forbund om udmøntning af bevilling fra budget 2014

Se alle bilag
Borgerrepræsentationen har i budget 2014 besluttet at bevilge et tilskud på 800.000 kr. årligt i tre år til et løft af håndboldsporten i København. Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til forslag til partnerskabskontrakt mellem DHFog Kultur- og Fritidsforvaltningen.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

At Kultur- og Fritidsudvalget godkender forslag til partnerskabskontrakt mellem Dansk Håndbold Forbund og Kultur- og Fritidsforvaltningen.

Problemstilling

I budget 2014 blev det vedtaget at yde et tilskud til Dansk Håndbold Forbund på 800.000 kr. årligt i tre år (2014-2016) til et projekt med fokus på sikring af en medlemsfremgang til de københavnske håndboldforeninger. Kultur- og Fritidsforvaltningen har udarbejdet forslag til partnerskabskontrakt som grundlag for udmøntningen af midlerne.

Løsning

Kultur- og Fritidsforvaltningen har i samarbejde med Dansk Håndbold Forbund (DHF) udarbejdet en partnerskabskontrakt (bilag 1) som grundlag for projektet.
Projektets overordnede mål er, at der over de næste tre år sker en betydelig medlemsfremgang i de lokale københavnske håndboldforeninger. Projektet sigter mod at vende den negative medlemsudvikling i de københavnske håndboldforeninger på en måde, der rækker længere end blot projektperioden. Dette skal ske ved en bred indsats, som fokuserer på både medlemsrekruttering og foreningsudvikling - herunder træner- og frivilligrekruttering samt større synlighed om håndboldsporten.

Et af de konkrete mål er, at der i minimum 13 af de lokale involverede håndboldforeninger, sker medlemsfremgang i form af rekruttering og fastholdelse af 1.200 børnemedlemmer og 500 unge- og voksenmedlemmer samt, at der rekrutteres 60 nye trænere samt 50 frivillige ressourcepersoner. DHF oplyser ved projektets start det nuværende niveau, så effekten af indsatsen kan følges i projektperioden.

Derudover er det et mål, at der ved endt projektperiode ligger en klar plan for, hvordan man også fremadrettet sikrer optimal medlemspleje, fastholdelse og udvikling i de lokale foreninger.

Et sidste og vigtigt mål er, at elitehåndbolden indvolverer sig i indsatsen og står tilrådighed ved arrangementer, events og indsatser, og at der således skabes opmærksomhed om projektet og sikres synlighed om håndbolden - også på lokalforeningsplan i København. I forhold til events skal det bemærkes, at der er ansat en projektleder i regi af Kulturmetropol Øresund, der skal arbejde med aktivering af idrætsevents - herunder håndbold EM.

For at sikre at partnerskabskontraktens mål opnås, ansættes en projektleder i DHF. Kultur- og Fritidsforvaltningen stiller en proceskonsulent til rådighed for at sikre, at projektlederen får opbakning til indsatsen, at den viden, der er i forvaltningen om blandt andet skole/foreningssamarbejde, udnyttes, samt at viden om foreningsudvikling og organisering bliver delt med projektlederen. 

Derudover er målet med partnerskabsaftalen, at der er et tæt samarbejde mellem projektindsatsen og de store håndboldevents, Københavns Kommune er involveret i (eksempelvis EM), således at der bliver en tydelig linje, i alt hvad der sker på den Københavnske håndboldarena de næste tre år. Ligeledes vil projektet blive sammentænkt med folkeskolens målsætninger om involvering af foreningslivet i skolen. Dette arbejde igangsættes, når rammerne for samarbejdet mellem skoler og foreningsliv er politisk besluttet.

Der nedsættes en styregruppe bestående af repræsentanter fra Kultur- og Fritidsforvaltningen, DHF og en lokal forening, og der nedsættes også en politisk følgegruppe bestående af ledelsesrepræsentanter fra Kultur- og Fritidsforvaltningen samt bl.a. DHF's generalsekretær, et hovedbestyrelsesmedlem og teamlederen.

Økonomi

Der anvises finansiering for tilskuddet til DHF på Kultur- og Fritidsudvalgets servicebevilling Kultur og Fritid, funktion 0.32.31.1 – Stadions og idrætsanlæg.

Videre proces

Godkender Kultur- og Fritidsudvalget partnerskabskontrakten, udbetales det årlige tilskud på 800.000 kr. i 2014-2017 til Dansk Håndbold Forbund. Forbundet aflægger herefter et årligt tilskudsregnskab i henhold til budgettet (bilag 2).



Carsten Haurum
                                        / Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 21. november 2013:

Indstillingen blev godkendt.
Til top