Mødedato: 21.11.2013, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Finansiering af kulturelt udbud af Planeten - vækstscene i Huset KBH

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til finansieringen af et kulturelt udbud af Planeten - vækstscene i Huset KBH.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller:
  1. at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på ansøgning om finansiering af et to-årigt kulturelt udbud af en vækstscene i Huset KBH, til et samlet beløb på 750.000 kr., da der ikke er afsat midler til formålet på udvalgets budget.

Problemstilling

Kulturelt udbud af kommunale opgaver og faciliteter er et led i kommunens strategi om større borgerindflydelse og åbenhed i forhold til alternative muligheder for opgaveløsning.

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede i 2011 fremadrettet at afsøge muligheden for at nye opgaver kan løses uden for forvaltningen og vedtog samtidig, at alle konkrete sager om kulturelt udbud skal forelægges udvalget.

Forslaget om et kulturelt udbud af en vækstscene blev behandlet på Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 27. juni 2013, hvor man valgte at støtte udbuddet og henvise finansieringen heraf til årets budgetforhandlinger.

Der blev ikke afsat midler til forslaget i budgetforhandlingerne.

Løsning

Københavns Kommune mangler en scene for scenekunstens vækstlag (jf bilag 1). Og Planeten i Huset KBH mangler en skarp profil.

Som ny vækstscene bliver Planetens profil at have fokus på talentudvikling og nytænkning, ny dramtik og det eksperimenterende - alt sammen for at skabe grobund for teatermiljøets vækstlag og uafhængige scenekunstnere.

Scenen skal være et supplement til det etablerede københavnske teatermiljø, herunder de små storbyteatre. Den skal sikre udvikling 'nedefra' og styrke samarbejdet omkring talent- og publikumsudvikling med de etablerede teaterscener - en opgave som p.t. ikke løftes i det etablerede miljø. 

Det brede scenekunstmiljø støtter initiativet og Scenekunstudvalget giver sin fulde opbakning.

Det konkrete forslag omfatter, at teaterscenen i Huset Kbh:

  • Udbydes for en toårig periode fra 1. marts 2014 til 31. december 2015
  • Et bedømmelsesudvalg nedsættes af Huset KBH
  • Scenen bliver et supplement til det etablerede københavnske teatermiljø
  • Erfaring, branchekundskab og økonomi prioriteres i de konkrete tilbud  

En forudsætning for at udbuddet kan gennemføres er en bevilling fra Kultur- og Fritidsudvalget på 750.000 kr. for den fulde 2-års periode. Bevillingen dækker energiudgifter, PR, publikumsudvikling samt tabt indtjening til Huset Kbh. Ansvar for restfinansiering af events og aktiviteter er placeret hos vinderen af udbudet og sker fx gennem fondsmidler, barsalg, sponsorater mv.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget vælger at finansiere projektet, præsenterer det nedsatte bedømmelsesudvalg de indkomne ansøgninger i en indstilling til Kultur- og Fritidsudvalget primo 2014.


Carsten Haurum  

                                    /Merete Evers Dewilde

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 21. november 2013:

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede at finansiere projektet med i alt 750.000 kr., fordelt med 375.000 kr. i 2013 og 375.000 kr. i 2014; kassemæssig dækning anvises på konto 3.35.64.1.

Kultur- og Fritidsudvalgets medlemmer tilkendegav at ville tage sagen op i foråret 2014 i forbindelse med forelæggelsen af Kultur- og Fritidsudvalgets budgetforslag 2015.
Til top