Synlighed og skiltning
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til forslag til øget synlighed af kultur- og fritidsinstitutionernes tilbud.
Indstilling og beslutning
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at forvaltningen arbejder videre med konkrete forslag til synliggørelse, herunder skiltning på kultur- og fritidsinstitutionerne
2. at Kultur- og Fritidsudvalget afsætter 600.000 kr. i 2014 på IM konto 3.35.64.1 til produktion og indkøb af skilteløsninger til synliggørelse af kultur- og fritidstilbud, jf. økonomiafsnittet
Problemstilling
Løsning
Det foreslås, at Kultur- og Fritidsforvaltningen arbejder videre med følgende konkrete tiltag for at synliggøre institutionernes tilbud:
Byrumsskilte (vejvisningsskilte, standere m.v.)
Kultur- og Fritidsforvaltningen har undersøgt mulighederne for at få opsat vejvisningsskilte, som henviser til byens biblioteker, kulturhuse, idrætsfaciliteter, museer, svømmehaller m.v. Teknik- og Miljøforvaltningen har imidlertid oplyst, at vejvisningsskilte på offentligt vejareal kun er mulig, hvis skiltningen har et trafikalt sigte eller sker af hensyn til tilgængelighed. Kultur- og Fritidsforvaltningen vil – i dialog med Teknik- og Miljøforvaltningen - vurdere, om der i tilknytning til udvalgte faciliteter alligevel skulle være grundlag for at opsætte vejvisningsskilte på offentligt vejareal, når trafikale hensyn taler for det. Derudover undersøges det, om der enkelte steder er mulighed for at opsætte vejvisningskilte på udearealer, som er en del af institutionernes egne lejemål (parkeringsarealer, pladser m.v.).
Selvom Teknik- og Miljøforvaltningen har en forholdsvis restriktiv politik hvad angår skiltning i byens rum, har institutionerne mulighed for at opsætte midlertidige skilte, som promoverer enkeltstående arrangementer. Derudover arbejdes der – flere gange årligt – med promovering af institutionerne, deres tilbud, temaer eller festivaler på søjleskilte/standere i byens rum. Kultur- og Fritidsforvaltningen vil fortsat arbejde på at afdække mulighederne for midlertidig såvel som permanent skiltning (standere, stedmarkører, diagrammer) i byrummet.
Der afsættes ca. 100.000 kr. til produktion og indkøb af ca. 4 byrumsskilte.
Facadeskilte
Kultur- og Fritidsforvaltningen udviklede i 2010 et design for facadeskiltning, som skal sikre genkendelighed og sammenhæng på de sammenlagte enheder. Designet lever op til Københavns Kommunes designmanual og er opsat på en lang række kultur- og fritidsinstitutioner. Det foreslås, at facadeskiltningen i videst muligt omfang videreføres på udvalgte kultur- og fritidsinstitutioner, hvor der er behov.
Der afsættes ca. 150.000 kr. til produktion og indkøb af facadeskilte på ca. 3 faciliteter.
Indvendig folieskiltning v. ankomstområder (dansk, engelsk, andre sprog)
Skiltning er i høj grad en lokal opgave, idet synlighed og tydelig information er tæt knyttet til den enkelte institutions beliggenhed, karakter, profil og borgergrupper. Det foreslås, at den indvendige skiltning v. ankomstområder og indgangspartier gennemgås på de institutioner, der vurderer at have et behov, mhp at afklare lokalt, hvilke muligheder, der er for at målrette og tilpasse skilte og informationer til borgerne. I den forbindelse vil også indgå en vurdering af behovet for skiltning og informationer på engelsk (eller andre sprog) for dermed at sikre byens udenlandske borgere og besøgende en tilpas grad af basisinformation om f.eks. åbningstider, brug af ubemandet adgang, borgerservice m.v.
Der afsættes ca. 250.000 kr. til produktion og indkøb af indvendig folieskiltning på ca. 40 faciliteter.
Digital synlighed
I budget 2014 er afsat midler til at lancere en ny samlet engelsk hjemmeside for København Kommune. Københavns Borgerservice forventer at det internationale site er færdig i slutningen af 2014. Kultur- og Fritidsforvaltningen bidrager med information til hjemmesiden, sådan at der tilbydes information omkring byens kultur- og fritidstilbud via sitet på engelsk. Derudover er det Kultur- og Fritidsforvaltningens mål, at alle institutioner har basisinformationer samt præsentationer af deres enheder på engelsk på deres egne hjemmesider.
Kultur- og Fritidsforvaltningen har generelt fokus på at øge synligheden af institutionernes tilbud ved løbende og konkrete forbedringer på såvel hjemmesider som andre medieplatforme. Institutionerne kommer i 2014 over på multisites og portalen http://kulturogfritid.kk.dk/ nedlægges. Multisites er en ny hjemmesideplatform under www.kk.dk i systemet Drupal. Institutionerne får et nyt og bedre site i samme skabelon, der kan tilpasses med egen identitet og funktioner. Kultur- og Fritidsforvaltningen har et samarbejde med www.kultunaut.dk, således at de arrangementer institutionerne opretter på deres hjemmesider automatisk også kan findes via www.kultunaut.dk. Institutionerne sørger også selv for at oprette deres aktiviteter på andre online platforme, hvor det er relevant.
Kultur- og Fritidsforvaltningen understøtter ligeledes institutionerne i søgemaskineoptimering, så borgere nemt kan finde informationer via Google og andre søgemaskiner.
Økonomi
Forslaget indebærer udgifter til rådgivning, design og produktion af skilte. Behovsafklaring og (de)montering finansieres inden for KFFs egen ramme. De samlede udgifter afhænger af behovet, men hvis 1/3 del ud af potentielt 120 faciliteter vurderer at have et behov, kan udgifterne holdes på ca. 600.000 kr., fordelt på udgifter til byrumsskiltning, udvendig facadeskiltning, indvendig folieskiltning (herunder rådgivning og design) udvalgte steder.
Oversigt over anslåede udgifter til skiltning (ekskl. moms, 2014 p/l)
Byrumsskiltning
ca. 25.000 kr.
(pr. stander/søjle/vejvisningsskilt)
|
100.000 kr.
(v. 4 stk.)
|
Udvendig facadeskiltning
ca. 50.000 kr.
(pr. bygning)
|
150.000 kr.
(v. skiltning på 3 bygninger)
|
Indvendig folieskiltning
ca. 6.000 kr.
(pr. facilitet)
|
250.000 kr.
(v. skiltning på 40 faciliteter)
|
Rådgivning
ca. 15 %
|
100.000 kr.
|
I alt
|
600.000 kr.
|
Videre proces
Kultur- og Fritidsforvaltningen arbejder videre med de forskellige løsninger i tæt dialog med de lokale enheder mhp at afklare behov og konkrete muligheder for opsætning af skilte, hvorefter de ønskede skilteløsninger indkøbes efter gældende regler.
Carsten Haurum
/Susanne Hovgaard Heunicke
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede at udsætte sagen til den 19. december 2013.