Mødedato: 21.10.2004, kl. 16:00

Det Grønlandske Hus - indgåelse af driftsaftale

Det Grønlandske Hus - indgåelse af driftsaftale

Kultur- og Fritidsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 21. oktober 2004

 

 

Sager til beslutning

 

9.      Det Grønlandske Hus - indgåelse af driftsaftale

(KFU 316/2004)

 

INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

at Kultur- og Fritidsudvalget godkender driftsaftalen mellem Københavns Kommune, Københavns Amt, Frederiksberg Kommune og Grønlands Hjemmestyre for den selvejende institution Det Grønlandske Hus.

 

 

RESUME

Den selvejende institution Det Grønlandske Hus modtager tilskud fra Grønlands Hjemmestyre, Københavns Amt samt Københavns og Frederiksberg Kommune.

Driftsaftalen beskriver institutionens formål, fordelingen af tilskudsydernes årlige bidrag, vilkår for tilskud, herunder aktivitetskrav og udviklingsmål. Derudover indeholder driftsaftalen krav om udarbejdelse af årlige virksomhedsplaner, budgetter, reviderede regnskaber og beretninger. Hvert fjerde år skal Det Grønlandske Hus endvidere udarbejde en perspektivplan for de kommende fire år.

Driftsaftalen træder i kraft per 1. januar 2005 under forudsætning af de øvrige tilskudsgiveres godkendelse, og løber herefter indtil videre. Tilskuddet fastsættes hvert år i forbindelse med kommunens budgetvedtagelse. Driftsaftalen er tiltrådt af bestyrelsen.

 

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Det Grønlandske Hus har modtaget tilskud fra Københavns Kommune siden grundlæggelsen i 1974, hvor bygningen Løvstræde 6 blev givet som gave fra Københavns Kommune.

Tilskuddet blev oprindeligt ydet af Magistratens 1. afdeling, mens Pok, den grønlandske socialrådgivning i Danmark, modtog tilskud fra Magistratens 3. afdeling. I 1992 blev de to institutioner sammenlagt og tilskuddet fra Magistratens 3. afdeling overflyttet til Magistratens 1. afdeling, nu Kultur- og Fritidsforvaltningen.

 

 

 

Tilskud

Tilskuddet fra Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune og Københavns Amt har hidtil bygget på aftale indgået i Kontaktudvalget for Storkøbenhavn om en fællesfinansiering af institutionen. I forbindelse med omlægningen i 1992 blev fordelingen af tilskuddene mellem de tre amtskommunale enheder fastfrosset.

Med indgåelsen af driftsaftalen fordeles tilskuddet på i alt 6,692 mio. kr. i 2004-priser mellem tilskudsyderne med 66,3 % fra Grønlands Hjemmestyre og 33,7 % fordelt mellem de øvrige tilskudsydere baseret på befolkningstal.

Københavns Kommunes tilskud i 2005 på 0,958 mio. kr. (2005-priser) udgør 13,9 %, Københavns Amts tilskud på 1,181 mio. kr. (2005-priser) udgør 17,2 % og Frederiksberg Kommunes tilskud på 0,175 mio. kr. (2005-priser) udgør 2,6 % af de samlede tilskud.

Københavns Kommunes tilskud er faldet fra 1,074 mio. kr. i 2004 til 0,958 mio. kr. i 2005 som konsekvens af Københavns Amts ensidige besparelse på tilskuddet til Det Grønlandske Hus i 2004 og frem.

Tilskuddet i henhold til Driftsaftalen er bindende for et år ad gangen og skal godkendes hvert år af Borgerrepræsentationen i forbindelse med kommunens budgetvedtagelse.

Driftsaftalen

Formålet for Det Grønlandske Hus er at være kontakt- og samlingssted for grønlændere og andre med interesse for Grønland, at sikre kulturmødet mellem grønlændere og danskere bl.a. gennem oplysningsvirksomhed omkring grønlandske kulturelle og samfundsmæssige forhold og at yde rådgivning og vejledning vedrørende sociale, juridiske og uddannelses­mæssige forhold til grønlændere øst for Storebælt.

Det Grønlandske Hus skal så vidt muligt danne ramme om:

a.       foreningsvirksomhed med grønlandsk sigte og kulturelt/socialt samvær

b.      grønlandsk informationsvirksomhed, undervisning og fritidsaktiviteter

c.      vejledning af uddannelsessøgende med grønlandsk uddannelsesstøtte

d.      social rådgivning og vejledning om danske og grønlandske forhold

 

Driftsaftalen (bilag 1) beskriver institutionens formål, fordelingsnøgle for størrelsen af tilskudsydernes årlige bidrag, vilkår for tilskud, herunder aktivitetskrav og udvik-lingsmål. Derudover indeholder driftsaftalen krav om udarbejdelse af årlige virksomhedsplaner, budgetter, reviderede regnskaber og beretninger.

Hvert fjerde år skal Det Grønlandske Hus endvidere udarbejde en perspektivplan for de kommende fire år, som ska l indeholde en redegørelse for Det Grønlandske Hus' udviklings­mål. Perspektivplanen skal godkendes af samtlige tilskudsydere.

Forud for hvert kalenderår udarbejder institutionen et budget, som skal godkendes af hovedtilskudsyder, hvilket vil sige Grønlands Hjemmestyre.

Det Grønlandske Hus udarbejder forud for hvert kalenderår derudover en virksomhedsplan over det kommende års ak­tiviteter, som også skal indeholde oplysninger om overvejelser ved­rørende det kommende års drift, visioner, målsætning m.v.

Den årlige virksomhedsplan skal godkendes af hovedtilskudsyder, som ved godkendelsen vurderer, om nærværende aftale er overholdt, herunder om aktivitetsmålene er opfyldt.

Aktivitetsmålene omfatter blandt andet at yde konsulentbistand til såvel de grønlandske foreninger som til personer, organisationer, og myndigheder der arbejder med projekter og tiltag med relation til Grønland og grønlændere i Danmark. Derudover er der aktivitetsmål for kultur- og informationsområdet, det sociale arbejde, uddannelsesvejledning og administrative opgaver.

 

Endelig er der i driftsaftalen sammen med aktivitetsmålene opstillet en række udviklingsmål for kultur- og informationsområdet, det sociale arbejde, uddannelsesvejledning og administrative opgaver.

 

Institutionen træffer herudover selv beslutning om alle forhold vedrørende personale, øko­nomi og aktiviteter udover de fastlagte. Budget og virksomhedsplan for det følgende år skal sendes til samtlige tilskudsydere senest den 1. okto­ber.

Driftsaftalen er tiltrådt af bestyrelsen på mødet den 23. august 2004 og vil træde i kraft per 1. januar 2005 under forudsætning af de øvrige tilskudsgiveres godkendelse. Herefter vil driftsaftalen løbe indtil videre.

 

Bestyrelse

Borgerrepræsentationen godkendte på sit møde den 27. november 2003 (BR 544/03) den ændrede vedtægt for Det Grønlandske Hus. Ændringen indebar bl.a., at bestyrelsen fremover har ni medlemmer.

Bestyrelsen er sammensat af et medlem udpeget af Grønlands Hjemmestyre, et medlem udpeget af Københavns Amt, et medlem udpeget af Københavns Kommune, et medlem udpeget af Frederiksberg Kommune, et medlem valgt af brugerne på Det Grønlandske Hus' årsmøde og et medlem valgt af Det Grønlandske Hus' medarbejdere.

Disse seks udpegede bestyrelsesmedlemmer udpeger selv yderligere tre bestyrelsesmedlemmer på en måde, så den samlede bestyrelse indeholder den fornødne økonomiske og ledelsesmæssige kompetence samt kompetence inden for grønlandske og danske forhold af betydning for institutionen.

Fra Københavns Kommune er Taner Yilmaz (A) udpeget til bestyrelsen for Det Grønlandske Hus.

 

Indstilling

På baggrund af ovenstående, indstiller Kultur- og Fritidsforvaltningen, at Kultur- og Fritidsudvalget godkender driftsaftalen mellem Københavns Kommune, Københavns Amt, Frederiksberg Kommune og Grønlands Hjemmestyre for den selvejende institution Det Grønlandske Hus.

 

MILJØVURDERING

Indstillingen har ikke miljømæssige konsekvenser

 

ØKONOMI

Tilskuddet er indarbejdet i budget 2005. Der anvises kassemæssig dækning for beløbet på konto 3.64.1 Andre kulturelle opgaver:

Budget ekskl. moms                                                                             993.000 kr.

Budget inkl. moms                                                                             1.016.000 kr.

Indstillet jf. Driftsaftalen                                                                     958.000 kr.

                                                                                                                  58.000 kr.

 

BILAG

1. Driftsaftale for Det Grønlandske Hus

2. Vedtægter for Det Grønlandske Hus

 

 

Carsten Haurum

/Merete Evers

 


 


Til top