Mødedato: 21.08.2014, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Budgetønske: Biblioteker i Brønshøj og Husum

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til budgetforslag om Brønshøj Bibliotek.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
  1. at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter, hvilke muligheder i Brønshøj/Husum, der skal indgå i forhandlingerne om Budget 2015.

Problemstilling

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede 26. juni 2014, at der skulle udarbejdes et budgetnotat vedrørende udbygning af Brønshøj Bibliotek. Det giver dog mening at se på hele bydelen. Brønshøj Bibliotek ligger centralt i bydelen Brønshøj/Husum i gode lokaler på 1. sal. Biblioteket er imidlertid udfordret på plads, synlighed og adgangsforhold. Biblioteket deler indgang med en dagligvarebutik, hvilket ikke er optimalt i forhold til synlighed for byens borgere. Samtidig åbner et nyt kulturhus/bibliotek i Tingbjerg medio 2016.

Løsning

Da de nuværende biblioteker i bydelen deler de samme udfordringer, kan det være en mulighed at tænke i flere typer løsninger.

Brønshøj Bibliotek
Der er mulighed for at overtage et lejemål i stueetagen under biblioteket på 167m2 (+ kælder på små 200m2). Ud over nye etagemeter i stueplan vil dette kunne skabe en selvstændig indgang med elevator for biblioteket. Det nye lejemål vil således kunne udbedre en række af de udfordringer, som der har været for biblioteket i forhold til synlighed, handicaptilgængelighed. Dette falder godt i tråd med den nye kommunale biblioteksstrategi, hvor de fysiske biblioteker i stigende grad skal være trækplastre for aktiviteter og læringstilbud, som understøtter og fremmer digitale udlån. Endvidere vil det være optimalt at kunne placere mere udadvendte funktioner, som en Borgerservice Kvik, i stueetagen med direkte udgang til Brønshøj Torv.

Der foreligger ikke et egentligt projektforslag, ligesom lejekontrakten skal forhandles konkret med udlejer. Der vil skulle bevilges et beløb til anlæg samt en forøgelse af driftsbudgetet. KFF vurderer, at der kan skabes en løsning for 1-2 mio. kr. i anlæg og en forøgelse af de årlige driftsudgifter på maks. 0,5 mio. kr.

Kombineret skole- og folkebibliotek
Vil man se bredere på bibliotekstilbuddet i hele bydelen, kan man overveje at flytte Husum Bibliotek til Husum skole, hvor Børne- og Ungdomsforvaltningen arbejder med en ombygning af skolen. Ændringer i kapacitetsbehovet på skolen betyder, at det vil være muligt at etablere et folkebibliotek på 800 m2 og et læringscenter på 200 m2 i forbindelse med en udvidelse af skolen. Et nyt folkebibliotek på Husum Skole skønnes af koste i omegnen af 30 mio. kr.

Husum Bibliotek
Endelig er der en mulighed for at se på Husum Bibliotek, som kunne forbedres med bedre lokaler og større gadekontakt. Husum bibliotek er ligesom Brønshøj Bibliotek en del af KulturNord. De to biblioteker fungerer administrativt som en enhed med fælles personaleledelse. På Husum Bibliotek findes der ligeledes en udfordring med dårlig tilgængelighed. Der vil skulle bevilges et beløb til anlæg, hvor driften i denne løsning i kombination med en udvidelse af Brønshøj Bibliotek forventes at kunne klares inden for den nuværende ramme. 

Den bedre borgerkontakt, som disse løsninger giver falder godt i tråd med den nye biblioteksstrategi, hvor bibliotekernes fysiske rum i højere grad er lærings- og aktivitetsrum end materialesamlinger. I fremtiden vil mindre og mere attraktive lokaler være afgørende for en god service for byens borgere.

Økonomi

Der vil skulle bevilges en sum til anlæg i budgetforhandlingerne for både udvidelse af Brønshøj Bibliotek og flytning af Husum Bibliotek. Hvis man vælger blot at udvide Brønshøj Bibliotek, vil der være forøgede driftsomkostninger. Hvis man vælger at udvide Brønshøj Bibliotek og flytte Husum Bibliotek, forventes driften at kunne klares inden for det nuværende driftsbudget for de to institutioner.

Videre proces

Kultur- og Fritidsforvaltningen udarbejder budgetnotat til de videre forhandlinger af Budget 2015.



Carsten Haurum

 

                                    /Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 21. august 2014:

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede at løsningsforslagene vedrørende Brønshøj Bibliotek og kombineret skole- og folkebibliotek i Husum sendes videre til budgetforhandlingerne. Kultur- og Fritidsforvaltningen arbejder videre ud fra udvalgets drøftelser og tilkendegivelser.
Til top