Mødedato: 21.08.2014, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Én samlet erhvervs- og vækstpolitik for Københavns Kommune

Se alle bilag

Kultur- og Fritidsudvalget skal godkende de indsatsområder og indikatorer, som vedrører Kultur- og Fritidsudvalgets ansvarsområder i forhold til en kommende erhvervs- og vækstpolitik for Københavns Kommune. Kultur- og Fritidsudvalget orienteres desuden om politikkens forventede samlede indhold og videre proces for udmøntning og opfølgning.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller:

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender de indsatsområder og indikatorer, som vedrører Kultur- og Fritidsudvalgets ansvarsområder i Københavns Kommunes kommende samlede erhvervs- og vækstpolitik.  
  2. at Kultur- og Fritidsudvalget tager orienteringen om den kommende erhvervs- og vækstpolitik for Københavns Kommune samt videre proces for udmøntning og opfølgning via handleplaner og erhvervsbarometer til efterretning.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen besluttede i Budget 2014, at Københavns Kommune skal have en samlet politik for erhvervs- og vækstindsatsen.

Økonomiforvaltningen, Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, Teknik- og Miljøforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen har sammen udarbejdet forslag til en erhvervs- og vækstpolitik (bilag 1). Ansvaret for politikken er forankret i Økonomiudvalget.

Kultur- og Fritidsudvalget spiller en væsentlig
rolle for at realisere de overordnede målsætninger i politikken og skal derfor godkende de indsatsområder og indikatorer i erhvervs- og vækstpolitikken, som vedrører at Kultur- og Fritidsudvalget ansvarsområder (bilag 2). 

Kultur- og Fritidsudvalget orienteres desuden om det samlede indhold i erhvervs- og vækstpolitikken samt den videre proces (bilag 1 og bilag 3).

Løsning

Overordnet vision og mål for erhvervs- og vækstpolitikken
Erhvervs- og vækstpolitikken er Københavns Kommunes vision for en styrket erhvervs- og vækstindsats.

Erhvervs- og vækstpolitikken bygger videre på kommunens eksisterende mål for vækst i økonomien (5 % årlig vækst i BNP) og vækst i arbejdspladser (20.000 nye private arbejdspladser) frem mod 2020. Begge mål er besluttet af Borgerrepræsentationen. Forudsætningen for at opnå målene er, at erhvervslivet sikres de bedste rammebetingelser for at kunne starte og drive virksomhed, skabe nye jobs og skabe nye produkter.

En attraktiv by er en yderligere forudsætning for at skabe økonomisk vækst gennem tiltrækning af virksomheder, arbejdspladser og investeringer. København skal være en by med gode jobs, adgang til uddannelse og børnepasning i høj kvalitet, et varieret kultur- og fritidsliv og en grøn profil. Erhvervs- og vækstpolitikken indeholder derfor et tredje overordnet mål om, at København fastholder sin position som én af de tre mest attraktive byer i Europa at bo i.

Indhold i erhvervs- og vækstpolitikken
Erhvervs- og vækstpolitikken sætter fokus på fem vækstfaktorer:

  • Erhvervsservice & omkostninger for erhvervslivet
  • Strategisk byudvikling
  • Samspil om innovation
  • Uddannelse og beskæftigelse
  • Internationalisering

De fem vækstfaktorer er valgt ud fra viden om hvilke forhold, som har vist sig at skabe vækst i økonomien, beskæftigelse og øget livskvalitet for byens borgere og erhvervsliv. Der er samtidig fokuseret på forhold, som kommunen har mulighed for at påvirke og understøtte. Inden for hver vækstfaktor defineres en række indsatsområder og indikatorer (bilag 2).  

Kultur- og Fritidsudvalgets bidrag til erhvervs- og vækstpolitikken
Kultur- og Fritidsudvalget bidrager væsenligt via sit ressortområde til at skabe en attraktiv by og dermed tiltrække virksomheder, nye borgere og turister. Det sker ved at skabe et varieret kultur- og fritidsliv samt ved at tilbyde en let tilgængelig og effektiv borgerservice.

Derudover bidrager udvalget til den fokuserede vækstdagsorden, særligt inden for:

1. Digitale services
København er førende inden for digitalisering. Ved en opprioritering af indsatsen kan den gode borgerservice optimeres yderligere, og København kan konsolidere sin position som førende by yderligere. Know how inden for borgerservice kan bidrage til udvikling af digitale services i kommunen, herunder i forbindelse med etablering af et Erhvervshus i tilknytning til Borgerservice i Hans Nansens Gård og International House, hvor der kan skabes synergi mellem International House, Borgerservice og Erhvervsservice, og hvor Borgerservice kan bidrage med løsninger inden for digitale og telefoniske kanaler. Der udarbejdes forslag hertil i samarbejde med Beskæftigelss- og Integrationsforvaltningen. Budgetforslag til 2014 omhandler blandt andet infostandere og digitale selvbetjeningsløsninger.

2. Kulturturisme
Mange turister vælger København som destination pga. kultur. København har potentiale til at øge kulturturismen, herunder med større synlighed af Kultur- og Fritidsforvaltningens museer og kulturinstitutioner, festivaler og events. Budgetforslag til 2014 omhandler blandt andet øget kulturturisme i samarbejde med museer og kulturinstitutioner, udvikling af gourmetturisme, vielsesturisme, rådhus-turisme og øget mulighed for at drive turistformidling.

3. Kreative erhverv
De kreative erhver er en vigtig erhvervsklynge i København. Brancherne er kendetegnet ved at være innovative og produktive. Københavns Kommune understøtter infrastrukturen for de kreative erhverv,  herunder med fokus på vækstlaget, udvikling af kreative og forretningsmæssige kompetencer, kapital mv. Budgetforslag til 2014 omhandler blandt andet tilskud til Eucroma, Copenhagen Cooking, og Copenhagen Film Fund.

4. International borgerservice
Med International House har Kultur- og Fritidsforvaltningen skabt en serviceindgang, som servicerer mere end 50 % af de internationale talenter, der kommer til Danmark. Tiltrækning og fastholdelse af internationale talenter - herunder via kultur- og fritidslivet - er afgørende for danske virksomheders konkurrencedygtighed og vækstskabelse. Budgetforslag til 2014 omhandler blandt andet fortsættelse og videreudvikling af International House's aktiviteter. 

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede på udvalgets møde den 26. juni 2014 at videresende de konkrete budgetønsker for fokuserede vækstprojekter i Kultur- og Fritidsforvaltningen til budgetforhandlingerne (bilag 4). Projekterne vil, hvis de realiseres, bidrage direkte til vækst og beskæftigelse.

Indsatsområder og indikatorer, der vedrører Kultur- og Fritidsudvalgets ansvarsområde
I forhold til erhvervs- og vækstpolitikken skal udvalget godkende indsatsområder og indikatorer, som vedrører Kultur- og Fritidsudvalgets ansvarsområder. De konkrete indsatsområder og indikatorer, der vedrører udvalget, er fremhævet i bilag 2.

Kultur- og Fritidsudvalgets bidrag til erhvervs- og vækstindsatsen gælder især inden for området ”strategisk byudvikling" og "internationalisering”. Derudover har udvalget gode muligheder for at bidrage til områderne ”erhvervsservice & omkostninger for erhvervslivet", "samspil om innovation" og "uddannelse og beskæftigelse”.

Videre proces for udmøntning og opfølgning på politikken
Erhvervs- og vækstpolitikken sætter overordnede mål for erhvervs- og vækstindsatsindsatsen i Københavns Kommune. For at gøre indsatsen konkret vil de involverede forvaltninger lave handleplaner, som forelægges de involverede fagudvalg. Handleplanerne udarbejdes første gang i efteråret 2014 og opdateres derefter hvert år i jan/feb.

Udover de årlige handleplaner udarbejdes et erhvervsbarometer, som monitorerer erhvervs- og vækstpolitikkens overordnede mål og indikatorer, og med særlig fokus på kommunens erhvervsservice.

Tidsplanen for udarbejdelse af handleplaner og godkendelse af erhvervs- og vækstpolitikken i Borgerrepræsentationen fremgår af bilag 3.

Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget godkender de fremhævede indsatsområder og indikatorer, der vedrører Kultur- og Fritidsudvalgets ressortområde, jf. bilag 2.  

Det indstilles desuden, at Kultur- og Fritidsudvalget tager orienteringen om den samlede erhvervs- og vækstpolitik samt videre proces for udmøntning og opfølgning til efterretning (bilag 1 og 3).

Økonomi

Indstillingen har ingen direkte økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Erhvervs- og vækstpolitikken behandles i de involverede fagudvalg og sendes i høring. Det forventes, at politikken kan forelægges Borgerrepræsentationen primo 2015.   


                        Carsten Haurum



                                                                                                        /Mads Kamp Hansen
            

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 21. august 2014:

Der blev begæret afstemning om indstillingen.

Et flertal (Peter Thiele, Rune Dybvad, Yildiz Akdogan, Simon Strange, Allan Ahmad, Carl Christian Ebbesen, Michael Gatten, Jens-Kristian Lütken og Andreas Pourkamali) stemte for indstillingen.
Et mindretal (Lilian Parker Kaule) stemte imod.

Indstillingen blev således godkendt, og Kultur- og Fritidsforvaltningen arbejder videre med udvalgets bemærkninger og tilkendegivelser.

Lilian Parker Kaule ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen:

"København kommunes erhvervspolitik bør være en servicering af alle erhverv og brancher i kommunen og ikke en favorisering af specifikke brancher."



Til top