Mødedato: 21.08.2014, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Høring af model til forbedring af budgetsikkerhed for frivillige sociale organisationer

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til høringssvar vedrørende ny model til forbedring af budgetsikkerheden i frivillige sociale organisationer.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
  1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender teksten i løsningsafsnittet som udvalgets høringssvar til Økonomiudvalgets forslag til model for budgetsikkerhed for frivillige sociale organisationer.

Problemstilling

På Borgerrepræsentationens møde den 12. december 2013 stillede Enhedslisten og SF et medlemsforslag vedrørende basisbevillinger til frivillige sociale organisationer. Forslagsstillerne er bekymret for, at der skabes usikkerhed i organisationerne, når organisationerne ikke ved, om de kan fortsætte arbejdet før budgetforhandlingerne er afsluttet i september måned, hvilket er tre måneder før bevillingerne udløber. Usikkerhed om budgettet forhindrer langtidsplanlægning og kan betyde, at nøglemedarbejdere søger væk.

Enhedslisten og SF foreslog derfor, at bevillingerne til en række frivillige sociale organisationer gøres varige og bliver revurderet af udvalgene hvert tredje år. Borgerrepræsentationen besluttede at oversende sagen til Økonomiudvalget, samt at de relevante fagudvalg skal inddrages.

Økonomiudvalget bad på mødet 10. juni 2014 om fagudvalgenes kommentarer til følgende model:
I forbindelse med Indkaldelsescirkulæret, som vedtages ultimo januar/primo februar, udarbejdes en oversigt over, hvornår bevillinger til de frivillige sociale organsiationer udløber. Udvalgene kan i forbindelse med vedtagelsen af deres budgetbidrag inddrage bevillingerne i deres budgetrammer, allerede året før de udløber.  Såfremt udvalgene ikke prioriterer bevillingerne til de frivillige sociale organisationer, kan disse indgå i budgetforhandlingerne.

Løsning

Kultur- og Fritidsforvaltningen har ikke mange frivillige sociale foreninger, der modtager tilskud. Forvaltningen har derimod ganske mange andre foreninger, festivaler, daghøjskoler og andre initiativer, som modtager tidsbegrænsede tilskud. Desuden har Kultur- og Fritidsforvaltningen en række midlertidige bevillinger, der giver de samme udfordringer. Forvaltningen kan derfor genkende udfordringerne med de manglende muligheder for at langtidsplanlægge.

Kultur- og Fritidsforvaltningen anbefaler, at den foreslåede model udvides til at omfatte alle typer tilskudsmodtagere og midlertidige bevillinger, da de omtalte udfordringer ikke er isoleret til frivillige sociale foreninger.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

På baggrund af høringssvarene vil Økonomiforvaltningen opdatere modellen til Borgerrepræsentationens 1.behandling af Budget 2015 den 28. august 2014.

Carsten Haurum

                                                                /Susanne Hovgaard Heunicke

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 21. august 2014:

Der blev begæret afstemning om indstillingen:

Et flertal (Peter Thiele, Rune Dybvad, Yildiz Akdogan, Simon Strange, Allan Ahmad, Carl Christian Ebbesen, Michael Gatten, Jens-Kristian Lütken og Andreas Pourkamali) stemte for indstillingen.
Et mindretal (Lilian Parker Kaule) stemte imod.

Indstillingen blev således godkendt.

Til top