Mødedato: 21.08.2014, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Reglerne om overskudskapacitet i forhold til Kultur- og Fritidsudvalgets institutioner

Se alle bilag
Forvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget drøfter reglerne om overskudskapacitet i forhold til Kultur- og Fritidsudvalgets institutioner.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
  1. at Kultur- og Fritidsudvalget - på baggrund af den juridiske vurdering af rækkevidden af reglerne om overskudskapacitet i forhold til Kultur- og Fritidsudvalgets institutioner (bilag 1) - drøfter sagen.

Problemstilling

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede på sit møde den 19. december 2013 at anmode forvaltningen om en generel juridisk vurdering af rækkevidden af reglerne om overskudskapacitet (udlejning af ledige lokaler) i forhold til udvalgets institutioner.  

Baggrunden var en konkret ansøgning fra foreningen ”SovGodt”, der ønskede at anvende Nørrebrohallens multisal som nødherberg i nattetimerne i vinterperioden, frem til 31. marts 2014.

Løsning

Kultur- og Fritidsforvaltningen har udarbejdet en juridisk vurdering af rækkevidden af reglerne om overskudskapacitet i forhold til udvalgets institutioner, jf. bilag 1.

Hovedkonklusionerne i notatet er følgende:

Kultur- og Fritidsforvaltningen udlejer allerede i dag ledige lokaler efter reglerne om overskudskapacitet.  Der er tale om en "traditionel" lokaleudlejning, d.v.s. at den må kun finde sted, når kulturhusets/idrætsanlæggets primære brugere/folkeoplysende foreninger ikke anvender lokalerne.

Det er sammenfattende forvaltningens vurdering, at denne adgang til at udleje ledige lokaler er udvidet i forhold til tidligere. Dette skyldes:
  • at adgangen udvides i takt med udvidelsen af institutionernes åbningstid,
  • at hensynet til en økonomisk rationel udnyttelse af kommunale ressourcer og værdispildsbetragtninger indgår med større vægt end tidligere når det skal vurderes, om lokaler må lejes ud. 
Når det skal vurderes, om en konkret udlejning må finde sted, er et vigtigt element om der i forvejen eksisterer et privat marked. Kommunen må med andre ord ved sin udlejning ikke påføre private erhvervsdrivende konkurrence. 

Det vil det på det foreliggende grundlag ikke være lovligt, at Kultur- og Fritidsforvaltningen generelt sætter samtlige kulturinstitutioner, idrætsanlæg o.s.v. fri til udlejning efter reglerne om overskudskapacitet på tidspunkter, hvor disse ikke anvendes af kommunen, f.eks. om natten. Det skyldes bl.a. risikoen for at forrykke grænsen mellem den kommunale og den private sektor.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.


Carsten Haurum

                                        /Merete Evers Dewilde

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 21. august 2014:

Kultur- og Fritidsudvalget anmodede om en generel drøftelse af overskudskapacitet på et senere tidspunkt.

Kultur- og Fritidsudvalget anmodede om en konkret vurdering af lovligheden af en udlejning af dele af Nørrebrohallen til et nødherberg for udenlandske hjemløse.
Til top