Idrætsmilliarden - opsamling på brugerinddragelse og investeringsplan
Københavns Kommune har med udspillet ”Tættere på – grønne byer og Hovedstad i udvikling” fået mulighed for at øge anlægsinvesteringerne på idrætsområdet i perioden 2022-2030. Formålet er, at Københavns Kommune får mulighed for ”at bygge og renovere flere idrætsanlæg, så færre skal vente, og flere kan dyrke idræt.”
Med Budget 2022 blev det besluttet, at Kultur- og Fritidsforvaltningen i samarbejde med Økonomiforvaltningen til Budget 2023 fremlægger en plan, der indeholder forslag til, hvordan det øgede måltal kan bruges på et løft af idrætsfaciliteter.
Sagen om Idrætsmilliarden har senest været behandlet på udvalgsmødet den 21. april 2022, hvor der blev godkendt en inddragelsesproces og kriterier for Investeringsplan for idrætsmilliarden 2022-2030.
Kultur- og Fritidsudvalget skal drøfte opsamling på brugerinddragelsen og hovedgreb i investeringsplanen.
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget tager opsamling på brugerinddragelsesprocessen til efterretning
- at udvalget drøfter hovedgreb til Investeringsplan for Idrætsmilliarden 2022-2030
Problemstilling
Kultur- og Fritidsudvalget har tidligere besluttet, at der som grundlag for investeringsplanen sker en bred inddragelse af aktører i det københavnske idrætsliv. Input fra inddragelsesprocessen kan indgå i drøftelser om investeringsplanens hovedgreb og kriterier samt fungere som inspiration til henvisning af budgetnotater til Budget 2023.
Løsning
Kulturministeriet har stillet krav om, at det øgede anlægsmåltal i Idrætsmilliarden skal give et reelt løft på idrætsområdet ved at øge kapaciteten. Måltallene skal anvendes til at bygge ovenpå det historiske investeringsniveau (Baseline) og ikke til allerede planlagte investeringer (Arealplanen for Kultur- og Fritidsfaciliteter, herefter Arealplanen). I bilag 1 ses et overblik over igangværende anlægsprojekter og i bilag 2 et kort over planlagte anlægsprojekter i henhold til Arealplanen, som fremlægges til forhandlingerne om Budget 2023.
Idrætsmilliarden skal give et reelt løft ud over disse investeringer. Kommende investeringer kan anvendes til at realisere anlægsprojekter med politisk ophæng fra Overførselssagen 2021/2022 og Budget 2022 (bilag 3) og/eller til at indfri nogle af de mange anlægsforslag fra inddragelsesprocessen.
Opsamling på brugerinddragelse
Københavnerne har bidraget via spørgeskemaer, deltagelse i bydelsmøder og på stormøde med anlægsforslag, der kan styrke byens idrætskapacitet.
I bilag 4 er samskrevet input fra de i alt 675 anlægsforslag. De mange anlægsforslag sender et tydeligt signal om, at der efterspørges idrætsfaciliteter til et mangfoldigt idrætsliv i København. Næsten alle anlægsforslag opfylder det overordnede mål om at øge idrætskapaciteten. Forslagene taler samtidig på forskellige vis ind i de kriterier, som Kultur- og Fritidsudvalget har opstillet til prioritering. Godt halvdelen af anlægsforslagene omhandler en svømmehal. Derudover efterspørges især indendørsfaciliteter til de store børneidrætter samt udendørsfaciliteter til fx gadeidræt, fodbold og aktiviteter på vand.
De mange anlægsforslag giver en pejling af de oplevede behov og ønsker fra idrætslivet, og kan indgå som inspiration, når der skal prioriteres anlægsmidler til konkrete projekter ved de årlige budgetforhandlinger. Anlægsforslagenes karakter og type spænder vidt og rummer forslag til nye aktivitetsmuligheder i alle bydele.
Mange foreninger har ikke kun bidraget med konkrete projektforslag, men også været med til at kvalificere dialogen om projekter og kriterier på bydelsmøder i uge 20 og stormøde den 30. maj. Idrætsaktørerne udtrykte en generel opbakning til de udpegede kriterier for prioritering af anlægsprojekter. Der blev fremsat forslag til andre kriterier som f.eks. bæredygtighed.
Derudover kom der en række bemærkninger til prioritering af anlægsinvesteringer. Der var skepsis overfor at investere store dele af Idrætsmilliarden på få store projekter, som de nævnte i Budget 2022 (Naturpark Nordhavn, Valby Idrætspark, Sundby Idrætspark og Skøjtehalsgrunden). Der blev i stedet opfordret til at investere i mange enkeltstående anlægsprojekter spredt ud i byen for at løfte kapaciteten for flest mulige idrætsaktører. Ligeledes blev der opfordret til at modernisere og udvikle eksisterende idrætsfaciliteter for at skabe et hurtigt kapacitetsløft fremfor langsigtede investeringer i større udviklingsplaner. Der blev også opfordret til at kigge på byen som helhed, så udvikling af faciliteter både har øje for de lokale behov og for større, bydækkende specialfaciliteter. I udviklingen af lokale faciliteter blev der fremhævet et potentiale i at tænke på tværs af sektorer og samarbejde med fx boligselskaber og serviceerhverv. Inputs fra møderne er samlet i bilag 5.
Forslagene spænder vidt fra et generelt ønske om fx en svømmehal til mere konkrete og gennemarbejdede projekter. Forvaltningen vil screene projektforslagene for eksekverbarhed og fremsende en samlet oversigt over de mere konkrete projekter til udvalget.
Hovedgreb i Investeringsplan for Idrætsmilliarden
Investeringsplan for idrætsmilliarden er en overordnet plan for, hvordan Københavns Kommune forventer at anvende de ekstra anlægsmåltal til idrætsfaciliteter frem mod 2030.
Planen skal vedtages i forbindelse med Budget 2023, med henblik på efterfølgende at sende den til Kulturministeriet. Med Budget 2022 blev det besluttet, at finansiering af de enkelte projekter skal ske i forbindelse med de årlige budgetforhandlinger og forhandlinger om overførselssager på baggrund af særskilte budgetnotater.
Der er i alt afsat anlægsmåltal på 860 mio. kr. fra 2022 til 2030. Profilen for udmøntning af idrætsmilliarden er fastsat til 20 mio. kr. i 2022 og 105 mio. kr. årligt i 2023-2030. Der er med Budget 2022 finansieret projekter for 55 mio. kr.
Hovedgreb
Nedenfor er oplistet eksempler på hovedgreb, som gør det muligt at realisere igangsatte projekter i planlægning- og screeningsfase og samtidig imødekommer inputs fra brugerinddragelsen. Der kan skrues op og ned for vægtningen af hovedgreb ved at justere anlægsmåltallet.
Eksempler på hovedgreb |
Mio. kr. |
Budget 2022 (anvendt) |
55 |
Opfølgning på projekter med screenings- og planlægningsbevillinger fra Budget 2022. |
59 |
Ny svømmehal |
250 |
Bydækkende specialanlæg/idrætsspecifikt fyrtårn |
150 |
Modernisering og udvikling af eksisterende idrætsanlæg (inkl. Valby og Sundby Idrætspark) |
250 |
Naturpark Nordhavn (outdoor og boldbaner) |
50 |
Forenings- og outdoorpulje – blåt, grønt, gråt |
20 |
Byrumsfaciliteter til bl.a. streetsport |
16 |
Alternative/innovative idrætsfaciliteter |
10 |
I alt |
860 |
Indenfor hovedgrebene kan der udpeges anlægsprojekter til hvert års budgetforhandling eller indskrives hensigtserklæringer om fremadrettede investeringer i udvalgte fremtidige projekter. Der lægges op til, at anlægsmåltallene kan justeres løbende i takt med planlægning af projekter og sideløbende planer for fx svømmehalsområdet, udvikling af idrætsparker mm. I investeringsplanen til Kulturministeriet skal anlægsmåltallene fordeles ud på årene 2022-2030.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Hvis Kultur- og Fritidsudvalget godkender indstillingen, fremlægges de udpegede hovedgreb til Kultur- og Fritidsudvalgets og Økonomiudvalgets budgetseminar forud for Budget 2023.
Forud for hvert års budgetforhandlinger udarbejder Kultur- og Fritidsforvaltningen og Økonomiforvaltningen et covernotat med en oversigt over alle budgetnotater, der opfylder overordnede krav om mere idrætskapacitet.
Søren Tegen Pedersen
/ Mads Kamp Hansen
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 21. juni 2022:
Kultur- og Fritidsforvaltningen tog opsamling på brugerinddragelsesprocessen til efterretning, jf. indstillingens 1. at-punkt.
Vedr. 2. at-punkt besluttede udvalget at arbejde videre med sagen indenfor følgende rammer:
Projekt |
Mio. kr. |
Budget 2022 (anvendt) |
55 |
Opfølgning på projekter med screenings- og planlægningsbevilling |
95 |
Vandsport/Svømmehal |
125 |
Bydelsdækkende specialanlæg |
125 |
Modernisering og udvikling af eksisterende idrætsanlæg |
250 |
Naturpark Nordhavn |
50 |
Pulje til foreninger |
60 |
Udestår til lokal udmøntning |
100 |
Klaus Mygind ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen: "For SF er det vigtigt, at børn og unges og kvinder/pigers muligheder for deltagelse i idræt prioriteres i “idrætsmilliarden”. Vedligeholdelsesefterslæbet på vore idrætsanlæg skal ikke finansieres igennem “idrætsmilliarden”. Det skal løses selvstændigt."
Kashif Ahmad forlod mødet kl. 17.06-17.13.
Plan- og Tilskudschef, Mads Kamp Hansen, og Leder af Byudvikling, Kim Natour Svendsen deltog under punktets behandling.