Mødedato: 21.06.2022, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Temaer til drøftelse i borgertinget 2023

Se alle bilag

Københavns Kommune ønsker at eksperimentere med nye metoder til inddragelse af københavnerne. I Overførselssagen 2021-2022 blev det, som et delelement i en større indsats, besluttet at oprette et borgerting som pilotprojekt i perioden 2022-2024. Borgertinget nedsættes inden udgangen af 2022. Alle fagudvalg har mulighed for at komme med forslag til temaer, som borgertinget kan drøfte (bilag 6). Kultur- og Fritidsudvalget skal derfor tage stilling til 1-2 temaer, der kan indgå i borgertingets oplæg til drøftelse.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter 1-2 temaer, som borgertinget kan drøfte i 2023.

Problemstilling

Borgertinget er et delelement af følgende tre pilotprojekter, der blev besluttet med Overførselssagen 2021-2022:

  • Afholdelse af Åbent Rådhus i henholdsvis 2022 og 2023
  • Etablering af et borgerting i 2022 med virke i 2023 og 2024
  • Afholdelse af en lokal borgersamling i henholdsvis 2023 og 2024

Pilotprojekterne skal understøtte kommunens ambition om at eksperimentere med nye metoder til københavnerinddragelse. Pilotprojekterne skal øge dialogen og samarbejdet med københavnerne, og de skal være med til at skabe en større åbenhed om byens udvikling (bilag 4).

Gruppeformandskredsen har besluttet, at alle fagudvalg er inviteret til at foreslå temaer til drøftelse i borgertinget. Økonomiudvalget træffer på møde den 27. september 2022 endelig afgørelse om, hvilke temaer der skal behandles i borgertinget i 2023. Fagudvalgenes forslag til temaer skal sendes til Økonomiforvaltningen senest den 30. juni 2022. Samlet tids- og procesplan fremgår af bilag 5.

Løsning

Borgertinget

Et borgerting er et statistisk udvalgt antal borgere, som udtrækkes ved lodtrækning på baggrund af en række objektive socioøkonomiske parametre samt andre parametre, der vurderes relevante i forhold til den problemstilling, der skal behandles. Deltagerkredsen forventes at være mindst 36 københavnere.

Borgertinget skal drøfte de af Økonomiudvalget besluttede temaer i et dialogforløb, hvor deltagerne skal byde ind med deres hverdagsperspektiv. Faciliteringen foretages af en ekstern aktør for at sikre armslængeprincip.

Borgertinget har ingen politisk beslutningskompetence, men skal komme med anbefalinger, der kan indgå i en efterfølgende politisk behandling af de pågældende emner i fagudvalg og/eller Borgerrepræsentationen.

Betingelser for udvælgelse af forslag til temaer

Det forventes, at borgertinget kan behandle 1-2 temaer på et år, afhængig af temaets omfang. Hvert fagudvalg kan komme med 1-2 prioriterede forslag til, hvilke temaer borgertinget kan behandle.

De foreslåede temaer skal opfylde en række betingelser:

  • En sammensat problemstilling: Temaet kan fx udvælges ud fra ønsket om input til politisk udvikling eller til en kompleks beslutningsproces, der skal afveje modstridende interesser og synspunkter.
  • En bydækkende problemstilling: Temaet bør være overordnet og forbundet med Københavns udvikling og som udgangspunkt for københavnerne som samlet population.
  • Timing: Temaerne skal være aktuelle, så borgertingets anbefalinger reelt kan bruges i den videre politiske beslutningsproces. Borgertingets anbefalinger vil ligge klar henholdsvis sommeren 2023 og ultimo 2023.
  • Politisk uafhængighed: Temaet skal give borgertinget handlefrihed og mandat til at agere uafhængigt af politiske dagsordener. Der afgives ikke politisk beslutningskompetence, men borgertingets anbefalinger skal kunne inddrages i den videre politiske behandling af emnet.  

Betingelserne for udvælgelse af temaer fremgår af bilag 2.

Kultur- og Fritidsforvaltningens forslag til mulige temaer

På baggrund af de dilemmaer og modsatrettede hensyn, der på den ene eller anden måde påvirker kultur- og fritidsområdet og med udgangspunkt i ovenstående betingelser, foreslår Kultur- og Fritidsforvaltningen følgende temaer til drøftelse i borgertinget (i tilfældig rækkefølge):

  1. Byens udvikling. Hvordan skal København udvikle sig i forhold til fx: at bo i byen, erhvervsliv, parker og grønne strøg, byrum, kunst og arkitektur, natteliv, events, motion og idræt, herunder streetfaciliteter?
  2. Fremtidens turisme for både gæster og københavnere. Hvordan skal turismen udvikle sig i forhold til bæredygtighed, spredning i byen, som erhverv, herunder oplevelsesøkonomien, i forhold til kultur og kunst, madkultur m.v.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

De besluttede temaer behandles af Økonomiudvalget den 27. september.

Borgertinget leverer anbefalinger til det relevante fagudvalg og/eller Borgerrepræsentationen sommeren og/eller ultimo 2023 til videre politisk behandling afhængig af de behandlede temaers omfang.

 

Søren Tegen Pedersen

  /Solvejg Schultz-Jakobsen

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 21. juni 2022:

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede at indstille følgende temaer til drøftelse i Borgertinget i 2023:

  • Hvordan får vi plads til idræts- og kulturfaciliteter i København, når vi bor så tæt.
  • Hvilket kulturudbud ønsker vi i København. 
Til top