Placering af beachanlæg og padelbaner i Emdrupparkens Idrætsanlæg
I Budget 2022 er der afsat 0,4 mio. kr. til planlægning af et beachanlæg i Emdrupparkens Idrætsanlæg, primært til beachhåndbold. Banen vil også kunne anvendes til beachvolleyball og beachfodbold. Kultur- og Fritidsudvalget skal beslutte placering af beachbanen, da der er to scenarier i spil.
Beachanlæggets placering vil være afgørende for om der er muligheder for at placere padelbaner i anlægget jf. tidligere beslutning om at fremme padel som foreningssport, samt et mere fleksibelt beachanlæg med større kapacitet.
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter placering for et beachanlæg i Emdrupparkens Idrætsanlæg
Problemstilling
I Budget 2022 er der bevilget 0,4 mio. kr. til planlægning af et beachanlæg i Emdrupparkens Idrætsanlæg, med henblik på at søge anlægsbevilling i Budget 2023. Forslaget tager udgangspunkt i en beachhåndboldbane, som måler 600 m2 (inkl. sikkerhedszoner), hvor man også skal kunne spille beachvolleyball og beachfodbold.
Efterfølgende har Kultur- og Fritidsudvalget den 31. marts 2022 besluttet, at KFUM Tennis kan modtage et tilskud til etablering af padelbaner på 100 t. kr. pr. bane på nærmere betingelser. Det er en forudsætning, at de forventede to baner kan indplaceres i Emdrupparkens Idrætsanlæg.
Placering af henholdsvis et beachanlæg og to padelbaner i Emdrupparkens Idrætsanlæg, har givet anledning til drøftelser i KFUM København (Centralforeningen). Bestyrelsen i KFUM København har peget på, at et beachanlæg på 600 m2 bør placeres på areal ved tennisbanerne (bilag 1). Det er imidlertid samme areal som KFUM Tennis ønsker at benytte til padelbaner, og betragtes af foreningen som en forudsætning for at kunne drive padelbanerne, som en del af tennisklubben.
Der er imidlertid identificeret et større alternativt areal på anlægget, som aktuelt ikke benyttes. Det vil ikke kun gøre det muligt at tilgodese placering af padelbaner, men også give muligheder for at udvide beachanlægget til 1.200 m2, hvorved man får mere kapacitet og flere aktivitetsmuligheder.
Løsning
Emdrupparkens Idrætsanlæg benyttes overvejende af KFUM København, som er en flerstrenget forening med underliggende foreninger, blandt andet KFUM Håndbold, KFUM Fodbold og KFUM Tennis. I Budget 2022 blev der bevilget 0,4 mio. kr. til planlægning af et fleksibelt beachanlæg med fokus på håndbold, men hvor man også skulle kunne spille volleyball og fodbold, med udgangspunkt i et anlæg på 600 m2. Ambitionen er et beachanlæg som skal skabe synergieffekter med de nuværende faciliteter, samtidig med at være et tilbud til både eksisterende og nye brugergrupper.
I planlægningsfasen er brugere blevet forelagt tre mulige placeringer, hvor et beachanlæg bedst kan placeres (bilag 1). Med udgangspunkt i 600 m2, pegede KFUM København på en placering ved siden af de eksisterende tennisbaner. Placeringen kan lige akkurat rumme et beachanlæg på 600 m2. Med et beachanlæg på 600 m2, kan der etableres en enkelt håndboldbane og to volleyballbaner. Man kan desuden træne fodbold, men ikke spille officielle kampe.
Med fokus på at der er ønske om et multifunktionelt beachanlæg kan banen udvides til 1.200 m2, og placeres nord for den gamle kunstgræsbane (bilag 1). Et beachanlæg på 1.200 m2, vil ikke kun fordoble aktivitetsarealet med flere brugere til følge. Der skabes også nye aktivitetsmuligheder ved, at der kan spilles officielle kampe i beachfodbold. Man vil også kunne spille to håndboldkampe samtidig, hvilket gør det muligt at afvikle turneringer. Tilsvarende kan der spilles tre beachvolleyballkampe ved siden af hinanden.
Et beachanlæg på 600 m2 forventes at kunne etableres for ca. 1,1 mio. kr. inkl. løst inventar med årlige driftsomkostninger på 10 t. kr. Et beachanlæg på 1.200 m2 kan etableres for ca. 2,1 mio. kr. inkl. løst inventar med årlige driftsomkostninger på 20 t. kr.
Begge placeringer ligger indenfor å-beskyttelseslinjen i Emdrup, og der er indhentet mundtlig forhåndsgodkendelse fra myndighederne, hvorfor der umiddelbart ikke vil være forskelle i tekniske udfordringer mellem de to placeringer. En å-beskyttelseslinje løber 150 meter fra visse søer og vandløb for at sikre dem som værdifulde landskabselementer og som levesteder for dyre- og planteliv.
Padelbaner i Emdrupparkens Idrætsanlæg
Uafhængigt af planlægningsprocessen for et nyt beachanlæg, har Kultur- og Fritidsudvalget givet tilsagn til, at KFUM Tennis kan modtage et tilskud til at etablere padelbaner på nærmere betingelser, herunder at banerne kan indplaceres i Emdrupparkens Idrætsanlæg. Tennisklubben har meldt tilbage, at de vil tage imod tilbuddet og etablere to baner, men kun hvis de kan etableres i umiddelbar nærhed til tennisbanerne. Det begrundes med, at tennisklubben selv skal stå for drift og vedligehold af banerne, samtidig med at padelbaner er et supplement til tennis, og vil have mange af de samme brugere som tennisfaciliteterne.
KFUM Københavns ønsker til placering
Der er afholdt dialogmøder med KFUM København, som har fremlagt sin prioritering af de foreslåede placeringer. Centralforeningen har efterfølgende meddelt, at deres 1. prioritet er, at der etableres et beachanlæg på 1.200 m2 nord for den eksisterende kunstgræsbane. Foreningens 2. prioritet er den centrale placering ved tennisbanerne, hvis det kun er muligt at etablere et anlæg på 600 m2.
En tredje placering ved indgangen til anlægget afvises helt, da den anvendes til fodboldtræning og potentielt vil forstyrre aktiviteter ved nærliggende spejderhytte.
Ny 11-mands kunstgræsbane
I Budget 2022 blev der også bevilget midler til at omlægge en eksisterende 11-mands græsbane til en kunstgræsbane med alternativt infill. Projektet startes op i efteråret 2022. Den planlagte placering af banen fremgår af bilag 1. Der har i forbindelse med beslutningen været henvendelser fra naboer til Emdrupparkens Idrætsanlæg, som er bekymret for, hvordan udbygningen med mere aktivitet i anlægget vil påvirke parkeringsforholdene. Forvaltningen forventer at gå dialog med naboer herom i løbet af efteråret.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget godkender indstillingen, vil forvaltningen udarbejde et budgetnotat, der kan indgå i forhandlingerne om Budget 2023.
Søren Tegen Pedersen /
Mads Kamp Hansen
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 21. juni 2022:
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede, at der placeres et 1.200 m2 beachanlæg nord for den gamle kunstgræsbane.
Plan- og tilskudschef, Mads Kamp Hansen, og Leder af Byudvikling, Kim Natour Svendsen, deltog under punktets behandling.