Mødedato: 21.06.2022, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Status på kunstgræsbaner

Se alle bilag

Der skal tages stilling til en ny rækkefølgeplan for nye kunstgræsbaner for at fastholde banekapaciteten på 2017-niveau i forhold til den demografiske udvikling. Det er samtidig nødvendigt at justere planen, da det ikke er muligt at realisere alle de aftalte forslag til nye baner, blandt andet på grund af fredningsforhold. Behovet vil fremover skulle dækkes af både konvertering fra græsbaner til kunstgræs samt anlæg på nye arealer. Endelig præsenteres et overblik over igangværende kunstgræsbaneprojekter og kunstgræsbaner, der står over for snarlig udskiftning.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter, hvilke baner der skal indgå i en ændret rækkefølgeplan for etablering af nye kunstgræsbaner

Problemstilling

I forbindelse med punktet "Handleplan - Mere byggeri for pengene og smartere brug af m2", godkendte Økonomiudvalget den 10. september 2019, at der udarbejdes en plan for konvertering af fodboldgræsbaner til kunstgræs, med henblik på at dække behovet for fodboldbaner fremover. Behovet baseres på Arealplanen for Kultur- og Idrætsfaciliteter. Det har vist sig svært at realisere behovet i arealplanen ved udelukkende at konvertere græsbaner til kunstgræsbaner med en vis geografisk spredning.

Der er samtidig mange aktiviteter i gang på kunstgræsbaneområdet, hvorfor der præsenteres et samlet overblik.

Løsning

Kultur- og Fritidsforvaltningen har, i samarbejde med Økonomiforvaltningen, udarbejdet et forslag til en ny rækkefølgeplan. Med den nye plan kan man fastholde banekapaciteten på 2017-niveau i takt med den demografiske udvikling. I bilag 1 er der et samlet overblik over nuværende græs- og kunstgræsbaner i Københavns Kommune.

I den nye plan arbejdes der med, at anlæg af kunstgræsbaner på nye arealer også indgår i behovsdækningen. Den nye arealplan præsenteres for Borgerrepræsentationen ved de kommende forhandlinger om Budget 2023.

Status og forslag til ny rækkefølgeplan

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte den 19. maj 2020 en rækkefølgeplan for konvertering af fodboldgræsbaner til kunstgræsbaner (bilag 2).

Flere af forslagene i rækkefølgeplanen har vist sig ikke at kunne realiseres eller afventer eksterne forbehold. Det gælder blandt andet en kunstgræsbane i Lersøparken (Bispebjerg), hvor der ikke blev givet dispensation fra fredningen og en kunstgræsbane på Nørre Campus (Østerbro), som afventer Københavns Universitets tilbagemelding og stillingtagen til projektet.

Der er derudover følgende anlægsprojekter med nye kunstgræsbaner i gang, som foreslås at indgå i en ny rækkefølgeplan:

  • Ørestad Idrætspark (Amager Vest)
  • Kunstgræsbane på Godsbaneterrænet (Vesterbro – Kgs. Enghave)
  • Kunstgræsbane på Levantkaj (Nordhavn/Østerbro)

Dertil foreslås det, at tilføje tre nye baner ved de kommende skoler i Nordhavn, samt at konvertere en græsbane i Fælledparken. Der fastholdes fortsat forslag om en bane på Nørre Campus og i Brønshøj-Husum. Den nye rækkefølgeplan foreslås at se således ud:

Forslag til ny rækkefølgeplan

Sted

Årstal

Amager Vest (Ørestad idrætspark – ny anlæg)

Budgetforhandlingerne 2023

Østerbro (Fælledparken)

Budgetforhandlingerne 2024

Brønshøj-Husum (Gadelandet)

Budgetforhandlingerne 2025

Vesterbro – Kongens Enghave (Jernbanebyen – ny anlæg)

Budgetforhandlingerne 2025

Nørrebro (Nørre Campus)

Foreslås anlagt når KU er parat

Nordhavn / Østerbro (Levantkaj- ny anlæg)

Foreslås anlagt efter 2028

Nordhavn / Østerbro (ny anlæg ved skole)

Foreslås anlagt efter 2028

Nordhavn / Østerbro (ny anlæg ved skole)

Foreslås anlagt efter 2028

Overblik over andre fodboldbaneprojekter

I forbindelse med forslaget til en ny rækkefølgeplan præsenteres samtidig et overblik over andre fodboldbanesager. Det er projekter, som er vedtaget, eller som indgår i eller selvstændigt vil blive forelagt udvalget forud for forhandlingerne om Budget 2023. I bilag 3 er en oversigt over de kunstgræstyper, der i dag findes på markedet.

Udskiftning af kunstgræsbaner

Der er et behov for snarligt at udskifte 8v8 kunstgræsbanen på Kalvebod Fælles Skole og 11v11 kunstgræsbane 1 og 2 i Valby Idrætspark.

I Budgetnotatet vil det blive vurderet, om banen på Kalvebod Fælled Skole skal udskiftes til en kunstgræstype uden infill, så den bedre kan tåle den øvrige anvendelse af skole og SFO. Dette er baseret på positive erfaringer fra lignende bane ved Bavnehøj Skole. Banen er samtidig anlagt uden hegn, hvorfor det ikke er muligt at opsætte granulatsikring mod spredning af infill. Dette har medført klager ved den nuværende bane. Børne- og ungdomsforvaltningen bakker op om valget af en non-infill bane.

Fodboldbaner og Idrætsmilliarden

Der blev med Budget 2022 i forbindelse med stillingtagen til Idrætsmilliarden bevilliget midler til at konvertere en græsbane i henholdsvis Emdrup Idrætsanlæg (Bispebjerg), Kløvermarkens Idrætsanlæg (Amager Øst) Lersøparken (Bispebjerg) samt en screeningsbevilling til Hekla Park. Emdrup og Kløvermarken forløber planmæssigt og forventes realiseret i 2023.  Screeningen af Hekla Park i forhold til en ekstra kunstgræsbane er ukompliceret og behøver derfor ikke afvente screeningen i øvrigt. Det undersøges om beslutning om banen kan fremlægges allerede til Budget 2023 fremfor at afvente planlægning af støttefaciliteter i øvrigt.

Derudover foreslås følgende nye fodboldbaner eller konverteringer fra græs til kunstgræs at indgå i planen for Idrætsmilliarden, som skal besluttes selvstændigt:

  • Naturpark Nordhavn (3-6 baner, heraf eventuelt en af kunstgræs)
  • Udviklingsplan for Sundby Idrætspark (konvertering af op til 2 græsbaner til kunstgræs)
  • Udviklingsplan for Valby Idrætspark (konvertering af op til 4 græsbaner til kunstgræs)
  • Enghave Brygge (antal, størrelse samt tidsplan afklares ifm. planlægning af parken)

Lersøparken

I marts 2022 gav Fredningsnævnet afslag på ansøgning om dispensation til anlæg af en kunstgræsbane i Lersøparken. Teknik- og Miljøforvaltningen annullerer dermed projektet i forbindelse med et møde i Teknik- og Miljøudvalget den 20. juni 2022 forud for forhandlingerne om Budget 2023. Det betyder, at 10 mio. kr. i anlæg (1 mio. i 2022, 1 mio. i 2023, 2,5 mio. i 2024 og 5,5 mio. kr. i 2025) samt 557.000 på service fra 2025 føres tilbage til kassen.

Kultur- og Fritidsforvaltningen konstaterer, at der er meget få muligheder for at konvertere eksisterende græsbaner til kunstgræsbaner i Bispebjerg. Der er således kun 11v11 græsbaner tilbage i Utterslev Mose og i Lundehusparken. Utterslev Mose vurderes som urealistisk i forhold til fredningen af området. Lundehusparken vil forsinke og fordyre det allerede projekterede og godkendte skybrudsprojekt.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget godkender den nye rækkefølgeplan, vil de enkelte baner indgå i budgetforhandlingerne i de relevante år.

 

Søren Tegen Pedersen /

  Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 21. juni 2022:

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte forslag til ny rækkefølgeplan.

Udvalget besluttede at arbejde videre med mulige placeringer på Østerbro.

Plan- og tilskudschef, Mads Kamp Hansen, og Leder af Byudvikling, Kim Natour Svendsen, deltog under punktets behandling.

Til top