Mødedato: 21.06.2017, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 86

Status for selvbetjent åbningstid på biblioteker og kulturhuse

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til håndteringen af udfordringer i den selvbetjente åbningstid på biblioteker og i kulturhuse.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget tager forvaltningens håndtering af anbefalinger i evalueringsrapporten om selvbetjent åbningstid på biblioteker og kulturhuse til efterretning.

  2. at Kultur- og Fritidsudvalget henviser finansiering til fælles service- og vagtrundering, som en del af en samlet løsning, hvor også idrætsområdet kan indgå, til budgetforhandlingerne for 2018. 

 

Problemstilling

På baggrund af Kultur- og Fritidsudvalgets drøftelser og tilkendegivelser ved mødet den 3. november 2016 om Evalueringsrapporten vedrørende selvbetjent åbningstid på biblioteker og kulturhuse, vender Kultur- og Fritidsforvaltningen tilbage med opfølgning på rapportens anbefalinger i forhold til selvbetjent åbningstid på biblioteker og kulturhuse.

Kultur- og Fritidsudvalget behandlede den 11. maj 2017 en indstilling vedrørende selvbetjent åbningstid på idrætsområdet.

Løsning

Evalueringen af den selvbetjente åbningstid viste, at det er et særdeles populært tilbud hos borgerne. Åbningstiderne på biblioteker og kulturhuse er udvidet betragteligt fra en gennemsnitlig ugentlig åbningstid på 35-40 timer til ca. 100 timer med 8-22 tilbuddet. Den selvbetjente åbningstid fungerer uden eller med meget få problemer rigtig mange steder, og tilbuddet har fået københavnerne til at benytte bibliotekerne mere. Københavns Biblioteker havde således ca. 5 mio. besøg sidste år.

På trods af de udfordringer, som evalueringsrapporten også viser, er der ikke ønske om at reducere permanent i åbningstiden.

Håndtering af anbefalinger

Evalueringsrapporten anbefaler en række tiltag for at forbedre brugeroplevelsen, tiltag som Kultur- og Fritidsforvaltningen er i færd med at implementere. Det sker bl.a. gennem tydeligere skiltning og kommunikation til borgerne om, hvornår der er betjening. Desuden bliver der arbejdet med forbedring af selvbetjeningsløsningerne og indretningen for bedre at understøtte den selvbetjente åbningstid.

Rapporten peger også på, at der er udfordringer med uhensigtsmæssig adfærd på biblioteker og kulturhuse fra hjemløse og/eller andre grupper på flere biblioteker. En arbejdsgruppe med ledelsesrepræsentanter for de biblioteker, som er særlig berørt af problemerne, er derfor nedsat med henblik på at finde løsninger, som kan afhjælpe problemerne. Arbejdsgruppen har bl.a. lavet en fælles husorden, som skal hænge synligt på alle biblioteker, og det undersøges, om der kan udbydes kompetenceudvikling og konflikthåndtering målrettet de brugergrupper, der benytter bibliotekerne uhensigtsmæssigt.

Forvaltningens håndtering af anbefalingerne i evalueringsrapporten er nærmere beskrevet i bilag 1.

Ønske om fælles service- og vagtrundering

I arbejdet med anbefalingerne fra evalueringsrapporten er der foretaget en yderligere afdækning af problemerne i den selvbetjente åbningstid, og det viser sig, at tilbuddet er mere omkostningskrævende end først antaget. Ud over de indlysende udgifter til el og vand er der udgifter forbundet med uhensigtsmæssig brug af lokalerne. Der er behov for ekstra oprydning og påpladssætning af biblioteksmaterialer og for ekstra rengøring. Desuden opleves hurtigere nedslidning af møbler bl.a. på grund af hærværk.

Årsagerne til problemerne er forskellige, idet det nogle steder er unge, der benytter biblioteket som et værested uden tilstedeværelse af ansvarlige voksne og dermed som et velegnet sted til eksperimenter med alkohol mv. Andre steder er det hjemløse, som tager ophold. Disse udfordringer eksisterer også i den bemandende åbningstid, men tingene eskalerer, når der ikke er personale til at skride ind, især i ydertimerne.

Problemerne har medført, at den selvbetjente åbningstid pt. er blevet indskrænket på udvalgte steder, og der er blevet behov for mere service- og vagtrundering, som er en økonomisk udfordring for det enkelte sted. En permanent reduktion af åbningstiden på de berørte steder er ikke taget i anvendelse, da man ønsker at bevare tilbuddet til de borgere, der efterspørger muligheden for at benytte det lokale bibliotek om aftenen. I øvrigt vil det gå imod bestræbelserne på at gøre alle dele af København til attraktive områder.

Evalueringsrapporten anbefaler også at bibliotekerne arbejder på at tiltrække flere brugere i ydertimerne for at øge den sociale kontrol. Succes med dette tiltag er imidlertid afhængig af, at borgerne oplever, at rammerne på bibliotekerne er trygge, så man har lyst til at opholde sig der i længere tid.

Derfor har Kultur- og Fritidsforvaltningen også fokus på, at der er behov for midler til modernisering med udgangspunkt i tryghed og overskuelighed på bibliotekerne. Blandt andet ved hjælp af investering i lave reoler, flere overvågningskameraer, spejle samt funktionelt og slidstærkt møblement.

Der er foretaget en rundspørge i Tværgående MED-udvalg om bibliotekspakken, og indhentet oplysninger hos institutionslederne om problemernes omfang og karakter. Den samlede vurdering er, at en fælles fleksibel service- og vagtordning, som runderer blandt institutionerne og kan tilkaldes, vil kunne bidrage til at afhjælpe en del af problemerne, mens der arbejdes med mere langsigtede tryghedsskabende indsatser. Derfor foreslås det, at der afsættes midler på budget 2018 til dette formål.

Økonomi
En ordning baseret alene på vagtrundering via Rådhusvagten på de biblioteker og kulturhuse, som oplever problemerne med uro og uhensigtsmæssig adfærd, koster ca. 1,4 mio. kr. pr år. (2017 P/L). Det præcise beløb på en samlet service- og vagtrundering, der også omfatter idrætsområdet, vil blive beregnet med henblik på et efterfølgende budgetnotat.

Videre proces
Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget godkender indstillingen, fortsætter forvaltningen arbejdet med de beskrevne indsatser på biblioteker og kulturhuse med henblik på at løse udfordringerne i den selvbetjente åbningstid.

 

Mette Touborg

                                            /Jakob Heide Petersen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 21. juni 2017:

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen, idet udvalget anmodede om et fælles budgetnotat, der håndterer udfordringerne med selvbetjent åbningstid i samtlige institutioner, d.v.s. biblioteker, kulturhuse og idrætsanlæg.

Kultur- og Fritidsforvaltningen blev opfordret til at tage kontakt til f.eks. foreninger/aftenskoler med henblik på at undersøge om disse aktørers tilstedeværelse i den selvbetjente åbningstid vil kunne bidrage til at reducere udfordringerne.

Til top