Mødedato: 21.06.2017, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 86

Ansøgning om tilskud til udvidelse og opkvalificering af kontorfællesskabet RumOs

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til en ansøgning om støtte til udvidelse og opkvalificering af kontorfællesskabet RumOs.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på ansøgningen om 131.350 kr. til udvidelse og opkvalificering af kontorfællesskabet RumOs, da der ikke er afsat midler til formålet på Budget 2017.

 

Problemstilling

Kontorfællesskabet RumOs søger Kultur- og Fritidsudvalget om et tilskud på 131.350 kr. til udvidelse og opkvalificering af kontorfællesskabet RumOs (Bilag 1 og 2).

Der er ikke afsat midler til formålet på Budget 2017.

 

Løsning

RumOs er et kontorfællesskab for studerende og arbejdsløse akademikere drevet som en non-profit forening. Foreningens vision er at skabe mere inspirerende rum til faglig fordybelse, netværks skabelse samt til øget produktivitet i studietiden og i jobsøgningen. Ambitionerne for ansøgers side er desuden at skabe rum for sparring på tværs af fagligheder.

Ansøger ønsker med denne ansøgning at søge midler til en opgradering og udvidelse af RumOs, som har til huse på Glentevej 70 a i København NV.  

Foreningen har eksisteret siden 2014, hvor de, med økonomisk støtte fra Kultur- og Fritidsudvalget, åbnede dørerne for første gang. Støtten fra Kultur- og Fritidsudvalget på 100.000 kr. blev givet til etablering af det kreative kollektiv RumOs. Konceptet har sidenhen ændret sig fra at være et kreativt projektværksted for en bred vifte af uetablerede kunstnere, til et kontorfællesskab for studerende og arbejdsløse. De uetablerede kunstnere benytter i dag primært faciliteterne til afholdelse af workshops og events.

Ifølge ansøger betyder den almennyttige driftsform, at RumOs kan tilbyde kontorpladser, som er til at betale, når man er på dagpenge eller SU (850 kr. pr. måned). Herudover lejer en del studerende sig ind på dagsbasis for 40 kr. pr. dag.

RumOs oplyser, at der er en stigende efterspørgsel på billige arbejdsfaciliteter og mødesteder fra specialstuderende fra hhv. RUC, KU, KUA, DTU, CBS, ITU m.fl.

Hvert år siden åbningen er RumOs blevet udvidet med hjælp fra bl.a. lokale puljer. I 2014 havde RumOs plads til 25 medlemmer, og i dag er der 100 studerende tilknyttet. Efterspørgslen på læsepladser er, ifølge ansøger, støt stigende, og i sidste semester har de måtte afvise over 100 studerende på grund af pladsmangel. For at kunne imødekomme den stigende efterspørgsel, overtog RumOs den 1. januar 2017 et ekstra lokale på Glentevej 70. Projektet blev støttet af Bispebjerg Lokaludvalg og Områdefornyelsen Fuglekvarteret til indretning af det nye lokale, som udover at fungere som kontor, kan udlejes til arrangementer. RumOs har selv opsparet 50.000 kr. til betaling af depositum og andre udgifter på det ekstra lejemål.

RumOs har planer om udvide igen til august, så de kan rumme 150 medlemmer. For at udvide med yderligere 50 pladser er der, ifølge ansøger, brug for et ekstra toilet. Herudover mangler der finansiering til indkøb af borde, da de eksisterende som består af bukke og krydsfinerplader, ifølge ansøger, giver de studerende ondt i ryggen.

 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

 

Videre proces

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget vælger at afsætte midler til ansøgningen, vil forvaltningen, i dialog med ansøger, udarbejde en tilskudsaftale, som indeholder målbare succeskriterier og forudsætninger for tilskuddet.

Mette Touborg

                                                    /Merete Evers Dewilde

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 21. juni 2017:

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede at bevilge et tilskud på op til 100.000 kr. målrettet læsepladser/studiepladser; kassemæssig dækning anvises på konto 3.35.64.1.

 

Til top