Ansøgning: støtte til KUNST I TIDE - en kunstudstilling i Rådhustårnet under Copenhagen Ultracontemporary Biennale (CUB)
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på ansøgningen om støtte på 383.600 kr., da der ikke er afsat midler til formålet i budget 2017.
Problemstilling
Kunstner Thierry Geoffroy og kurator Tijana Miskovic søger om støtte til at realisere en kunstudstilling i Rådhustårnets fire niveauer, som skal finde sted under Copenhagen Ultracontemporary Biennale, der afholdes fra den 18. september til den 1. oktober 2017.
Der er ikke afsat midler til formålet i budget 2017.
På mødet den 11. maj 2017 besluttede Kultur- og Fritidsudvalget at udsætte sagen med henblik på yderligere undersøgelser, herunder en dialog med ansøger.
Løsning
Udstillingen er en del af Copenhagen Ultracontemporary Biennale, der vil finde sted hvert andet år. Ansøger ønsker således at afholde et lignende arrangement i 2019 i samarbejde med Historie og Kunst.
Kultur-og Fritidsforvaltningen har været i dialog med ansøger og med Historie og Kunst. Ansøger har revideret deres ansøgning på baggrund af denne dialog og efter samtale med Historie og Kunst.
Ansøger oplyser nu, at der kan være to daglige omvisninger i Rådhustårnet, der var kun en i den tidligere ansøgning, ligesom ansøger oplyser, at udstillingen i 2019 vil blive udarbejdet i en fælles strategi med Historie og Kunst.
Den aktuelle udstilling vil bestå af 20-25 værker skabt af danske, internationale og anerkendte kunstnere. Parallelt med den fysiske udstilling vil værkerne også blive vist på en internetplatform for at nå et større publikum.
Ifølge ansøger omhandler udstillingen samfundet og tiden, vi lever i, og viser hvordan billedkunstnerne gennem deres værker engagerer sig i samtiden.
Værkerne har alle været udstillet tidligere på anerkendte museer og i kunstkontekster internationalt. I forbindelse med den aktuelle udstilling vil arrangørerne vise en serie nyproducerede videoer, der beskriver værkernes tilblivelse.
Ifølge arrangørerne fungerer Rådhustårnet perfekt til denne udstilling, da det arkitektonisk set er et stærkt symbol på København og samtidig viser uret tiden, der er temaet for selve udstillingen.
Udstillingen vil vare 12 dage og vil kunne ses af 49 personer pr. omvisning, i alt 1372 personer.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Såfremt ansøgningen imødekommes, vil forvaltningen i dialog med ansøger, udarbejde en tilskudsaftale, som indeholder forudsætninger for tilskuddet og målbare succeskriterier.
Mette Touborg
/Merete Evers Dewilde
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 21. juni 2017:
Kultur- og Fritidsudvalget godkendte fovaltningens indstilling om afslag.
Kultur- og Fritidsudvalget anmodede Kultur- og Fritidsforvaltningen om at arbejde videre med at aktivere Rådhustårnet til kulturelle aktiviteter.