Mødedato: 21.06.2017, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 86

Helhedsrenovering og modernisering af Svanemøllehallen

Kultur- og Fritidsudvalget skal drøfte forslag til helhedsrenovering og modernisering af Svanemøllehalen i forbindelse med forhandlingerne om Budget 2018.

Indstilling

Kultur og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1.  at Kultur- og Fritidsudvalget drøfter elementerne i en helhedsrenovering og modernisering af Svanemøllehallen med henblik på forhandlingerne om Budget 2018.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen afsatte med Budget 2017 en planlægningsbevilling på 1,0 mio. kr. til idéoplæg, byggeprogram og tekniske undersøgelser vedrørende helhedsrenovering af Svanemøllehallen, med henblik på at der blev udarbejdet et forslag til helhedsrenovering og modernisering af Svanemøllehallen, som kunne indgå i forhandlingerne om Budget 2018.

Planlægningsfasen har vist, at en helhedsrenovering og modernisering af Svanemøllehallen skønnes at koste 32,9 mio. kr.

Forslaget fremlægges med henblik på, at Kultur- og Fritidsudvalget drøfter elementer, der indgår i forslaget til helhedsrenovering og modernisering af Svanemøllehallen.

Løsning

I Svanemøllehallen dyrkes mange forskellige idrætsaktiviteter, blandt andet badminton, volleyball, basketball, boksning, håndbold og squash. Hallen har mange daglige brugere, hvilket medfører stort slid på bygninger og anlæg. Der er derfor et stort behov for renovering og genopretning af både indvendige og udvendige bygningsdele og installationer. Københavns Ejendomme og Indkøb sigter efter, at en helhedsrenovering indebærer en koordineret indsats for at løse alle vigtige renoveringsbehov på én gang, så de langsigtede investeringsbehov minimeres, og så brugerne ikke oplever gener fra gentagne renoverings- og genopretningsprojekter. Formålet er at sikre en helhedsorienteret indsats, hvor der opnås størst mulig effektivitet og kvalitet på tværs af følgende seks indsatsområder: Udvendig og indvendig genopretning, modernisering, energirenovering, klimatilpasning, indeklima samt tilgængelighed.

Helhedsrenoveringen af Svanemøllehallen kan i forlængelse af de seks indsatsområder opdeles i tre overordnede tematikker, som gennemgås særskilt med forventet udgiftsniveau nedenfor:

- Genopretning, renovering og indeklima
- Klimatilpasning
- Tilgængelighed og modernisering

Genopretning, renovering og indeklima (8,1 mio. kr.)
Svanemøllehallen har behov for renovering af facader, gavle og støttemure samt genopretning af de eksisterende renovationsforhold. På grund af tidligere oversvømmelser og deraf følgende vandskader, skal gulvet i boksehallen skiftes, og der skal etableres en ny kældertrappe. Desuden har de tekniske VVS- og elinstallationer behov for renovering og udskiftning. Det eksisterende belysningsanlæg er en kombination af forskellige ældre belysningsarmaturer med lysrør og kompaktrør. Udskiftning af eksisterende belysning til ny energivenlig LED-belysning vurderes at være rentabelt, og understøtter samtidig behovet for indeklimaforbedrende tiltag.

Klimatilpasning (8,8 mio. kr.)
Svanemøllehallen er tidligere blevet oversvømmet i forbindelse med kraftig regn og skybrud, og der er behov for skybrudssikring af hallen. Skybrudssikringen indeholder bl.a. omlægning af alt tagvand, kloakrenovering og terrænarbejde. Disse tiltag skal sikre bygningen mod tilbagevendende oversvømmelser, hvorved driften optimeres teknisk og økonomisk. Projektet koordineres og forsøges sammentænkt med Teknik- og Miljøforvaltningens byrumsprojekt på nabogrunden Carl Nielsens Allé.

Tilgængelighed og modernisering (16,0 mio. kr.)                                                                              Indgangen til Svanemøllehallen er ikke særlig synlig, og det er svært at finde rundt i hallen. Der er lange afstande mellem funktionerne, f.eks. skal idrætsrekvisitter ofte hentes i et skab meget langt fra idrætsfaciliteten. En adgang til alle rum i hallen fra gaden vil skabe overblik for brugerne og en bedre udnyttelse af de forskellige funktioner i hallen.

For at skabe en mere tilgængelig og brugervenlig hal ændres de nuværende indgangs- og adgangsforhold ved at etablere et strøg gennem bygningen, som går fra den eksisterende hovedindgang mod nord til en nyetableret indgang ved Carl Nielsens Allé mod syd. For at skabe øget tilgængelighed og rum til den nye adgangsvej gennem bygningen, skal de eksisterende omklædningsfaciliteter flyttes til en mindre tilbygning, der etableres mod vest. Fra strøget vil der gennem en glasvæg fra gulv til loft være indkig til hallens liv og aktiviteter. De forbedrede gennemgangsforhold vil gavne udnyttelsen af de forskellige funktioner og skabe overblik, fællesskab og synergi mellem forskellige sportsgrene. Ikke mindst vil det binde byliv og idrætsliv bedre sammen, at åbne hallen mod omgivelserne og gøre den mere synlig og indbydende. Herved skabes samtidigt øget brugsværdi og tryghed for brugerne.

Økonomi

 Ved en helhedsrenovering og modernisering af Svanemøllehallen vil selve byggeperioden strække sig over ni måneder, hvor det vil være nødvendigt at lukke anlægget. I den periode vil Kultur- og Fritidsforvaltningen i videst muligt omfang forsøge at anvise andre lokaler til de berørte brugere. Lukkeperioden vil desuden medføre et indtægtstab for institutionen svarende til 4,0 mio. kr. Hvis det besluttes, at forslaget henvises til forhandlingerne om Budget 2018, vil økonomien omkring indtægtstab blive yderligere kvalificeret i et budgetnotat.

For at kunne etablere et strøg gennem Svanemøllehallen, som beskrevet ovenfor, skal de eksisterende omklædningsfaciliteter flyttes til to mindre tilbygninger på 2 x 45 m2, der etableres mod vest. Det vil betyde merudgifter i leje til Københavns Ejendomme og Indkøb samt øgede driftsudgifter.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Eventuelle bemærkninger fra Kultur- og Fritidsudvalget videregives til Københavns Ejendomme og Indkøb, med henblik på at bemærkningerne medtages, i det budgetnotat Københavns Ejendomme og Indkøb udarbejder til forhandlingerne om Budget 2018.

 

Mette Touborg

                                            /Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 21. juni 2017:

Kultur- og Fritidsudvalget drøftede sagen og tilkendegav, at udvalget bakker op om temaerne genopretning, renovering og indeklima (8,1 mio. kr.) og klimatilpasning (8,8 mio. kr.).

 

Til top