Medlemsforslag om at sikre offentlig adgang til hele Badeanstalten Helgoland i sommerperioden
Indstilling
Michael Gatten og Andreas Pourkamali (Radikale Venstre) har anmodet om, at følgende medlemsforslag optages på dagsordenen for Kultur- og Fritidsudvalgets møde onsdag den 21. juni 2017:
Det foreslås,
-
at Kultur- og Fritidsudvalget pålægger Kultur- og Fritidsforvaltningen at justere den indgåede aftale med foreningen Det Kolde Gys om Badeanstalten Helgoland med henblik på, at hele Badeanstalten Helgoland åbnes for offentligheden senest med udgangen af juni 2017 og er offentligt tilgængelig i sommersæsonerne fremover.
Motivering
Kultur- og Fritidsforvaltningen og vinterbaderforeningen Det Kolde Gys har indgået en driftsaftale for Badeanstalten Helgoland, som giver foreningen en større råderet over anlægget, end det tidligere var tilfældet. Resultatet er, at hvis man ønsker adgang til de kønsopdelte dele af anlægget, kræver det medlemskab af foreningen. Radikale Venstre ønsker at få denne aftale ændret, så der igen bliver offentlig adgang til hele Helgoland – også de kønsopdelte faciliteter – i sommersæsonen.
Kultur- og Fritidsforvaltningen har den 6. juni oplyst, at forvaltningen ”har modtaget en del henvendelser om offentlighedens adgang til den kønsopdelte afdeling af badeanstalten. Mange udtrykker ærgrelse over, at der ikke længere er mulighed for at nøgenbade i København, uden at tegne et medlemskab af Det Kolde Gys”. På denne baggrund har forvaltningen kontaktet foreningen for at drøfte muligheden for et ”sommermedlemskab”, klippekortsordning eller lignende. Radikale Venstre finder en sådan løsning utilstrækkelig, da den stadig kræver medlemskab af en privat forening for at få adgang til et kommunalt anlæg. Da vinterbadning kræver introduktion til sikkerhed mv. er der grund til, at adgang til vinterbadningsfaciliteterne kræver medlemskab, men der er ikke den samme begrundelse for adgangen til anlægget udenfor vinterbadningssæsonen.
Det bør generelt være sådan, at alle københavnere og gæster har adgang til kommunale anlæg. Det skal ikke være eksklusivt for dem, der kan og vil betale for et medlemskab af en privat forening. På den baggrund foreslår vi, at forvaltningen pålægges at justere aftalen, så Helgoland igen bliver offentligt tilgængeligt allerede i denne sommersæson, og at hele badeanlægget fremover vil være åbent i sommersæsonerne. Kultur- og Fritidsforvaltningen har oplyst, at denne ændring vil være udgiftsneutral.
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 21. juni 2017:
Kirsten Monrad Jensen og Thomas Frisendal fra ”Det Kolde Gys” havde inden behandlingen af punktet foretræde for udvalget om sagen:
Kultur- og Fritidsforvaltningen oplyste og Kultur- og Fritidsudvalget forudsætter, at foreningen vender tilbage til de åbningstider, der var gældende i 2016. Dette betyder at de kønsopdelte afdelinger er åben for offentligheden fra Skt. Hans til 1. september mellem kl. 10 og 18 i lighed med tidligere år. Herudover er der offentlig adgang til fællesafdelingen i perioden 1. maj til 30. september, hvor der er åbent hele døgnet.
Dermed betragter Kultur- og Fritidsudvalget medlemsforslaget som godkendt.
Kultur- og Fritidsudvalget anerkender de strukturelle og pladsmæssige problemer som successen har skabt for foreningen Det Kolde Gys. På denne baggrund anmoder Kultur- og Fritidsudvalget forvaltningen om at vende tilbage til udvalget med en indstilling om hvordan udfordringerne kan håndteres.