Ansøgning om tilskud til afvikling af VM i Herrehåndbold 2019
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget henviser ansøgningen fra Dansk Håndbold Forbund om tilskud til afvikling af kampe under VM i Herrehåndbold 2019 i Royal Arena til forhandlingerne om Budget 2018.
Problemstilling
Dansk Håndbold Forbund (DHF) har ansøgt Københavns Kommune og Region Hovedstaden om et samlet tilskud på i alt 8,5 mio. kr. i 2019 til afholdelse af Verdensmesterskaberne i Herrehåndbold 11. – 27. januar 2019 (VM 2019). VM 2019 deles med Tyskland, og de danske kampe planlægges afviklet i henholdsvis Herning og København.
DHFs ansøgning (bilag 1) blev politisk behandlet i forbindelse med Overførselssagen 2016-2017. I aftaleteksten er angivet, at parterne er enige om, at Københavns Kommune skal indgå en forpligtende aftale med DHF om tilskud til udgifterne i forbindelse med afholdelse af en del af VM kampene i København, og at parterne ligeledes er enige om, at der afsættes midler til formålet i forbindelse med forhandlingerne om Budget 2018.
Løsning
DHF er af International Handball Federation (IHF) blevet tildelt værtskabet for VM i herrehåndbold i 2019. VM 2019 er delt mellem Danmark og Tyskland. I alt 24 nationer deltager i turneringen, som afvikles med 50 kampe på dansk grund og 38 kampe i Tyskland. Herning er bekræftet værtsby for 28 kampe, heraf alle kampe med dansk deltagelse - med eventuel undtagelse af turneringens åbningskamp, som foreslås afviklet i Royal Arena. Bronzefinalen og finalen afvikles ligeledes i Herning. Semifinalerne afvikles i Tyskland.
De resterende 22 kampe på dansk grund foreslås fra forbundets side afviklet i Royal Arena. DHF oplæg er, at Royal Arena bl.a. lægger bane til afvikling af ”Presidents Cup” (placeringskampe for nummer 13-24) ligesom forbundet oplyser, at det vil arbejde på at få Sverige placeret i gruppen, der spiller alle kampe i Royal Arena i indledende runde. Den endelige spilleplan afventer endelig beslutning i IHF samt kvalifikation.
DHF ønsker at gennemføre en del af VM-turneringen i Royal Arena med henvisning til, at Royal Arena er en oplagt venue for håndbolden øst for Storebælt og for at kunne udnytte den oplagte synergi mellem VM-turneringen og projektet ”Håndbolden tilbage til København”, som er støttet af bl.a. Kultur- og Fritidsudvalget. Hvis der skal afvikles kampe i Royal Arena, ønsker DHF at indgå et samarbejde med bl.a. Københavns Kommune om side-events i skøjtehallen ved Royal Arena, som planlægges omskabt til et ”håndboldens eksperimentarium” med aktiviteter, konkurrencer og fri leg for alle aldre. Budget for sideevents er indeholdt i det ansøgte tilskud fra DHF.
Et økonomisk tilskud fra Københavns Kommune og Region Hovedstaden er angivet som en forudsætning for, at en andel af kampene under VM 2019 kan opleves i Royal Arena København.
Eventbudget
Det samlede eventbudget er på 43,6 mio. kr. hvoraf Københavns Kommune og Region Hovedstaden tilsammen ansøges om et tilskud på i alt 8,5 mio. kr. Herning Kommune er ansøgt om 9 mio. kr. mens Sport Event Denmark ansøges om 2 mio. kr. til særlige indsatsområder, herunder international markedsføring og udvikling af publikumsoplevelsen.
- Det samlede ansøgte tilskud på 8,5 mio. kr. inkluderer 1000 billetter pr. kampdag – Danmarks åbningskamp undtaget – til aktivering af børn og unge i Københavns Kommune og de øvrige kommuner i Region Hovedstaden. Aktiveringen skal ske i et samarbejde mellem DHF, Københavns Kommune, Region Hovedstaden og Projektet ”Håndbolden tilbage til København”. Billetterne er angivet til at have en samlet værdi af 1 mio. kr.
- Det resterende tilskudsbeløb på 7,5 mio. kr. er angivet til at skulle dække omkostninger til facilitetsleje inklusiv mobiltribune, jumbotron, opsætning samt udgifter til aktiviteter i den nærliggende Ørestad skøjtehal.
Forvaltningen gør opmærksom på, at det ansøgte tilskudsbeløb, efter dialog med Københavns Kommune, er reduceret i forhold til den oprindelige ansøgning, som er vedlagt i bilag 1.
Region Hovedstaden har overfor Kultur- og Fritidsforvaltningen bekræftet, at ansøgningen fra DHF er forelagt Regionsrådet med indstilling om bevilling af en underskudsgaranti. Forventningen er, at ansøgningen vil blive behandlet til september 2017 i forbindelse med Regionsrådets forhandlinger om det kommende års budget. Sport Event Denmark har endnu ikke behandlet en ansøgning fra DHF, men forholder sig umiddelbart positivt til eventen.
DHFs budget for VM 2019 viser et forventet overskud - indberegnet de ansøgte, offentlige tilskud fra Københavns Kommune og Region Hovedstaden - på ca. 30 mio. kr. Overskuddet vil ifølge DHF blive hensat til udvikling af håndboldsporten på nationalt plan - med særligt fokus på rekruttering og aktivering af børn og unge.
Af forvaltningens eventvurdering af VM 2019 ( bilag 2) fremgår, at andelen af borgere, som dyrker håndbold er langt mindre i hovedstaden sammenlignet med øvrige landsdele. København har ca. 2.900 aktive spillere fordelt på 35 foreninger mod 105.000 spillere på landsplan, fordelt på ca. 825 klubber. Det kan derfor med rimelighed forventes, at DHFs forventede overskud efter VM 2019 til brug for udvikling af breddesporten primært vil tilfalde DHFs klubber udenfor København.
Turismeomsætning
Baseret på eventanalyser fra de tidligere afholdte mesterskaber i Danmark forventer DHF en samlet turismeomsætning på mere end 100 millioner kr. på landsplan. Afvikles en andel af kampene i Royal Arena estimerer Wonderful Copenhagen, at VM 2019 vil kunne generere en turismeomsætning i hovedstaden på ca. 21 mio. kr.
DHF har solid dokumenteret erfaring i afvikling af internationale mesterskaber og har indenfor de sidste 3 år organiseret to store, internationale mesterskaber; Herre EM i 2014 og Dame VM i 2015. Der vurderes ikke at være væsentlige risici forbundet med at indgå et samarbejde med DHF om afvikling af VM 2019 i Royal Arena.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Hvis Kultur- og Fritidsudvalget godkender indstillingen, udarbejder forvaltningen et budgetnotat til forhandlingerne om Budget 2018.
Mette Touborg
/Mads Kamp Hansen
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 21. juni 2017:
Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen.