Ungdommens Demokratihus
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget henviser en planlægningsbevilling og spørgsmålet om reservationsleje til Ungdommens Demokratihus til forhandlingerne om Budget 2018.
Problemstilling
I forbindelse med Budget 2017 var parterne bag aftalen enige om at bede Kultur- og Fritidsforvaltningen og Økonomiforvaltningen om at undersøge mulighederne for lokalisering til et Ungdommens Demokratihus. Kultur- og Fritidsudvalget har senest drøftet sagen på sit møde den 26. januar 2017.
Løsning
Formålet med projektet Ungdommens Demokratihus er at skabe et hus, der kan danne rammerne for, at de politiske ungdomsforeninger kan skabe debat om væsentlige kommunalpolitiske emner og i denne forbindelse åbne op for en ny politisk debatkultur. Samtidig er det ønsket, at Ungdommens Demokratihus skal invitere unge københavnere til at deltage i det politiske foreningsliv, hvilket skal styrke medborgerskab, demokratisk dannelse og bidrage til at øge valgdeltagelsen blandt unge københavnere til kommunalvalg.
Placering af Ungdommens Demokratihus
Kultur- og Fritidsforvaltningen har i samarbejde med Økonomiforvaltningen undersøgt mulige placeringer af Ungdommens Demokratihus, som har været diskuteret med styregruppen for Ungdommens Demokratihus. Det er forvaltningens samlede vurdering, at Slagtehusgade 6, som omfatter 585 m², i Kødbyen vil være den optimale placering. I den forbindelse har forvaltningen lagt vægt på, at der er tale om en central placering, der tilgodeser projektets ønske om størst mulig nærhed både i forhold til den målgruppe, projektet ønsker at ramme, og i forhold til de eksisterende ungdomspolitiske foreninger. Hvis der skal afvikles større debatarrangementer, som ikke kan rummes i lokalerne i Kødbyen, kan forvaltningen anvise andre lokaler i området, som kan bookes til formålet.
Driftsmodel
Kultur- og Fritidsforvaltningen har udarbejdet en driftsmodel, hvor lokalerne i dagtimerne kan anvendes til flere formål såsom voksenundervisning og indtægtsgivende aktiviteter, mens de ungdomspolitiske foreninger er de primære brugere af lokalerne fra kl. 15.30. Lokalerne skal være åbne for alle ungdomspolitiske foreninger.
Driftsmodellen muliggør, at der kan skabes synergi mellem Ungdommens Demokratihus og DIT:KBH, herunder Kraftwerket, hvilket kan åbne for samskabelse, dialog og udvikling på tværs af brugere, målgrupper og andre relevante aktører. På denne måde kan driftsmodellen være med til understøtte formålet med Ungdommens Demokratihus.
Økonomi
Planlægningsfasen er anslået til 0,5 mio. kr. Hvis der i forbindelse med Budget 2018 afsættes en planlægningsbevilling, skal der i denne forbindelse også afsættes reservationsleje fra tidspunktet for vedtagelsen af budgettet til og med, planlægningsfasen er gennemført. Planlægningsfasen forventes gennemført i starten af 2018.
Ved etablering af et Ungdommens Demokratihus lejer Kultur- og Fritidsforvaltningen lokalerne i Kødbyen af KEID, som oplyser, at den årlige leje inkl. forbrug er 511.573 kr. (2017-niveau).
Slagtehusgade 6 i Kødbyen skal myndighedsgodkendes til den nye anvendelse, og lokalerne skal istandsættes og indrettes til det/de nye formål.
De af forvaltningen udarbejde driftsmodeller opererer med årlige driftsudgifter på ca. 2 mio. kr.
Afhængig af planlægningsfasen kan finansiering af etablering og drift af et Ungdommens Demokratihus eventuelt indgå i overførselssagen.
Anlægsudgiften (istandsættelse og indretning) er anslået til mindst 5 mio. kr. Anlægs- og projektøkonomien er vurderet af Kultur- og Fritidsforvaltningen. Hvis Kultur- og Fritidsudvalget beslutter at henvise sagen til forhandlingerne om Budget 2018, vil økonomien og tidsplanen blive kvalificeret yderligere i et budgetnotat.
Fondsfinansiering
Forvaltningen har været i dialog med DUF (Dansk Ungdoms Fællesråd) i forhold til en afklaring af mulighederne for fondsfinansiering af et muligt fremtidigt Ungdommens Demokratihus. DUF kan ikke bidrage økonomisk, men er villig til at investere medarbejderressourcer i at gøre Ungdommens Demokratihus til en realitet ved at understøtte arbejdet med at søge midler gennem fonde. Forvaltningen vil på den baggrund, i samarbejde med DUF og de ungdomspolitiske foreninger, afsøge mulighederne for fondsfinansiering af Ungdommens Demokratihus eller dele heraf.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Hvis udvalget godkender indstillingen, udarbejder forvaltningen et budgetnotat til forhandlingerne om Budget 2018.
Mette Touborg
/Mads Kamp Hansen
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 21. juni 2017:
Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen.