Scenarier for udvikling af Valby Bibliotek (efter høring i Valby Lokaludvalg)
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til scenarier for udviklingen af Valby Bibliotek med henblik på forhandlingerne om Budget 2018.
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
-
at Kultur- og Fritidsudvalget henviser ét eller flere scenarier for udviklingen af Valby Bibliotek til forhandlingerne om Budget 2018.
Problemstilling
Med Budget 2017 blev der afsat 650 t.kr. til screening af muligheder for udviklingen af Valby Bibliotek. Resultatet af screeningen er 6 scenarier (bilag 1).
Kultur- og Fritidsudvalget godkendte den 20. april 2017, at scenarier for udvikling af Valby Bibliotek blev sendt i høring i Valby Lokaludvalg. Høringssvaret er vedlagt (bilag 2).
Løsning
De 6 scenarier fra screeningen angiver henholdsvis 4 løsninger for biblioteket på Toftegårds Plads og 2 løsninger for biblioteket i Annexstræde.
Hvis der skal arbejdes videre med et af scenarierne, skal der i første omgang afsættes en planlægningsbevilling i størrelsesordenen 1 mio. kr.
Scenarier på Toftegårds Plads:
-
Scenarie 1A. 21-24 mio. kr.
Valby Bibliotek flyttes til Toftegårds Plads, placeret i Valby Kulturhus
-
Scenarie 1B. 36-40 mio. kr.
Bibliotek i en tilbygning på 850 m2 til kulturhuset.
-
Scenarie 1C. 44-48 mio. kr.
Bibliotek i selvstændigt nybyggeri på 1.250 m2 på Toftegårds Plads.
-
Scenarie 1D. 33-39 mio. kr.
Bibliotek delvist i en ny tilbygning på 500 m2 og delvist i den eksisterende teatersal.
Økonomien i Toftegårds Plads-scenarierne
Alle priser er inklusiv genopretning til nutidig standard af eksisterende byggeri, flytteomkostninger, midlertidige foranstaltninger, inventar og oprensning af forurenet jord.
I scenarie 1A er ombygning af relevante lokaler i Valby Idrætspark indregnet i den samlede sum.
Der er ikke indregnet eventuelle salgsindtægter fra Annexstræde. Den offentlige vurdering af bygningerne er 8,7 mio. kr.
Scenarier på Annexstræde:
-
Scenarie 2A. 36-40 mio. kr.
Bibliotek i to eksisterende bygninger samt 900 m2 nybyggeri. Rytterskolen bevares.
-
Scenarie 2B. 15-18 mio. kr.
Bibliotek i eksisterende bygninger, kælder inddrages og ny indgang. Rytterskolen bevares.
Økonomien i Annexstræde-scenarierne
Alle priser er inklusive genopretning til nutidig standard og midlertidige foranstaltninger i forbindelse med ombygning.
Valby Lokaludvalgs anbefaling
Valby Lokaludvalgs høringssvar baserer sig bl.a. på arrangementer og møder i lokalområdet. Valby Lokaludvalg anbefaler scenarie 1C med en fritliggende bygning på Toftegårds Plads.
Dette begrundes bl.a. med, at løsningen:
-
vil skabe synligt liv og tiltrække mange brugere
-
vil afskærme fra trafik og give pladsen indtryk af et byrum
-
kan kickstarte udviklingen af hele Toftegårds Plads.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Hvis indstillingen godkendes, vil det eller de valgte forslag indgå i forhandlingerne om Budget 2018 med en planlægningsbevilling.
Mette Touborg
/ Mads Kamp Hansen
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 21. juni 2017:
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede at henvise scenarie 1C til forhandlingerne om Budget 2018.