Ansøgning fra Pumpehuset om driftstilskud i perioden 2013-2016
Indstilling og beslutning
1. at Kultur- og Fritidsudvalget drøfter Pumpehusets ansøgning om driftstilskud i perioden 2013-2016,
2. at Kultur- og Fritidsudvalget lader Pumpehusets ansøgning om driftstilskud i perioden 2013-2016 indgå i forhondlingerne om Budget 2013.
Problemstilling
Kultur- og Fritidudvalget besluttede den 20. januar 2011 at bevilge Pumpehuset et tilskud på 1,23 mio. kr. årligt i 2011 og 2012 til kulturaktiviteter. Efter en omfattende ombygning af scene- og publikumsfaciliter åbende Pumpehuset i september 2011. Programmet omfatter rytmiske koncerter fra ind- og udland, scenekunst, børnekulturarrangementer m.m. Pumpehusets tilskud ophører ved udgangen af 2012.
Nordisk Film Biografer, som er medansvarlig for driften af Pumpehuset, har investeret et millionbeløb i ombygning af Pumpehusets fysiske rammer. For at optimere mulighederne for afkast af investeringen godkendte Kultur- og Fritidsudvalget den 5. maj 2011, at bygningen stilles vedlagerfrit til rådighed for Fonden Pumpehuset til kulturelle aktiviteter til og med 2016.
Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget ikke kan afsætte midler til at fortsætte tilskuddet i 2013-2016 må det forventes at Pumpehuset må ændre profil og at kulturudbuddet vil få et mere kommercielt sigte, end det er tilfældet i indeværende aftaleperiode 2011-2012.
Løsning
Evaluering 2011-2012
Der er i foråret 2012 udarbejdet en evaluering af Pumpehusets målopfyldelse fra maj 2011 - maj 2012 (bilag 3). Evalueringens hovedkonklusioner er opsummeret nedenfor:
Præsentation af musik, scenekunst og børnekultur
- Aftalens målsætning om præsentation af musik og scenekunst i 2011 er opfyldt. Efter åbningen i september 2011 og til årets udgang havde Pumpehuset et højt aktivitetsniveau med god kapacitetsudnyttelse af husets scener. Forventningerne til aktivitetsniveau i 2012 er 150 koncerter og 45 scenekunstopsætninger.
- Aftalens ambitioner på scenekunstområdet og antallet af scenekunstproduktioner i 2012 nedjusteres idet det ikke har vist sig muligt at opnå tilskud fra Statens Scenekunstudvalg og Københavns Scenekunstudvalg til teateropsætninger. Der vil dog fortsat programsættes scenekunst i Pumpehuset.
- Aftalens målsætning om en kontinuerlig arrangementsrække for børne- og ungdomskultur nedjusteres i 2012 med henvisning til bl.a manglende finansieringsmuligheder. Der vil dog fortsat programsættes børnekultur i Pumpehuset.
Bygningsmæssige tiltag
-
Aftalens målsætning om optimering af koncert- og publikumsfaciliteter er opfyldt. Der er foretaget en gennemgribende optimering af øvre scenerum samt etablering af en ny scene i stueetagen. Den todelte scenemodel betyder, at både vækstlaget og det professionelle niveau inden for scenekunst og rytmisk musik kan tilgodeses i langt større udstrækning end tidligere. Derudover er indgangsparti, garderobe, éntre- og barfaciliteter flyttet til en ny tilbygning og optimeret. Der er ligeledes investeret i lyd, lys og energireducerende tiltag.
Økonomi og driftsoptimering
- Pumpehusets årsregnskab 2011 viser et mindre overskud på 75.000 kr.
Forvaltningens vurdering
Det er forvaltningens vurdering, at Pumpehuset er kommet godt fra start og udfylder en væsentlige rolle i det Københavnske kulturliv, særligt i forhold til præsentation af livemusik inden for urbane genrer som hiphop, dubstep, reggae og metal samt i forhold til vækstlagets muligheder for sceneplads. Pumpehusets profil vil i 2012 fortsat have fokus på at nytænke koncert- og publikumsformater og at præsentere livemusik, scenekunst og børnekultur for et bredt publikum.
Det skal bemærkes, at byggeriet af daginstitutioner på Vandværksgrunden vil få indflydelse på opfyldelse af målene for 2012, da byggeriet betyder, at der er perioder, hvor der ikke er sikkerhed for, at der kan afholdes større arrangementer.
Tilskud og perspektiverne for fremtidige kulturaktiviteter i Pumpehuset
På Kultur- og Fritidsudvalgets budget er i 2011 og 2012 afsat 1,22 mio. kr. årligt til kulturaktiviteter i Pumpehuset. Herefter ophører bevilligen. Til orientering modtager Pumpehuset i 2012 tillige honorarstøtte til koncerter fra henholdsvis Københavns Musikudvalg og Statens Kunstråds Musikudvalg.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Carsten Haurum
/Merete Evers Dewilde
Beslutning
Indstillingen blev godkendt.