Mødedato: 21.06.2012, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Orientering om Københavns Museum

Se alle bilag

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage orienteringen fra Københavns Museum til efterretning. Orienteringen omhandler aktuelle problemstillinger, herunder publikum og borgerinddragelse, museets økonomi, Cityringen, magasinsituationen og Christian IVs Bryghus.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

at Kultur- og Fritidsudvalget tager orienteringen fra Københavns Museum til efterretning.

Problemstilling

Københavns Museum er af forvaltningen blevet bedt om kort at orientere Kultur- og Fritidsudvalget om forskellige projekter og initiativer, der vedrører museet.

Direktør Jette Sandahl vil på mødet orientere om publikum og borgerinddragelse, museets økonomi, Cityringen, magasinsituationen og Christian IVs Bryghus.

Løsning

1. Publikum, dialog og borgerinddragelse

Museet får en stadig bredere forankring i København og blandt københavnerne. Museet har gennem de seneste år haft en stor vækst i publikumstallet på Vesterbrogade. Udstillinger som ’At blive københavner’ og senest ’Skrald’ samt outreachprojekter på Nørrebro og i år i Sydhavnen er med til at ændre borgernes billede af museet som en stadig mere relevant og nærværende institution.

VÆGGEN er efter to år på Kongens Nytorv og Rådhuspladsen i april flyttet over kommunegrænsen til Frederiksberg. VÆGGEN har netop modtaget tre internationale priser for innovativ cutting-edge teknologianvendelse i formidling af kulturarven.

I støbeskeen er dels en udstilling af nogle af de interessanteste arkæologiske fund, dels en ny udstilling af museets enestående samling af genstande fra filosoffen Søren Kierkegaard, og endelig et eventuelt samarbejde med Hamburg Museum. De nye projekter er karakteriseret ved borgerinddragende metoder.

 

2. Økonomi og personalereduktioner

Københavns Museum gik ind i 2012 med et budgetunderskud på 2 millioner kr. Dette var hovedsageligt begrundet i, at de store Cityringudgravninger bliver noget mindre omfattende end antaget ud fra forundersøgelserne. Samtidig er der en tendens til faldende tilskud og stigende lønninger.

 

Med henblik på at indhente underskuddet i budgetåret 2012, har museets ledelse i nært samarbejde med museets MED-udvalg foretaget en række justeringer i ressourceanvendelsen. Dette vil bringe museet frem til et balanceret forhold mellem de forventede udgifter og indtægter, som museet – ud fra eksisterende forudsætninger – vil have i 2016, når museet formodes at vende tilbage til et mere normalt omsætningsniveau. 
 

3. Metro Cityringen – arbejdsvilkår og fund fra fortiden

Der foregår løbende meget store ændringer fra Metroselskabets side i metoder og tidsplaner for anlægsarbejderne for de enkelte stationer. Disse ændringer i tidsplanerne omkring de arkæologiske undersøgelser på Gammel Strand er således den udløsende faktor for de skiftende kontraktændringer for et større antal arkæologer. Museet strækker sig meget vidt for at imødegå Metroselskabets ønsker og for ikke at blive anledning til forsinkelser i anlægsarbejdet som helhed. Men ressourceplanlægningen er vanskelig, og vilkårene for de enkelte medarbejde, hvoraf mange er rekruteret internationalt, er presset.

 

På trods heraf er der god stemning omkring Cityring undersøgelserne. Fundmængden og –kvaliteten er løbende en kilde til begejstring og glæde. Det er interessant at se, hvorledes nutidens trafikknudepunkter hvor de nye metrostationer nu anlægges - fx Kongens Nytorv og Rådhuspladsen - fra byens tidligste tid har været centrale pladser. På grund af de særlige jordbundsforhold i København findes organiske materialer som læder og tekstiler bevaret i sjælden god tilstand. Der begynder at tegne en samling af denne type, som kan måle sig internationalt.

 

4. Museets magasiner

Museets samling vokser, kvalitativt og kvantitativt. Men museets magasiner er langt under en acceptabel standard. Tekniske rapporter såvel som Kulturarvsstyrelsens kvalitetsvurdering har påpeget, at de lokaler museet har til rådighed til bevaring af samlingerne er direkte uegnede som museumsmagasiner. Nye magasiner må anses som højeste prioritet for museet. Magasiner opføres eller indrettes i vor tid sjældent i bycentrum, men på mindre kostbare lokaliteter. I en række af landets regioner er der opført nye fællesmagasiner for områdets museer.

 

5. Nyt Københavns Museum i Christian IV’s Bryghus?

Hvad angår museets hovedplacering er der gennem de seneste par år ført en dialog mellem Københavns Museum og Slots- og Ejendomsstyrelsen om en mulig placering af Københavns Museum i Christian IV’s Bryghus på Slotsholmen. Bygningen har været tom siden midt 1990’erne. Københavns Museum ville på Slotsholmen få en langt bedre geografisk placering, midt i den by museet handler om, og vil dermed kunne indgå i de vigtige kulturelle akser i byen. Christian IV’s Bryghus repræsenterer i forhold til bygningen på Vesterbrogade en udvidelse af museets areal, og vil give langt bedre muligheder for at videreudvikle de nye perspektiver og metoder, som museet gennem de seneste år har eksperimenteret med.

Da Christian IVs Bryghus er fredet, indebærer det en række store udfordringer i forhold til en nutidig anvendelse af bygningen. Der er gennem de seneste år udført en række tekniske undersøgelser samt overslag over de samlede omkostninger for anlæg og fysisk drift af bygningen med museet som bruger. Overborgmester Frank Jensen og kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev har besigtiget bygningen og afholdt fælles drøftelser, ligesom ideen har været drøftet mellem Kulturminister Uffe Elbæk  og kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev. En tværgående styrgruppe mellem Kulturministeriet og Københavns Kommune undersøger de videre muligheder. Yderligere orientering om projektet findes i bilag 1, som også forelægges Økonomiudvalget.
 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Københavns Museum fortsætter arbejdet som beskrevet og i samarbejde med forvaltningen undersøgelserne af mulighederne for etablering af nyt Københavns Museum i Christian IV’s Bryghus.

Kultur- og Fridsforvaltningen, herunder også Københavns Ejendomme, undersøger p.t. mulighederne for alternative magasinløsninger. Der sigtes mod politisk behandling umiddelbart efter sommerferien 2012.





Carsten Haurum
                         
                                 /Merete Evers Dewilde

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 21. juni 2012:

Direktøren for Københavns Museum, Jette Sandahl, orienterede uddybende om Københavns Museum.

Kultur- og Fritidsudvalget tog orienteringen til efterretning. Kultur- og Fritidsforvaltningen blev anmodet om at arrangere et besøg i Bryghuset samt vende tilbage til Kultur- og Fritidsudvalget med en konkretisering af planerne om et nyt Københavns Museum i Christian den IVs Bryghus. 
Til top