Ansøgning fra Sundby Boldklub om støtte til multiaktivitetsområde
Indstilling og beslutning
at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på ansøgningen fra Sundby Boldklub om et tilskud på 2.075.000 kr. til et multianvendeligt aktivitetsareal på Kløvermarken, da der ikke er afsat midler hertil på udvalgets buget for 2012.
Problemstilling
Sundby Boldklub har ansøgt Kultur- og Fritidsudvalget om et tilskud på 2.075.000 kr. til etablering af et multianvendeligt aktivitetsområde (bilag 1).
Aktivitesområdet skal placeres i den østlige del af Kløvermarken ved Sundby Boldklubs klubhus, hvor der i dag er en 11-mands grusbane med lys samt græsfodboldbaner (bilag 2).
Baggrund
Sundby Boldklub har oplevet en stor tilgang af fodboldinteresserede børn og unge. Da de nuværende baneforhold vurderes at være utilstrækkelige, ønsker klubben at opgradere og modernisere de omkringliggende fodboldbaner med henblik på at sikre kvaliteten i tilbuddene til klubbens mange fodboldspillere og områdets øvrige beboere. Dette skal ske ved at anlægge et multianvendeligt areal med plads til en 11-mandskunstgræsbane, to 5-mandskunstgræsbaner samt en legeplads og et agilityområde.
De samlede anlægsudgifter til multiaktivitetsområdet er 7,875.000 kr., hvoraf Københavns Kommun søges om 2,075.000 kr. De resterende midler søges via fonde, bl.a. Lokale- og Anlægsfonden, Mærskfonden og DBU's pulje til støtte af kunstgræs.
Løsning
- nye tidssvarende kunststofbaner, som kan sikre fodboldtræning og aktivitet året rundt
- et legeområde, som inddrager hele familien og tiltrækker nye frivillige
- et agilityområde med tvær-sportslige aktiviteter, der fremmer velvære, sundhed, idræt og fællesskab
- et fritidstilbud til de af områdets unge mennesker, der i dag er ubeskæftigede efter skoletid
- imødekomme en femtidig efterspørgsel for fritidstilbud blandt de op mod 2.000 nye beboere i boliger, som opføres inden for en kilometers afstand.
Sundby Boldklub ønsker at indgå en række partnerskaber med bl.a. Ungdomsskolen i Holmbladsgade om anvendelse af det nye anlæg. Ved at tilbyde en række forskellige aktiviteter skal området henvende sig til andre end klubbens fodboldmedlemmer. Dermed kan området både være med til at fastholde medlemmerne og bygge bro til de selvorganiserede aktive, den nærliggende ungdomsskole og måske en kommende fritidsordning. Ideen er at samle familien ét sted med aktiviteter, der kan fremme sundhed, idræt og fællesskab.
Forvaltningens bemærkninger
Projektforslaget er i tråd med idéen bag Kultur- og Fritidsforvaltningens forslag om et fodboldunivers, der åbner faciliteterne på Kløvermarken op for mere selvorganiseret brug. Ligeledes indgår omdannelse af grusbanen til kunstgræsbane i forvaltningens forslag til mulige placeringer af nye kunstgræsbaner.
Udgifter: |
kr. |
Kunstgræs multiområde | 5,783.500 |
Redskaber til aktivitetsområde | 504.000 |
Moms | 1,571.875 |
I alt: | 7,859.375 |
Projektet på nuværende tidspunkt ikke er fuldt finansieret. DBU bakker op om forslaget, men har fravalgt at støtte det økonomisk. De andre ansøgte bidragydere har endnu ikke givet tilsagn om støtte.
Derudover er der en række udestående vedr. dispensation fra Fredningsnævnet, bortskaffelse og forureningsgrad af overskydende jord, ejer- og driftsforhold mv.
Hertil kommer, at de anvendte priser i anlægsbudgettet synes at ligge i underkanten af Kultur- og Fritidsforvaltningens erfaringstal.
Ansøgningen indstilles til afslag, da der ikke er afsat midler hertil på udvalgets budget for 2012.
Økonomi
Carsten Haurum / Mads Kamp Hansen
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede at henvise sagen til forhandlingerne om budget 2013.