Skaterute
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til etablering af skaterute i Skt. Kjelds Kvarter.
Indstilling og beslutning
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at den resterende bevilling på 375.000 kr. til en skaterute anvendes til skatefaciliteter i Skt. Kjelds Kvarter på Østerbro.Problemstilling
Kultur- og Fritidsudvalget har på møderne den 5. november 2009 og den 11. november 2010 afsat i alt 450.000 kr. til en skaterute. Heraf er 75.000 kr. brugt på kortlægning af skatespots i København.
Den 30. september 2010 drøftede udvalget et konkret forslag til skaterute. Her blev det besluttet, at skatemuligheder skal indtænkes i anlægsarbejder på de strækninger, der forbinder eksisterende skatespots i København, herunder trapper, gelændere m.m.
Anlægsarbejder i København sker generelt under hensyntagen til tilgængelighed og fremkommelighed – ex niveaufri adgang/passage. Derudover er æstetisk udtryk også et omdrejningspunkt i udformningen af byrummet. Skatefaciliteter som trapper og gelændere indgår derfor af både praktiske og æstetiske grunde sjældent i udbudsmaterialet ved anlægsarbejder i Teknik- og Miljøforvaltningen.
Løsning
Kultur- og Fritidsforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen har i fællesskab udvalgt et område, hvor skatefaciliteter kan indtænkes i anlægsarbejdet.
Skateruten placeres i Skt. Kjelds Kvarter i forbindelse med områdefornyelsen. Det foreslås derfor, at Kultur- og Fritidsudvalgets resterende bevilling på 375.000 kr. indgår i Teknik- og Miljøforvaltningens anlæg i områdefornyelsen.
Skt. Kjelds Kvarter
Områdeløft Skt. Kjelds Kvarter har hjemme i et nedslidt område med begyndende boligsociale problemer. Kvarteret er fattigt på idræts- og bevægelsesfaciliteter.
I kvarterplanen for området er der fokus på aktivitets- og bevægelsesstrøg, som binder området sammen og skaber bedre forbindelser til de omkringliggende rekreative områder og til S- og Metrostationerne i kvarterets fire hjørner. Målet er at skabe unikke og nytænkende rammer for leg, ophold og bevægelse. Det sker ved at skabe en række små pladser og ved at binde pladserne sammen i aktivitets- og bevægelsesstrøg, der fungerer som faciliteter for kultur, idræt og bevægelse.
Kvarterplanen og tilhørende anlægsmidler på 14,2 mio. kr. blev godkendt i Teknik- og Miljøudvalget den 16. maj 2011. Planen er på dagsordenen til endelig vedtagelse på Borgerrepræsentationsmødet den 15. juni 2011.
Skateruten
Skatefaciliteten vil binde skatespottet på Beauvais-grunden og skateparken i Fælledparken sammen. Dermed skabes en egentlig skaterute i det aktivitetsfattige område i krydsfeltet mellem Hans Knudsens Plads, Kildevældsskolen, Øbro Bibliotek og Fælledparken.
· Faciliteterne udformes og placeres, så de imødekommer skaternes behov
· Faciliteterne placeres som forbindelsespunkter mellem eksisterende skatespots
· Faciliteterne understøtter byliv og byudvikling
· Faciliteterne etableres i forbindelse med Teknik- og Miljøforvaltningens anlægsarbejder i området
Teknik- og Miljøforvaltningen planlægger, at anlægsarbejdet i Skt. Kjelds Kvarter går i gang i 2012/13.
Økonomi
Da etableringen af skateruten udføres af Teknik- og Miljøforvaltningen, skal den afsatte bevilling på 375.000 kr. under Kultur- og Fritidsudvalget overføres til Teknik- og Miljøudvalget. Dette vil ske i næste indstilling om bevillingsmæssige ændringer.
Videre proces
Kultur- og Fritidsforvaltningen vil indgå aftale med Teknik- og Miljøforvaltningen om etablering af skateruten – herunder dokumentation for skatefaciliteter for minimum 375.000 kr.
Carsten Haurum
/Mads Kamp HansenBeslutning
Der blev begæret afstemning om et ændringsforslag om, at der anvendes 150.000 kr. til skatefaciliteter i Skt. Kjelds Kvarter på Østerbro - kassemæssig dækning anvises på konto 3.35.64.1.
Et flertal (Bjarne Fey, Marialise Rømer, Muhammad Aslam, Taner Yilmaz, Simon Strange, Pia Allerslev, Leslie Arentoft og Allan Ahmad) stemte for ændringsforslaget.
Ingen stemte imod.
Birthe Skaarup undlod at stemme.
Ændringsforslaget blev dermed godkendt, og Kultur- og Fritidsudvalget havde således besluttet at anvende 150.000 kr. til skatefaciliteter i Skt. Kjelds Kvarter.
Kultur- og Fritidsudvalget anmodede kultur- og fritidsborgmesteren om at rette henvendelse til teknik- og miljøborgmesteren om det fremadrettede, formaliserede samarbejde mellem Kultur- og Fritidsforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen med henblik på at lade skatefaciliteter indgå i byrumsudviklingen.
På et kommende dialogmøde mellem Kultur- og Fritidsudvalget og Teknik- og Miljøudvalget skal skatestrategien i forbindelse med byplanlægningen, og herunder inddragelse af skatemiljøet, være et emne.