Temadrøftelse om spillestedsområdet og de regionale spillesteder
Indstilling og beslutning
1. at Kultur- og Fritidsudvalget drøfter temaer for valg af regionale spillesteder 2013-2016.
Problemstilling
Københavns Musikudvalg har drøftet emnet på sit møde den 30. maj 2011. Forvaltningen har desuden holdt møde med de regionale spillesteder for at få kommentarer til spillestedssituationen. Spillestedernes input er tilføjet under hvert enkelt punkt.
Løsning
Kultur- og Fritidsforvaltningen foreslår, at nedenstående temaer drøftes.
Kriterier for præsentation og formidling af rytmisk musik
De regionale spillesteder udpeges i henhold til Lov om Musik og udmærker sig ved præsentation af rytmisk musik af høj kvalitet. Tilsammen repræsenterer de en genrekombination som, inden for hver deres særegne profil, arbejder målrettet og innovativt på at sikre kunstnerisk kvalitet og professionelle rammer for både publikum, musikere og samarbejdspartnere.
Fra både stat og kommune er de regionale spillesteder pålagt at løfte særlige opgaver i forhold til vækstlaget, udviking af koncertoplevelsen og opdyrkning af netværk og samarbejder med musik- og kulturlivets øvrige aktører. Ud over et højt kunstnerisk niveau i musikprogrammet, lægges vægt på de fysiske rammer, professionel organisation og en sund driftsøkonomi.
Copenhagen JazzHouse, VEGA, Loppen, Global Copenhagen og Culture Box udgør Københavns regionale spillesteder i perioden 2009-2012. Spillestedet Stengade var indtil medio 2009 et regionalt spillested, men drives i dag med tilskud fra Kultur- og Fritidsudvalget og honorarstøtte fra stat og kommune. Også Pumpehuset modtager et tilskud til spillestedsdrift fra Kultur- og Fritidsudvalget uden for den regionale spillestedsordning.
Spillestederne fremhæver, at de generelt har publikumsfremgang, og at der er efterspørgsel efter rytmiske musikoplevelser i professionelle og veldrevne rammer. Skarp konkurrence med det øvrige kultur- og natteliv samt ændringer i publikums- og forbrugsmønstre har dog igennem en årrække sat spillestedernes driftsøkonomi under pres.
Hvilken rolle skal de regionale spillesteder have i forhold til Københavns samlede musikliv, og hvilke kriterier skal priorites ved udvælgelse?
Hvordan sikres det, at de regionale spillesteder kan fastholde deres position som frontløbere i forhold til kunsterisk kvalitet og udvikling af koncertoplevelsen?
Den økonomiske ramme og bæredygtighed i tilskuddene
Københavns fem regionale spillesteder har i dag et årligt samlet tilskud på 7,5 mio. kr. Heraf udgør tilskuddet til Spillestedet Stengade 1,24 mio. kr. årligt (2011-priser).
Krisen har ramt alle de regionale spillesteder i 2008 og 2009. Samtlige har fået bevilget ekstraordinære tilskud for at sikre musikdriften og i nogle tilfælde for at undgå konkurser. Der er gennemført omfattende besparelser, særligt på personale- og produktionssiden. Samtidig er renoverings- og moderniseringsopgaver samt udskiftning af nedslidt lyd- og lysudstyr nedprioriteret eller udsat.
I de regionale spillesteders årsregnskaber 2010 ses tegn på økonomisk bedring. Forretningsmodellen giver dog risiko for fortsat usikkerhed i de økonomiske forudsætninger for driften. I forlængelse af Statens Kunstråds Musikudvalgs midtvejsevaluering fra februar 2011 har Kunstrådet anslået, at det regionale spillestedsområde på landsplan bør tilføres yderligere 20 mio. kr. for at bibeholde det kunsteriske niveau.
Spillestederne peger på, at der i København er et stort udbud af kulturoplevelser og hård konkurrence om publikum. Den økonomiske krise har endvidere tydeliggjort, at spillestedernes forretningsmodel, hvor driften er afhængig af en stor grad af ejenindtjening fra bl.a. barsalg, gør spillestederne alt for følsomme over for ændringer i publikums forbrugsmønstre. Samtidig er udgifterne til præsentation af live-musik øget, bl.a. forbi musikbranchens faldende pladesalg ikke længere kan finansiere kunstnerne i samme grad.
Spillestederne peger på, at der er behov for flere midler, hvis det kunstneriske niveau og den professionelle drift i gode opdaterede fysiske rammer skal fastholdes. Alternativt må der fravælges spillesteder i udpegningen.
Hvilken økonomisk ramme skal der være til de regionale spillesteder?
Hvordan sikres økonomisk bæredygtighed for de regionale spillesteder?
Fornyelse af indhold og sammensætning
I processen for valg af nye regionale spillesteder er der mulighed for at redefinere kriterierne fordrift, udvikling og mål. Ligeledes er der mulighed for at foretage en omprioritering af spillesteder i ordningen. Ved sidste udpegning for 2009-2012 skete en omprioritering, hvorefter Culture Box blev udpeget som genrespecifikt spillested for elektroniske musik.
Spillestederne peger på, at de regionale spillesteder spiller en afgørende rolle som formidlere af rytmisk musik over for publikum og som udviklere i etableringen af nye genrer.
Hvordan sikres spillestedernes vilkår for at fungere som frontløbere for præsentation, formidling og udvikling af rytmisk musik?
Er der nye genrer eller tendenser på musikområdet, der bør tilgodeses i udpegningen af nye regionale spillesteder?
Tværgående samarbejde og frigivelse af ressourcer
De regionale spillesteder i København varierer meget i forhold til organisatorisk størrelse og omsætning. Som virksomheder udspringer de af ambitionen om at arbejde professionelt med præsentation og formidling af rytmisk musik inden for en veldefineret musikprofil. I flere tilfælde bæres en del af driften af frivillige kræfter.
Spillestederne fremhæver vigtigheden af at værne om og udvikle det enkelte spillesteds særegenhed. Hvert spillested har samarbejdsflader og netværk, der tager udgangspunkt i stedets musikprofil og organisering. Spillestederne peger på, at der kunne være fordele i et tættere samarbejde om fælles markedsføring og profilering af de regionale spillesteder. I spillestedernes optik ses ikke fordele i øvrige samarbejder med henvisning til risikoen for at svække spillestedernes individuelle profiler.
Kan det i forhold til fastsættelse af nye kriterier sikres, at der frigives ressorucer uden at sætte spillestedernes profil og kunsterniske frihed over styr?
Økonomi
Videre proces
/ Merete Evers Dewilde
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 21. juni 2011:
Følgende repræsentanter fra Musikudvalget overværede i medfør af styrelseslovens § 20, stk. 4, 2. pkt. temadrøftelsen:
- Jesper Nordahl
- Sven Gaul
- Marga Bokelund
Kultur- og Fritidsudvalget ønskede kriterierne opdelt i primære og sekundære kriterier/fokusområder.
Væsentlige primære kriterier/fokusområder: kunstnerisk niveau, professionelle rammer og økonomisk bæredygtighed. Væsentlige sekundære kriterier/fokusområder: eksterne samarbejder med andre kulturinstitutioner, festivaller, kultur-, fritids- og foreningstilbud mv. Derudover lægger udvalget vægt på administrative fællesskaber og nye organisatoriske samarbejder. Kultur- og Fritidsforvaltningen arbejder videre med sagen på baggrund af udvalgets drøftelser og tilkendegivelser.